Læsetid: 6 min.

Alskens ilanddrevet hejs

Broken Bells - Danger Mouses ny duo - har skabt ti sange, der alle lyder vagt bekendte. Også Damon Albarns Gorillaz går på strandhugst i musik-historien, men med mere substantielt udbytte
9. marts 2010

Genkendelsens glæde er også en slags glæde - ikke mindst hvad angår musik. For undertegnede kan der være noget vederkvægende over at høre såkaldt ny musik og sætte navn på de påvirkninger, der skinner igennem. Ikke at de behøver være bevidste - faktisk er det tvivlsomt om ret mange musikere sætter sig for ukritisk at plagiere andre. Men for de fleste begynder kærlighedsaffæren med musik som fans, og siden opdateres de løbende; om ikke andet så bare ved at bevæge sig rundt i det offentlige rum og optage klangene ved simpel osmose. Og så er der jo også et af de mange gode spørgsmål, Andy Warhol stillede: »Why should I be original? Why can't I be non-original?« Og ham gik det jo meget godt. Apropos Warhol og ikke specielt relevant, men alligevel - hvis ikke han havde skrevet alle de så selvlysende og ofte langt ude, men også bizart spot on ting, han gjorde, hvordan ville hans status som billedkunstner så have taget sig ud i dag? Som komponisten John Cage (og for begges vedkommende med afsæt i deres primære kunstneriske praksis) var hans naturlige element måske i virkeligheden sproget, selvom han efter eget udsagn aldrig læste, men kun kiggede på billeder. Skrevet af én, der mener, at Warhol måske var modernitetens største humoristiske begavelse.

Namnamdikkedik for 40+

Nå. Hvor kom vi til? Åh jo. Popmusik. Yes, yes, yes. Broken Bells består af to højt estimerede kunstnere fra hver deres ende af spekteret - sangeren og guitaristen James Mercer fra rockbandet The Shins og den smålegendariske producer og multiinstrumentalist Brian Burton, der som Danger Mouse de sidste 7-8 år har gjort sit for at gøre musikverdenen et lidt sjovere og mere tankevækkende sted. Mest kendt er hans (ulovlige) mashup af a cappella vokaler fra Jay-Z's The Black Album og instrumentalspor fra det hvide album med The Beatles, hvilket i 2004 vakte såvel furore som begejstring. Mest populært har hans samarbejde med vokalisten Cee-Lo Green i duoen Gnarls Barkley været, men han har endvidere arbejdet sammen med eller produceret navne som Beck, Danger Doom, Sparklehorse, Gorillaz, The Black Keys m.fl. Med den slags credentials forventes man at applaudere - eller i hvert fald kommentere - den mindste bevægelse fra den kant. Så gerne. Grunden til at ovenstående Warhol-udsagn for mig i pennen er selvfølgelig fordi Broken Bells er tusind procent blottet for noget, der bare minder om originalitet. Der går tolv på dusinet af den slags plader, der minder lidt om det ene og lidt om det andet, og som i sammenligning får selv trælse navne som U2, og hvem ved jeg til at fremstå dybt originale - de har dog alt andet lige skabt en lyd, der umiskendeligt er deres egen og tilmed øjeblikkeligt genkendelig. Men så er der det med genkendelsens glæde, noget denne signatur som bekendt ikke længere orker at kimse af.

På den led er Broken Bells skønne; deres klang og tilgang minder i udpræget grad (fraset et par mondæne blipbåt-synthesizerklange hist og pist) om rocken anno ca. 1970-75. Dvs. et flyvsk sted i skæringsfeltet mellem den psykedeliske revolution og dens progressive efterfølger. Barclay James Harvest, Genesis anno The Lamb Lies Down on Broadway og tidlig King Crimson især (minus alt det hundesvære, der gjorde denne genre så overrendt af virtuose blærerøve) - masser af strygersovs, keyboards i læssevis og en uskyldens prætentiøsitet gør dette album til namnamdikkedik for +40 segmentet. Og så er der kælet om noget så gammeldaws som sangskrivningen, hvorved der forefindes en to-tre sikre vindere for os melodijunkies på skiven her. Tilbage til fremtiden indeed. Med forudsigeligheden i passagersædet, vel at mærke.

