Spørgsmålet er, om Mahlers tragik er ved at have udlevet sig selv, om verdenen har ændret sig så meget, at vi griner i stedet for at græde og opmuntres i stedet for at nedtrykkes.
Vi ved, at Mahler selv kaldte det sin tragiske symfoni, vi ved, at hans kone, Alma, mente, at han skrev symfonien anticipando, forudgribende sin egen skæbne med barnetab og dødelig sygdom, at skæbnemotivet, dur-akkorden, der bliver til mol, mens der bankes, gennemsyrer symfonien, og at hammeren, en rigtig hammer, kommer til sidst med den endelige knock out. Alt det kan man læse sig til på fem minutter i ethvert program eller opslagsværk, der omhandler symfonien.
Men hvad oplever man egentlig, når man hører Mahler i dag? Når man på én gang i samme øre får hældt harpe, xylofon, triangel og celeste iblandet koklokker, eller når den høje mand i smoking lister frem og tibage til den overdimensionerede hammer for at levere ét præcist hammerdrøn ad gangen.
Ved torsdagens koncert blev den tragiske energi euforisk. Glæden over det velspillende orkester, den dejlige sals perfekte akustik, dirigentens sprængladte sikkerhed og et langt Mahler-eventyrs fortrolighed satte stemningen. Efter tre sæsoner med Mahlers 10 symfonier, stod opførelsen af den 6. som afrundingen på et stort projekt. Og skal Thomas Dausgaard, Radiosymfoniorkesterets chefdirigent, som vi også snart skal sige farvel til, huskes for noget, skal det blandt andet være for aftener som denne. Meget kan man sige, men Dausgaard har altid haft en utrolig sans for at styre. Han entrede podiet med denne skønne 'vil-have'-energi, så der var gåsehud fra starten, og en fast beslutning om hellere at være foran end bagude for skæbnen.
Komedien er forbi
Måske er det også det Mahlers anticiperende symfoni handler om, at være på forkant. Man undrer sig over, hvordan Mahler kunne skrive sin dystreste symfoni i sin gladeste sommer med hustruidyl og børneleg, men er man ikke allerskrøbeligst, når man har fået det, man elsker og aldrig vil miste? Vi ved vel alle sammen, at vi skal dø, og vi skal miste, selvom de fleste af os er tilpas glacerede til ikke at tænke på det hele tiden. Mahlers attitude var tilsyneladende at udleve tragikken, før den indtraf.
Og ligesom i enhver tivoliforlystelse, hvor man leger med sin egen dødsangst, kan man ved skæbnens hammerslag i symfonien grine og gyse på én gang. Det var i hvert fald det, publikum gjorde: Fnisede, når den store hammer faldt.
Men det var til sidst. Inden da var salen blevet onduleret af over en times maksimal energiudfoldelse af næsten porno-agtige dimensioner, kun afbrudt ind i mellem for at skifte stilling i temaerne. Andanten var smuk og kraftfuld.
Dausgaard er måske ikke typen, der frisætter skønheden og lader den blomstre, men til gengæld har han en evne til at skabe substans, som han kan ælte i. Han kan lave et fortættet miniaturebillede og pakke det ud til den store malstrøm for derefter at lande i det mest perfekte pianissimo, kun ødelagt af, at man ved, at om lidt vil han som sædvanlig stå og trække stilheden ud i et ikke-eksisterende moment, når satsen er færdig. Det gjorde han. I aftenens udgave fulgte scherzo-satsen andante-satsen i stedet for omvendt. Mahler kunne ikke blive enig med sig selv om rækkefølgen, men dagens opfattelse er denne. I hvert falde dannede en god og stærk scherzo et godt oplæg til den lange finale, hvor temaerne stod for en endelig traktering. Man hører næsten Beethovens famous last words ved satsens begyndelse: »Klap venner, komedien er forbi«. For nu er det alvor, skæbnetemaet tordner gennem musikken, og alt forvrænges til undergang, undtagen de transcenderende koklokker, der ringer som klokker i himlen, enden er nær, og vi styrter efter den, og orkestret har aldrig spillet dejligere, og koncertmesterens violin aldrig klinget smukkere. Men efter det sidste hammerslag, fire mands grydelåg, der runger på én gang og det endelige klimaks falder musikken til ro, og det umulige sker: En mobiltelefon ringer! Gud?
Torsdagskoncert: Torsdag 11. Marts 2010 kl. 19.30. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Koncertmester: Johannes Søe Hansen. Gustav Mahler, Symfoni nr. 6, a-mol
