Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

'Fordi så mange af os er døde'

Lårkort spadseredragt og hårlak blander sig bega-vet i Elfriede Jelineks skarpe replikportræt af Jacqueline Kennedy. Og skønne Solbjørg Højfeldt svarer igen med betagende stemmeklang
Kultur
13. marts 2010

Intellektuelle dramatikere kan være farlige. For politiske systemer, selvfølgelig, men også for deres egne tekster. Nobelpris-modtagere Elfriede Jelinek er sådan en sprængfarlig forfatter. Fordi hun har så meget at sige om magthaverne, at hun har svært ved at skjule sine harske analyser - og dermed opretholde det dramatiske flow. Men i Jackie fra 2002 klarer hun lige akkurat balancen - i en monolog om en præsidentfrue, der viser sig at gå i stykker, netop fordi hun har en magtposition.

Det første kvarters tid er teksten ellers næsten uigennembrydelig. Man ønsker sig mere end Wikipedia ved sin side for at optrevle alt tekstens interne US-selvforståelse. Men fordi Solbjørg Højfeldt står så smukt og rank i sin Jackie-spadseredragt og fortsætter med at tale, så lytter man efter. Lytter gennem ordene, om på bagsiden, hvor der begynder at danne sig et helt andet billede af denne tilsyneladende forkælede pige, der blev beundret af hele verden for sine flotte ben og sin ulastelige smag.

Væk fra lyset

Solbjørg Højfeldts format skaber gys og beundring. For hun står bare i den ene smukke lyssøjle efter den anden og taler. Forklarer, sludrer, bebrejder, håner. Højfeldts stemme finder de helt rigtige udtryk til den morbide historie om den 24-årige pige, der bliver gift med sin John, men som bare 10 år senere sidder i en bil med hans skamskudte hovede i sine hænder. Højfeldt har lagt sin præcise og sensuelle stemme i Gerz Feigenbergs barske næver. Og han har instrueret hende med klar timing og sans for flotte brud. Højfeldts bedårende øjne smiler så kynisk-venligt hen for sig, mens hun taler om, at det ikke er muligt at finde et sted uden for fotografernes søgelys, hvor det er tilladt at græde. Og Kisser Rosen-quists lyssøjler leger subtilt med Jackies trang til selv at vælge, hvornår hun træder ud i rampelyset - og hvornår hun gemmer sig i mørket.

Imod Marilyn

Denne helstøbte forestilling virker som en kærkommen politisk kommentar, både i Café Teatrets repertoire og i det sultne Teaterdanmark. Også som en fortælling om de personlige omkostninger ved et offentligt liv, hvor det typisk er de personlige fejl, der fælder politikeren, ikke de politiske. Forestillingens vigtigste symbol er naturligvis den ulastelige, taljeløse spadseredragt, der bevidst sad stramt om den forgudede Jackie, men lige akkurat ikke klistrende stramt. 'På en måde, så den aldrig berørte min krop,' som opfinderen af den lårkorte kjole i den offentlige sfære selv siger det. Hun ved også udmærket, at 'det giver magt at være mager' - og netop derfor kan hun været så herligt skadefro omkring Marilyn Mon-roes lokkende former, der en overgang også fordrejede John F. Men han var jo Jackies ... I Danmark lige nu er der ingen af politikerne, der kan matche symbolæstetikken. Men landet har en oplagt Jackie-parallel i kronprinsesse Mary, der også forstår at klæde sig og sine børn med korrekt diskretion - og som vurderes 24 timer i døgnet. Som Jackie siger det så grotesk analyserer effekten af sine velklædte, sørgende børn ved deres fars begravelse: 'Den bedårende død i rødt og lyseblåt.'

Så galt skal det nødig gå igen. Men den ufrivillige ekshibitionisme er et magthaveroffer, der er kommet for at blive. Eller som Jelineks Jackie udtrykker det:

'Det gør utroligt ondt at udtrykke en følelse, så alle kan se det. Tro mig.'

'Jackie'. Tekst: Elfriede Jelinek. Oversættelse: Karen-Maria Bille og Gerz Feigenberg. Iscene-sættelse: Gerz Feigenberg. Sceno-grafi: Birgitte Mellentin. Lys: Kis-ser Rosenquist. Lyd: Jesper Mech-lenburg. Café Teatret til 10. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her