Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Ungdomsaction på Olympen

Kultur
11. februar 2010
Med den Potter-erfarne instruktør Chris Columbus i instruktørstolen er der fuld fart på effekter og det storladne drama, hvor intet mindre end verdens overlevelse står på spil

Undervisere i oldtidskundskab kan glæde sig over, at Hollywood nu gør de græske, olympiske guder street- smarte med Percy Jackson & lyntyven, en filmatisering af Rick Riordans roman om Percy Jackson, søn af Poseidon og dermed halvgud. Der findes i alt fem bøger om Percy (den første er netop udkommet på dansk), og filmen, som havde både dansk og amerikansk premiere i går, lanceres som den nye Harry Potter-franchise.

Sjov idé

Med den Potter-erfarne instruktør Chris Columbus i instruktørstolen er der fuld fart på effekter og det storladne drama, hvor intet mindre end verdens overlevelse står på spil. Zeus har nemlig fået stjålet sin lynstav og mistænker Percy (Logan Lerman) for at stå bag. Percy har hidtil levet et almindeligt liv på high school i New York, men opdager nu sine halvgudetalenter, mens han sammen med to venner (en satyr og Athenes datter) bekæmper både furier, minotaurer, Uma Thurmans Medusa og selveste Hades blandt berusende lotusblomster i nutidens Las Vegas og Hollywood som indgangen til helvede.

Historien er lovlig rodet og rastløs med jagten på de tre magiske perler, som skal sikre udgang fra Hades. Filmen har langt fra samme detaljerede karaktertegning eller klangbund som Harry Potters magiske univers, men den er et fint supplement til de mange musicalfreaks og vampyrelskere i tidens ungdomsfilm – og de gamle gudesagn fejler jo ikke noget.

Opdateringen er en sjov idé, så man bærer over med ujævnt spil og sluger kamelerne, mens der går sagnom-spunden action-Barda i en teenagers univers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her