Læsetid: 4 min.

Farveløs farve og en ny britisk discostjerne

I selskab med britisk popmusiks unge løvinder fordelt over to aftener lærte Informations udsendte minimum to ting: At Florence and the Machine lyder som det menneskelige svar på kompressoren. Og at La Roux er en nyfødt stjerne med en ligefrem folkelighed i skoene og udfrielsens englestøv på skuldrene
I selskab med britisk popmusiks unge løvinder fordelt over to aftener lærte Informations udsendte minimum to ting: At Florence and the Machine lyder som det menneskelige svar på kompressoren. Og at La Roux er en nyfødt stjerne med en ligefrem folkelighed i skoene og udfrielsens englestøv på skuldrene
3. marts 2010

Der var dækket op til et par aftener til højbords med britisk popmusiks unge hunløver i Vega i hovedstaden. Søndag med Florence and the Machine, mandag med La Roux. Begge fra London, begge præget af kvindelige frontfigurer med betragtelig magnetisme.

Eller det skulle så i førstnævntes tilfælde vise sig at være af lidt mere moderat omfang. Florence Welch gjorde, hvad hun kunne, for at virke magnetisk, men det er jo ikke noget man tilstræber, det er noget man er. Og så nytter det ikke noget, at man væver med armene i manende mønstre.

Welchs stemmepragt er stor, bevares, og retorikken i Store Vega stod ikke tilbage for stalinistiske bygningsværker eller amerikanske katastrofefilm, men hun havde jo ikke noget på indenunder. Sangene var konturløse, kalorietunge, krukkede uden at være kulørte. Og det hjalp ikke, at frontfiguren forsøgte at overplaske lydbilledet med non-stop given hals uden respekt for eller indsigt i pausens kraft.

Og imens kæmpede backingbandet - inklusiv harpisten! - mod druknedøden i en mumlende mose under stemmegymnastikken. Hvis jeg vil se OL eller X-Factor, så vil jeg hellere tænde for fjernsynet. For ganske vist har Florence Welshs sangstil - ud over lidt r&b- og soul-mascara - mindelser om Cranberries' Dolores O'Riordan og Sinead O'Connor, men helt uden især sidstnævntes emotionelle vovehalsbalanceakt højt oppe i flydetonerne uden sikkerhedsnet.

Kvalm surroundsirene

Der var både sikkerhedsnet og airbags under og omkring Florence and the Machines optræden denne søndag aften, hvor det blev postuleret, at vi besøgte en skov af følelser, mens vi i virkeligheden blot bevidnede en hær af manipulerende udråbstegn trygt placeret inden for borgerskabets komfortgrænser. Stemmekontrollens flødeskum som romantisk synonym med inderlighed.

Florences sangtaktik er den menneskelige vokals svar på kompressoreffekten på popmusik, som sørger for, at lydbilledet blokkes helt ud for at have så voluminøst et output som muligt. Således blokker Florence følelsesregistret ud med sin surroundsirene og med kvalmende overmanding til følge - det foregår bare inden for et utroligt snævert og monokromt område.

»Colourless Colour«, som bysbarnet Eleanor Jackson sang 24 timer senere på samme scene. Men her var der til gengæld masser af farve, omend mest af den 80'er-neonfarvede slags.

Jackson er den ene halvdel af duoen La Roux. Den anden halvdel Ben Langmaid gider ikke turnere, så i stedet har damen et tre m/k højt backingband med sig. Og de beredte (endnu) en sejr for den elektroniske musik som livefænomen, på synth og elektroniske trommer gik de i pulserende rytmisk og fuldfedt klingende (åh, mageløse syntetisering!) clinch med Jackson, som sang frygtløs falset fuld af falske toner fra første takt.

Uden unødig pynt

Men det gjorde ikke noget. For den diminutive dame med den geometriske frisure bygget af lige dele hårspray og rødt hår, var til stede i sangene på en måde, som sandsynligvis ville skræmme Florence Welch fra vid og sans. Det implicerer nemlig, at man giver slip og fejler - og i processen kan komme i et langt mere symbiotisk forhold til publikum. Hendes kamp og nærvær højt i registret, som skam også lykkedes i passager, var ganske enkelt medrivende.

Florence postulerede emotionel pop aftenen før i sine fagter og fraseringer, mens Elly Jackson realiserede dansepoppens udfriende potentiale uden unødig pynt. Og hun legemliggjorde sublimt duoens sange under de instrumentale passager, hvor hun dansede igennem med siden til; eksklusiv koreografi, inklusiv indlevelse; som både slave og bestyrer af beatet. Og så gav folket slip. Fra struberne, på skuldrene af og i armene på hinanden.

La Roux' sange på debutalbummet af samme navn genfortæller 80'ernes synthpop, især i melodisk slægtskab med Erasure i deres storhedstid omkring de tidlige plader. Kompleksiteten og mikrodetaljerne er så vokset i de forgangne tre årtier, og det kan også høres hos La Roux, men det handler stadig om melodien og om dens sært besjælede glitrende forførelseskraft.

Groovet er også langt mere potent hos La Roux, konturerne af krop, kødelighed er langt tydeligere udmejslede i beatprogrammeringerne og de håndspillede elektroniske trommer - med stærk inspiration fra The Knife.

Stivbenet soul

Det var dog ikke all killers, no fillers denne mandag aften, som midtvejs led under et spændingstab, da albummets svageste sange og en skitsepræget coverversion af Stones' »Under My Thumb« blev luftet.

Men bandet manede og dunkede varme i hver eneste forfrossen legemsdel i salen, mens den kun 21-årige Eleanor Jackson dansede for som brillant frontfigur med en hvid stivbenet soul i stemmen - som kalder på Jimmy Somerville og Donna Summer i sin »Love To Love You«-storhedstid, men især Michael Jackson i Off The Wall-årene. Eleanor er så ikke overhovedet en nær så god sanger som Michael, ja, faktisk lød hun noget tyndslidt.

Men hun var til stede, folkens. Hun var med til festen, hun var festen. Så brit disco, regn med mig - så længe du med navne som Hot Chip og La Roux formår at forlene eskapismens sukker med melankoliens salmiak, middelklassens kedsomhed med dagdrømmens dansetrin, enkel pop med en fornemmelse af mulighed og mening.

Med Eleanor Jackson er en stjerne født. Benådet med en ligefrem folkelighed i skoene, udfrielsens englestøv over skuldrene og en indre glød, som giver hende ro til at nyde koncertsituationens fællesskab. »I'm not your toy, this isn't another girl meets boy«.

Det skal jeg lige love for.

Florence and the Machine: Store Vega, søndag.

La Roux: Store Vega, mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu