Læsetid: 5 min.

Farver, funktioner og stilforvirring

Flotte danske møbler og facader fra 1800-tallet har været underkendt i modernismens epoke. Nu sætter kunsthistorikere lys på de forførende fænomener og ser interiørerne som kultur snarere end dårlig smag
12. marts 2010

Et fotografi fra sidste del af 1800-tallet viser, hvordan Frederik VIII's arbejdsværelse så ud i Palæet på Amalienborg. Dér, hvor Frederik og Mary er ved at flytte ind. Dengang med imiteret gyldenlædertapet, drabelige opretstående hellebarder parat i hjørnet, og en død isbjørn strakt på gulvet mellem tunge udskårne møbler.

Billedet og møblerne er gengivet i kunsthistorikeren Miriam Gelfer-Jørgensens nye to-binds bogværk om danske møbler fra perioden 1840-1920.

»Møbler med mening«, kalder hun det. Og deri ligger en kritik eller irettesættelse af, at denne såkaldt historicistiske periode ikke tidligere er blevet ordentligt beskrevet eller taget rigtig alvorligt. Og det til trods for, at det netop er i de år, Europas kunstindustrielle museer bliver grundlagt - som smagsfremmende institutioner med aktuelle forbilleder for almindelige håndværkere, fabrikanter og forbrugere.

Der er flere grunde til, at hun stædigt og tidrøvende har kastet sig ud i denne uudforskede møbelepoke.

For det første finder hun de vildtvoksende møbler kvalificerede i egen ret, men altså overset af kunsthistorikere, som smagsmæssigt har været funderet i den skrabede funktionalistiske ideologi.

For det andet ser hun ikke desto mindre perioden som den halvindustrielle forudsætning for det danske møbeleventyr i 1950'erne.

Og for det tredje mener hun, at vi i stigende grad lever i en ny historicistisk epoke med både mere og mindre kvalificerede sammenblandinger af gammelt og nyt.

Underholdende

Om klunketidens svulmende sofaer og kanapéer - sådan som hun påstår - var mere komfortable end både de forudgående klassicistiske herregårdsbænke og de efterfølgende modernistiske stålmøbler, må vel komme an på individuelle prøver. Men at hygge ikke er noget ergonomisk begreb, kan man se hos både Ilva og Ikea - gør hun selv opmærksom på.

Så lysten til at se uhildet på 1800-tallets resultater i vekslende retrostilarter får helt bevidst Gelfer-Jørgensen til at hælde nok så meget mod smags- og produktionshistorie som mod kunsthistorie. For når det kommer til egentlige kunstneriske vurderinger, ved hun (formentlig) godt, at det ikke er stolenes forskellige stilornamenter, men møblets hele rumlige ornament, der bestemmer, om det kan betragtes som vellykket.

Under alle omstændigheder er det to flotte og underholdende bøger at bladre og kigge billeder i. Og går man ind i teksten, er der fuld valuta på oplysningssiden, både designhistorisk, industri- og håndværksmæssigt, og hvad angår møblernes proveniens, det vil sige ejerforhold og -skæbne.

Gummitæpper

Periodens begyndende industri- og kapitalisme betød ifølge bogen indførelsen af mange nye rumtyper i boligen og dermed nye møbelarter. Spisestuemøblementer, eksempelvis, eller herreværelser.

Manden skulle have sit eget hjemmekontor til rygning og vovede historier, og den velstående familie et særligt rum til måltiders indtagelse.

Nye materialer kommer også til. Velour i stedet for hestehårsbetræk. Lakeret papmache og jernstativer. Gummitæpper og orientalsk mønstret linoleum.

En ny arbejderbefolkning efterligner borgerskabets indretning i alt for små lejligheder og køber halvindustrielle efterligninger af egentligt snedkerarbejde.

Og det er produkter fra de selvsamme voksende virksomheder, som står bag både såkaldte stilmøbler og moderne stole helt op i 1930'erne og -50'ernes Danish Design, firmaer som Rudolf Rasmussen og Fritz Hansen.

I den anden ende leverer Lysberg Hansen & Terp den dag i dag opulente stilmøbler til hoteller og gemakker.

Jugendagtige skønvirkemøbler og forenklede forløbere for funktionalismen er kønnere at kigge på end voluminøse historiekopier. Og dét vil jeg æde min kulturradikale sixpence på ikke primært er ideologisk og smagsmæssigt, men kunstnerisk bestemt.

