Ægteskabet er til for forplantningens skyld, og derfor skal der en mand og en kvinde til at gifte sig. Kærligheden er ganske vist privat, men ægteskabet er en offentlig institution, et 'folkeligt embede', hvilket Langballe udleder af ægteskabsritualets ord om, at brudeparret bekræfter deres løfte »for Gud og for os, som er her til stede«.
Det fremgår af en ny pamflet udgivet af præst og folketingspolitiker for DF Jesper Langballe, Som mand og kvinde, med undertitlen »Ægteskabets embede og homoseksualitetens ideologi« - et essay, der første gang blev trykt i Tidehverv i 1995.
Langballe medgiver, at den kirkelige vielse i Danmark hviler på tradition - der findes lande, hvor brudepar bliver gift på rådhuset - hvorefter de kan blive velsignet i kirken, men ikke desto mindre fastholder han den danske form for kirkelig ægteskabsindgåelse som en heteroseksuel norm, der ikke kan fraviges uden at opløse ægteskabet som institution.
Men når homoseksuelle hævder, at de nægtes kirkens velsignelse, hvis de ikke kan blive kirkeligt viet, så er det på den anden side noget vrøvl. Kirken kan nemlig ikke velsigne nogen.
»Den evangelisk lutherske kirke råder ikke på katolsk vis over en skat af velsignelser, som den kan levere færdigfabrikerede eller skræddersy på bestilling, så vi fra tid til anden kan slæbe vore forskellige ordninger hen i kirken og få dem bestænket med vievand, øst op fra et autoritativt kirkeligt velsignelsesreservoir. Kirken er det sted, hvor synderne mødes lige tomhændede for at modtage Guds velsignelse - som han og ikke kirken råder og står inde for.«
Altså er det noget sludder, at homoseksuelle nægtes kirkens velsignelse, fordi de ikke kan blive gift i kirken.
»Folkekirken har aldrig udelukket nogen fra gudstjeneste, dåb og nadver på grund af seksuel orientering,« fastslår han. Et historisk betænkeligt udsagn, men lad det nu ligge.
Homoseksuelle bør »overtage deres liv som homoseksuelle og frimodigt leve det i Jesu navn.«
Naturens virkelighed
Men hov! Her begynder det at blive interessant, for ifølge Langballe findes der flere slags homoseksuelle. Dem, han anerkender, er ifølge ham født homoseksuelle. Men så er der dem, der er homoseksuelle, fordi de er ofre for en modestrømning og endnu værre: dem, der ligesom i det gamle Rom dyrker egenkærligheden og depravationen, fordi de vil 'være støvets eget eksperiment med sig selv' i stedet for at 'sammenknytte støv og ånd'. »Og det eksperiment kan kun dæmonisere mennesket.«
Langballe henter sin opfattelse hos Paulus, analyserer sig frem til, at Paulus' beskrivelse af homoseksualitet i Romerbrevet er en historisk beskrivelse af Roms forfaldstid, hvor romerne forfulgte deres egen 'lystfølelse og oplevelsesmæthed' som livets mål i en grad, så de til sidst end ikke gad opretholde Romerriget.
Denne beskrivelse forekommer Jesper Langballe slående aktuel. Den er nemlig en lyslevende beskrivelse af velfærdsstaten! Her tilbeder folk nemlig dens »materielle gratisydelser samt tom, tåbelig tv-underholdning til fodring af de oplevelseshungrende«.
Der er altså de få retfærdige homoseksuelle, som har fået deres seksuelle disposition ved fødslen, og så er der de mange velfærdshomoseksuelle, som dyrker homoseksualiteten som ideologi. Dem er der ingen grund til at lytte til, men det er disse, der nu fremfører krav om retten til at blive viet i kirken - de 'ægte' homoseksuelle gør ikke så meget væsen af sig, mener Langballe. Men derved ophæves ægteskabet som institution, idet det jo, teologiske udredninger eller ej, som sin kerne har slægtens fortsættelse.
Det siger sig selv, at lutheraneren Langballe må afstå fra at slå syv kors for sig, men hans reaktion ved tanken om, at homoseksuelle derudover skulle have lov til at adoptere, er så bestyrtet, at han her må rekurrere helt bag om teologien til naturens egen orden. »Hermed vil ringen være sluttet. Ved lov vil man ophæve naturens virkelighed og have vedtaget, at homoseksuelle kan alt det, et normalt ægtepar kan - endog få børn.«
Hvor er det dog meget nemmere at være lesbisk end at være bøsse! De kan da for det meste ordne den sag selv.
Langballes teologiske udredninger opmaler den borgerlige samfundsorden som den attraktive og nødvendige at forsvare, hvilket vel knap kan overraske. Mere overraskende er hans teori om to slags homoseksuelle. Hvor ved Langballe fra, at en slags homoseksualitet er medfødt, mens en anden er rent forfald, skaberi og egentlig noget, de krukkede bøsser bare burde lade være med?
Jesper Langballe: Som mand og kvinde. Ægteskabets embede og homoseksualitetens ideologi. Essay. Første gang optrykt i Tidehverv 1995
Kunne man forestille sig ægteskab (og kirkelig velsignelse) mellem flere end to personer? Spændende tanke, ikke? Polymorfe storfamilier! Nej, den går nok ikke i et samfund hvor den snævre familie er en hovedhjørnesten i produktion, forbrug og fordeling. Slip os løs! Kampen står i videre forstand ikke om normaliteten, men om behov, som ikke lader sig tilfredsstille inden for et rigidt GDP-samfund. Er det dit mål, at øge din livslængde med de foreskrevne tre år? Er det dit mål at være mere effektiv end du er empatisk. Kampen for tosomheden er et tveægget sværd: Nødvendigt at kæmpe for, men også en unødvendig begrænsning.
Venlig hilsen
Venlig hilsen
Jesper Langballe har for en gangs skyld ret i en del af noget af alt det gylle han lukker ud. Ægteskabet er en offentlig institution som giver adgang til visse rettigheder og privilegier af staten. Tillades homoseksuelle vielser, vil definitionen af hvad et ægteskab er samtidig skulle op til revision, da en sådan lov ville skabe en hel kædereaktion af andre ændringer i staten bl.a. i forhold til offentlige ydelser, altså får en lovændring på det område klare økonomiske konsekvenser efterfølgende, hvorfor man måske kunne gisne om hvorfor der tilsyneladende er så stor borgerlige tilbageholdenhed med at give efter for dette åbenlyse krav fra flertallet. De har nemlig ikke kræfter til en så stor moralsk og rituel omstilling i disse krisetider, hvor flere ægteskabsgrupper herefter får ret til at blive tildelt flere af de offentlige skattekroner som regeringen ikke råder over.
Lige så vel som kvinder bliver brugt som løntrykkere på arbejdsmarkedet af reaktionære arbejdsgivere, bliver homoseksuelle holdt tilbage af det store flertal af heteroseksuelle som nyder godt af deres rettigheder og mange ikke vil dele, da dette efter al sandsynlighed vil indskrænke ydelsernes gennemsnitsstørrelse, fordi flere grupper og individer i befolkningen får ret til at modtage dem.
Det er altså i virkeligheden et ret omfattende økonomisk slagsmål der ligger og rumsterer under gulvtæppet der er den største årsag til den manglende ændring og ikke den moralske konservatisme (som givet vis også findes, naturligvis), som mange fejlagtigt går og tror.
I Danmark anno 2010 har jeg faktisk svært ved at tro at den samme overvældende tilbageholdenhed skulle være tilsvarende hos de borgerliges vælgere. Jeg har kendt masser af ikke-religiøse konservative mennesker som accepterer folks ret til at praktisere den seksualitet som de nu ønsker. Det er som altid kun regeringen der lider af forandringsparanoia og blindhed.
For slet ikke at tale om alle de ændringer i erhvervslivet der må komme efterfølgende over lang tid som følge af ændrede forbrugerstatistikker og -indkøb grundet nye vanemønstre, produktionsomstilling og nedgang i antal solgte henholdsvis lyseblåt og lyserødt babytøj osv. En omfattende moralsk livsomstilling i samfundet har meget vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien som helhed. Det er ikke nok blot at degradere det til menneskets simple instinktive præferencer om kusse til pik versus pik til pik og kusse til kusse.
"Ægteskabet er til for forplantningens skyld"
Næ, det er kirkens indtræden og magtbegær, der underlægger denne samlivsform (ægteskabet) kirkens velsignelse i 1400 tallet.
Indtil da, og i høj grad derefter har mennesket forplantet sig efter bedste evne, og det lykkes faktisk rigtigt godt selv uden velsignelse.
Normen om at mænd er de eneste rigtige mennesker og det eneste rigtige forhold er mellem to mænd eksisterede vist faktisk i det gamle Grækenland ved bibelsk tid.
Men det var dengang og det er meget længe siden.
DF er lidt bagefter. Synd at de har magt.
Thierrys kommentar er lidt slap i det, selvom det er sandt, ja, det er synd DF har magt.
Karen Syberg, til gengæld, er hot. Vidunderligt klar tale.