Foldet ud

Well, der er som bekendt tusindvis af tegneseriebands derude, men min personlige favorit af slagsen er og bliver Gorillaz (hvis andet, mesterlige og unikke 2005-album Demon Dayz blev produceret af ingen ringere end ... Danger Mouse), grundlæggende et soloprojekt for Blurs Damon Albarn - tilsat 1001 gæstestjerner samt tegneserietegneren Jamie Hewletts tegninger af det fiktive Gorillaz og deres ret underholdende meriter. På det tredje album fra den kant, Plastic Beach hedder det, er der også et koncept, der handler om noget i retning af, at de elskelige ikkeeksisterende bandmedlemmer er skyllet i land på en ø, der er skabt af alverdens affald og la-dee-dah, meget økobevidst og sikkert nok en afhandling værd - bare ikke her. For mere interessant er musikken, der som den ovenfor nævnte ø er skabt af alskens ilanddrevet hejs. Og mesterligt, fængende og på mange måder fremadrettet er det, trods de utallige tyverier og den uendelige parade af berømtheder, der alle giver deres besyv med. Det særegne miks af electronica, hiphop og pop, Gorillaz fra starten har mestret, foldes atter ud i blændende HD, og Albarn træder i større grad end tilforn til side for de indforskrevne gæster.

Med Danger Mouse ude af billedet er de kreative tømmer lagt i samme Albarns hænder alene, men det er så heller intet problem for denne hyperaktive personage, hvis musikalske rejse de sidste tyve år har været uafbrudt værd at følge.

Kulørt intertekstualitet

Udover selvfølgelig Blur - som godt nok blev gendannet sidste år, men hvor blev albummet af? - i sig selv er en fascinerende historie, har Albarn parallelt med Gorillaz arbejdet med vestafrikanske kora-spillere på Mali Music, Fela Kutis legendariske trommeslager Tony Allen og Clash-bassisten Paul Simenon i The Good, The Bad & The Queen samt et større kinesisk opera kompagni på Monkey: Journey to the West. Sådan udviklede tingene sig godt nok ikke for Noel Gallagher, hvis orkester Oasis engang seriøst blev betragtet som Blurs værste konkurrent. Det var så dengang. Nu er så nu, og som de fleste ved, er fremtiden i fuld sving. Denne fremtid har Albarn som få fod på og han formår at få den kulørte intertekstualitet til at swinge - og gå op i en form for højere enhed.

Skal man pege på noget, denne plade måske ikke i helt så høj grad ejer, er det oplagte hits. Om end såvel det underskønne Melancholy Hill som den mindst lige så fængende Broken godt nok besidder melodier to die for - og de ville i øvrigt heller ikke have lydt helt ved siden af på en Blur-skive, thi her høres udelukkende Albarns stemme, hvis iboende melankolske tone altid har formået at røre mig. De sange er undtagelser frem for reglen på en plade, hvor rappere som Snoop Dogg og Mos Def kæmper med rockere som Mark E. Smith og Lou Reed samt en soullegende som Bobby Womack om spotlyset. Mens elementer fra såvel verdens- som partiturmusikken står ude i kulissen og forsøger at tilkæmpe sig plads blandt de allerede nævnte genrer på den overfyldte scene. Det imponerende er, at det lykkes og man må gratulere denne Damon Albarn for endnu engang - tilsyneladende ubesværet - at pege på, hvordan musik hænger sammen på kryds og tværs, påvise uventede årsagssammenhænge og med det lettest tænkelige touch endnu engang at have skabt et værk, der kan nydes og opleves på mange niveauer. Af unge og gamle, sorte, gule og hvide, alle tænkelige køn samt ikke mindst du og jeg. Det er bare at løse billet og se at komme af sted til Plastic Beach.

Broken Bells (Columbia/Sony Music) Gorillaz: 'Plastic Beach' (Parlophone/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu