Bem-vindo ao Brasil, têm uma cachaça
Bem-vindo ao Brasil, têm uma cachaça
De senere år har rom været meget i fokus her til lands, såvel som i udlandet. Den klassiske, søde og runde sukkerrørsspiritus fra Caribien og Mellemamerika har fuldt berettiget indtaget nattelivet og de private barskabe rundt omkring, og kvalitetsbevidstheden er højnet, med nye og spændende typer, dyre årgangsrom og særimport fra mindre og hidtil ukendte lande.
Dette har dog ikke haft nogen voldsom effekt på udbredelsen af den anden af markedets store sukkerrørsbrændevine, den brasilianske cachaça; og det er en skam, for cachaça er et fint alternativ til rom, og indgår strålende i flere meget friske og behagelige drinks. I et halsstarrigt forsøg på at fremmane foråret, vil Alt Over Sytten åbne døren til et brasiliansk inspireret cocktailparty.
Gæringsmetode
Det som adskiller cachaça - som udtales ka-sja-sa - fra den rom som laves i det meste af the Americas, er gæringsmetoden: Hvor det meste rom er baseret på melasse, som er et biprodukt ved sukkerproduktion, laves cachaça på den rå, gærede saft af sukkerrørene, som ved destillation af vin. Det giver en mere rendyrket sukkerrørssmag, som tiltaler mange med sin ensartede og klare smag, der som tommelfingerregel er nuancen mere tør end rom. Vil man prøve den samme tørre, subtile smag i form af decideret rom, kan man med fordel prøve rom af typen Rhum Agricole, 'bonderom' fra den gamle franske koloni Martinique, som fremstilles efter samme metode. Til blandede drinks er cachaça oplagt som et interessant alternativ til hvid eller lysere rom; men husk at justere sukkermængden.
Der er desværre ikke overvældende mange producenter, der eksporterer til det danske marked, og de mest udbredte er fra de største og mest industrialiserede producenter, for eksempel 51 og Pitú. Disse er destilleret på såkaldte kolonneanlæg, og er derfor billige og ensartede, men er ikke på nogen måde ophidsende oplevelser, og går bedst at sammenligne med almindelig lys Bacardi-rom. Vil man have en mere interessant smagsoplevelse, kan anbefales mærkerne Ypioca og Germana, der er produceret i gammeldags kobberkolber, foruden den lyse Iguaço, som er en fair trade-produceret og økologisk variant.
Ypioca er den mest udbredte af de tre, og har en let og luftig, omend også noget flygtig smag. Den er lyst gylden, næsten farveløs, er nydeligt afrundet og smager uforstyrret igennem af sukkerrør. Eftersmagen er noget vag, og den egner sig absolut bedst til at drikke opblandet, for eksempel i den populære drink caipirinha: I et stort sjusglas lægges et par både af en lime sammen med knap en dessertskefuld rørsukker. Det stødes grundigt med en morterstav - husk at den skal være af træ eller plast, hvis glassene skal holde - og glasset fyldes op med knust is, og til sidst cachaça.
Mod spøgelser
I kontrast hertil er den krongyldne Germana en mere raffineret sag, som også indbyder til at drikkes rent (gerne fra frost) eller med en enkelt limeskive i. I så fald er det kutyme, at den første tår hældes på jorden, for at tilfredsstille spøgelserne, men der er vist ingen regler om, at jorden ikke må sidde på en potteplante.
Bønnegryde
Iguaço er helt lys og lidt anonym, nogle ville måske sige kedelig, men den er fair trade og økologisk, hvilket absolut kan være et mål i sig selv, og den er på ingen måde et dårligt valg, hvis der serveres cocktails. Og skal De det, så server gerne bønnegryden feijao (som bare betyder bønne) til, den kan nemlig med fordel køles ned og bruges som en dip til selleristænger eller skiver af peberfrugt. Eller server små skiver af majsbrød med bananskiver og grillet ost. Felicidades!
4/6 Ypioca Cachaça, 39 procenst. www.guaranas.dk
5/6 Germana Cachaça to års, 40 procent. www.raadhuskiosken.dk
3/6 Iguaço Cachaça Fair Trade, 40 procent. www.oekovin.dk
Seneste artikler
Alt over 17: Lune sensommeraftener nydes bedst med friske bær. Eller syltede. I alkohol ...
3. august 2013Neutral er det sidste ord, man kan hæfte på den amerikanske Aviation gin, der er ganske ny i EuropaAlt over 17: Sake
1. juni 2013Den japanske blomsterfest hanami er forbi, men vi skal da stadig drikke sake!
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »