Billeder, der sætter byen i brand

I et forsøg på at åbne Det Kongelige Teater for en bredere offentlighed har den aktivistiske billedkunster Jakob Jakobsen fået frie hænder som gæsteinstruktør tilknyttet Skuespilhuset. Men hvad sker der, når nationalscenen lægger hus til en af dens argeste kritikere?
Teaterpublikummet bliver taget med på en bustur til Nørrebro i kunstneren Jakob Jakobsens gæsteoptræden som instruktør på Det Kongelige Teater. Han har henlagt busturen til Nørrebro, fordi bydelens konflikter - blandt andet rydningen af Ungdomshuset, bandekrig og de afviste irakere i Brorsons Kirken - efter hans mening er symptom på nogle dybereliggende problemer i vores samfund.

Teaterpublikummet bliver taget med på en bustur til Nørrebro i kunstneren Jakob Jakobsens gæsteoptræden som instruktør på Det Kongelige Teater. Han har henlagt busturen til Nørrebro, fordi bydelens konflikter - blandt andet rydningen af Ungdomshuset, bandekrig og de afviste irakere i Brorsons Kirken - efter hans mening er symptom på nogle dybereliggende problemer i vores samfund.

Kristine Kiilerich
16. marts 2010

Bussen holder et øjeblik stille ud for Mjølnerparken. En seks-syv drenge med hættetrøjer og kasketter kommer dryssende langs det røde murstensbyggeri. Et par stykker kigger åndsfraværende op mod os bag ruden.

Vi, der sidder inde i bussen, kigger mere interesseret tilbage, mens vidnesbyrd fra ghettobyggeriets beboere læses højt over bussens højttaleranlæg.

Ud på den teaterforestilling, som drengene er en del af uden at vide det.

I en time har vi cirkuleret rundt på Nørrebro. Men samtidig har vi hele tiden befundet os i Det Kongelige Teater. Midt i en stærkt eksperimenterende forestilling over Kafkas fortællinger. Men også midt i den aktivistiske billedkunstner Jakob Jakobsens bud på, hvad den danske nationalscene skal kunne rumme, hvis den fortsat skal have nogen form for berettigelse.

Jakob Jakobsen er bedst kendt som billedkunstner, men har i de senere år især gjort sig bemærket i offentligheden som medarrangør af en række civile ulydighedsaktioner vendt mod den danske asyl- og antiterrorlovgivning og for sit græsrodsarbejde i miljøet omkring Folkets Hus på Nørrebro i København, hvor han har tilrettelagt en række seminarer om revolutionær avantgardekunst, byrum og militans.

Siden torsdag i sidste uge har Jakob Jakobsen så kunnet kalde sig gæsteinstruktør ved Det Kongelige Teater efter en invitation fra den svenske instruktør Anders Paulin, der ikke kun kom som en overraskelse for dem, der kender Jakob Jakobsen som en ekstremt institutionskritisk kunstner og for hans vedholdende angreb på enhver form for repræsentativ nationalkultur, men også for Jakobsen selv.

»Det var på ingen måde noget, jeg havde anglet efter. Normalt opfatter jeg jo de her institutioner som alt for begrænsende i forhold til den type af samfundskritik, jeg interesserer mig for som kunstner,« fortæller Jakob Jakobsen, der traditionelt opfatter Det Kongelige Teater som medskaber af et Danmarksbillede, han betragter som skadeligt og forløjet.

»Problemet med et sted som Det Kongelige Teater er den måde, man normalt foregiver, at her kan alle være med. At vi har et nationalt rum, hvor almindelige mennesker kan udtrykke sig frit. Det har jeg altid betragtet som en fed løgn. Et stort skuespil,« siger Jakob Jakobsen, der har gjort det til sin kunstneriske og politiske mission at tydeliggøre samfundets konflikter ved at pege på de mennesker og skæbner, der efter hans mening metodisk udelukkes fra den kulturelle og politiske offentlighed.

Et projekt, der ikke så meget drejer sig om at indlemme de ekskluderede stemmer i det eksisterende samfund, som at vise, at dette samfund allerede er brudt sammen under skønmaleriet af den harmoniske offentlighed.

»Det, jeg prøver at gøre, er at kigge på sammenbruddet. For det er kun, hvis vi kan indse magtesløsheden og komme på højde med det forfærdelige i vores liv, at vi også kan handle. Så længe vi passivt lader os føre gennem livet af udefra kommende billeder, sker der i hvert fald ikke noget,« siger Jakobsen.

Han har derfor valgt at lade forestillingens andet akt udspille sig i en lejet bus, der skal tage teaterpublikummet fra Skuespilhuset ud på en guidet rundtur til Nørrebros konfliktzoner:

»Bussen kører den slagne vej, fra Sankt Hans Torv via Blågårds Plads til Mjølnerparken og Brorsons Kirke. Ud forbi alle de ikoner, vi kender fra medierne.«

»I bussen bliver der givet stemme til folk, der har deltaget i bandekrigen. Til tidligere aktivister, der har været i gadekamp på Nørrebro. Til folk, der har brugt udenomsparlamentariske midler. Den slags ting. Og det bliver repræsenteret helt umedieret,« forklarer Jakob Jakobsen.

Desperationens politik

De velkendte mediebilleder af et Nørrebro, hvor brostenene ryger gennem luften, og gaden står i flammer, er efter Jakob Jakobsens mening et udtryk for, at de konfliktsituationer, vi hører vidnesbyrd fra i bussen, normalt kun kan forløses gennem desperation og vold.

»Modbilleder er blevet nærmest umulige at producere. Vi kan kun deltage i de scenarier, der præsenteres for os. Vi er blevet stumme. Det, der er tilbage, er de direkte konflikter. De subjektiviteter, der ikke er repræsenteret i de cirkulerende billeder, kan kun få plads på gaden i direkte konfrontation. Det er et udtryk for desperation, for udkanaliseret afmagt. Måske er det eneste politiske rum, der er tilbage, desperationens rum,« siger Jakobsen, der gør en del ud af at understrege, at busturen ikke skal forstås som et naivt forsøg på at udglatte konflikterne ved at skabe mere nuancerende billeder af Nørrebro. Snarere håber han, at han som kunstner kan være med til at give den indsigt, der kan inspirere borgerne til at tage et livtag med samfundets mere fundamentale modsætninger.

»Det, jeg gør, er at krystalisere de skjulte konflikter, der ligger i et område. At tydeliggøre dem ved at få dem til at gnistre på forskellig vis,« fortæller Jakobsen, der gerne vedkender sig, at det, han fortæller, er en negativ historie.

»Man bliver ofte ekskluderet, hvis man ikke har en konstruktiv historie at fortælle. Men det har alt for ofte været fortrængt, at det er nogle uløselige konflikter, vi står midt i. Jeg vil ikke kalde det for bevidstgørelse, for det lyder for program-matisk. Det er snarere et forsøg på at vise realiteternes meget komplekse, og måske meget forfærdende natur.«

Forårskampagnen

For Jakob Jakobsen er udflugten med Det Kongelige Teater kun en del af hans storstilede kunstneriske og politiske forårskampagne Billed Politik, der udover busturen til Nørrebro omfatter en udstilling på galleriet Overgaden, en filmkavalkade i Cinemateket, et internationalt seminar og to bogudgivelser i samarbejde med kunsthistorikeren Mikkel Bolt.

En selvbevidst politisk intervention, der skal udfordre magten i vores samfund ved at nedbryde dens billeder.

»Traditionelt defineres politikken ud fra det normale. Med Billed Politik har jeg i stedet ønsket at synliggøre nogle af de mere ekstreme situationer, som karakteriserer vores sociale situation. For jeg mener jo, at det er konflikterne, og ikke middelklassens smag og normer, der siger mest om tilstanden i vores samfund,« siger Jakobsen. Han har da også henlagt busturen til Nørrebro, netop fordi bydelens konflik- ter efter hans mening er symptom på nogle dybereliggende problemer i vores samfund.

Begær og forløsning

Nogle gange slippes billedet fri. Der er øjeblikke, hvor den frustrerede energi pludselig kan forløses. Især byen rummer en dobbelthed, mener Jakobsen: Byen er både stedet for undertrykkelse og scenen, hvor sociale brydninger kan munde ud i åben konflikt.

»Samfundets konflikter tilspidses i byen, fordi der er så mange mennesker og så mange interesser på færde. Byen er scene for magten, men også for revolutionen og sammenbruddet. Byen er et meget kontrolleret sted, der bruges enormt mange ressourcer på at beherske byen, men samtidig er der også en ophobning af begær, af frustration som pludselig kan fortætte sig på forskellig vis. Det har vi set igen og igen - nogle lidt tilfældige hændelser bliver anledning til, at folk pludselig trodser billederne og skaber nogle helt andre billeder. Samfundets mere skjulte konflikter kommer op til overfladen.«

Som eksempel på disse ikonoklastiske konflikter nævner Jakobsen kampen om Ungdomshuset i marts 2007, hvor folk pludselig strømmene ned fra opgangene og satte gaden i brand, og terrorangrebet i New York 11. september 2001, der ifølge Jakobsen i et kort øjeblik rummede løftet om, at den vestlige verdens billedregime trods alt kan rystes.

Vi er tilbage ved Skuespilhuset i København. Klokken er over midnat, og forestillingen er slut. Busturen skulle vise vej til et kollektivt sammenbrud, men hættetrøjerne er væk, og mens bussen tømmes for publikum, står spørgsmålet tilbage, om det lykkedes Jakob Jakobsen at slippe noget af sin frustrerede energi fri i byens gader, eller om hans brændende billeder blot har lukket sig om endnu en aften i Det Kongelige Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

’Kafak’ er en forestilling i to dele iscenesat af den svenske instruktør Anders Paulin.
1. akt er en 60-minutters performance, hvor fire skuespillere bl.a. fremfører seks Kafkafortællinger.
2. akt er en række events arrangeret af kunstnere, der ikke normalt arbejder med teater. Jakob Jakobsens bidrag vil finde sted seks torsdage i marts og april.
Projektet er en del af TNT, Temporary National Theatre, der er et kunstnerisk projekt under Det Kongelige Teater udviklet af Anders Paulin. Det overordnede formål er at involvere befolkningen i en diskussion om dansk nationalidentitet ved at udfordre Det Kongelige Teaters ydre rammer. I december 2009 producerede TNT en femdagesfestival med fokus på Danmarks asylpolitik. ’Kafak’ er den tredje og sidste installation i projektet.

Blå bog – Jakob Jakobsen
Jakob Jakobsen er billedkunstner og født i 1965. Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi 1989-1995.
Medstifter af kunstnerkollektivet og tidsskriftet Koncern (1989-1993).
Han grundlagde i 2001 Det Fri Universitet i København sammen med Henriette Heise.
Jakob Jakobsen er aktiv i miljøet omkring Folkets Hus på Nørrebro, hvor han har arrangeret en række seminarer om bl.a. byrum og militans. Var i oktober 2008 medarrangør af aktionen Luk Lejren, der skulle sætte fokus på asylansøgeres vilkår ved at nedbryde hegnet rundt om Sandholmlejren. I april 2009 lancerede han kampagnen ’Til forstyrrelse af samfundsordenen’, der var en opfordring til alle og enhver om at udfordre antiterrorloven ved at ophænge ulovlige klistermærker på udvalgte steder i gadebilledet.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Travis Malmzon
Travis Malmzon

"Som eksempel på disse ikonoklastiske konflikter nævner Jakobsen kampen om Ungdomshuset i marts 2007, hvor folk pludselig strømmene ned fra opgangene og satte gaden i brand".

En mindre erindringsforskydning.

En mere korrekt beskrivelse ville nok være:
"Som eksempel på disse ikonoklastiske konflikter nævner Jakobsen kampen om Ungdomshuset i marts 2007, hvor folk pludselig strømmene ned fra opgangene for at redde deres egendele fra en bande hærgende unge, som ikke ville acceptere retssamfundet".

Og at gøre bandekrigen til en politisk kamp kræver mycket sprit.
At gøre Jønke, Brian Sandberg og de øvrige kombattanter til en del af en politisk konflikt er seriøst langt ude.

Men OK, din fjendes fjende er din ven.