Men på det punkt bliver en designkritiker og en disciplineret historieforsker som Miriam Gelfer-Jørgensen næppe nogensinde (helt) enige.

Et møbel kan opfattes som samlet ornament, men også som et funktionelt afvejet arkitektonisk korpus. Og oftest træder det harmoniske, elegante eller markante på én gang i karakter, når det gælder møbler af præmoderne arkitekter som Hetsch, Thorvald Bindesbøll, Nyrop eller Frölich. Eller Rohde, Anton Rosen og Kaare Klint.

Sidstnævnte har i den grad været med til at sætte normerne for dele af dansk møbelkunst langt op i dette årtusind. Og egentlig var han også historicist i den forstand, at hans ideal var videre bearbejdninger af klassiske møbeltyper.

Men der kommer hele tiden nye udfordringer til. Uprøvede, fristende materialer eller fremstillingsmetoder. Og lysten til at vride klejnen på en anden måde af hensyn til smag og behag eller nye funktionelle forudsætninger og forbilleder.

Bogen er fuld af udenlandske referencer i den periode, den behandler. Også møbler af en dansk internationalist som Theophilus Hansen, der først og fremmest arbejdede i Wien i anden halvdel af 1800-tallet.

Byzantisme

Theophilus tegnede både Parlament og Kunstakademi i kejserbyen, men har ikke sat sig spor i København. Det gjorde derimod hans bror Christian, som i 1850'erne vendte hjem efter adskillige år i Athen, hvor han blandt andet havde tegnet Universitetet i det nye kongedømme.

Københavns nye Kommunehospital blev hans værk, det overdådigt dekorerede Zoologisk Museum i Krystalgade. Observatoriet ovenfor Botanisk Have og måske også Palmehuset. Det påstår i alt fald kunsthistorikeren Ida Haugsted i sin nye bog Arkitekten Christian Hansen - mærkeligt nok det første samlede værk om verdensmanden, som efterfølgende fandt nåde for funktionalisternes øjne i Kritisk Revy, selv om hans hospital ligner et græsk-katolsk kloster. Men det er så gennemfunktionelt i både teknik og disposition, at de byzantinske træk ikke overskygger de fornuftsmæssige overvejelser.

Hansen er alt i alt præget af, hvad han har oplevet i udlandet, også når han som bygningsinspektør tegner et stramt kirkegårdskapel i Sorø eller det ny-gotiske Skt. Joseph Hospital på Nørrebro.

Haugsteds bog er omhyggelig i gennemgangen af værker og biografi, tilbageholdende med arkitektoniske vurderinger, men sjov, hvor den formidler oplevelsen af Akropolis på Christian Hansens og de sene guldalderkunstneres tid.

Det var en ægte klassisk ruin! Med mulighed for alle de akvarelfantasier og videnskabelige opmålinger, som et uopdyrket felt giver. Og dertil del af den nye verden i et voksende Europa.

Dekoration

De netop udgravede interiører i Pompej var et halvt århundrede tidligere forbilleder for dekorerede vægge i det grundmurede klassicistiske København.

Farver og figurer blev udført i mat limfarve på væglærred og grundpapir, men i midten af 1800-tallet skifter smagen. Mønstre, borter og ranker bliver nu med skinnende oliemaling påført stuk og støbejern i både Det kgl. Teater, Herholdts Universitetsbibliotek og Chr. Hansens bygninger.

Historicismen går hånd i hånd med moderne konstruktioner og ekvilibristiske materiale-efterligninger, marmorering og ådring. De udførende er dekoratører med kunstnerisk verve som Hilker, Freund og Constantin Hansen, men også mindre mestre med specialværksteder rundt om i landet.

Farveteknik og metoder fremgår af bogen Det malede rum, der er skrevet og redigeret af Line Bregnhøi. Hun er konservator og forsker på Nationalmuseet og har også været konsulent på det nyrestaurerede Frederik VIII's Palæ på Amalienborg Slotsplads

Bogen er ud over det tekniske fuld af flotte interiørfotos af malede rum rundt om i danske herregårde og private boliger, 1790-1900.

Men malet dekoration er i praksis en glemt (og dyr) disciplin. Funktionalismen, plakater og moderne tapeter tog livet af den.

Paul Gernes gjorde, hvad han kunne på skoler og trappegange, og smarte hoteller nutildags sætter igen håndmalet kulør på både lounges og værelser. Ja, selv kronprinsparret er i front med deres nye vægmalerier, som først og fremmest demonstrerer, hvor svær balancen er mellem dekorativ disciplin og fri billedkunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu