Læsetid: 4 min.

Fri, friere, friest?

Hanne Dam og Suzanne Giese fortæller rødstrømpernes historie, men forløser den ikke.
5. marts 2010

’Frihed, siger de’.
’Og frihed det er det’.
’Hvad skal jeg bruge den til?’
’Det er frihed til at være helt alene’.

Omkvædet fra en gammel Trille sang som lå i høj rotation på min mors pladespiller, da jeg var barn, genlød pludselig i mit hoved, da jeg havde læst Hanne Dams Efter Kvindeoprøret og Suzanne Gieses Med verden i lommen om kvinderne fra rødstrømpegenerationen. Deres projekt var nemlig som Hanne Dam skriver ’frigørelse ikke ligestilling’, men prisen blev overskårne familiebånd og en ensomhed, som måske især bider i dag, hvor mange af dem bliver gamle alene.

Rødstrømpernes leder

Det er den unge Suzanne Giese, en af Rødstrømpebevægelsens ledere, som ser på os fra coveret til hendes selvbiografi Med verden i baglommen. En selvsikker ung kvinde, som ikke vil gøre sig til for nogen og derfor ikke engang stikker det sædvanlige indsmigrende pigesmil. Bogen er hendes egen fortælling om hendes forvandling fra yndig pige til barsk rødstrømpe, som inderst inde længes efter en mand, som har øje for hendes blide sider.

En historie om en tid, som er så fyld med konflikt, forandring og passion, at den burde fænge. Det gør den bare ikke, for Suzanne Giese skriver så underligt monotomt og opremsende hele vejen igennem, at man taber interessen for Suzanne, Janne, Claus, Hans-Jørgen, Tania, Maria, Marie og alle de andre rødder, hvis privatliv nok har højere sladderværdi, hvis man selv har haft sin gang på 1970’ernes venstrefløj.

Enkelte erindringer om moderen, der fortvivlet tigger husholdningspenge, og tvillingesøsteren, som bliver gift som gravid barnebrud, står lysende klart og man forstår, hvad der har tændt rødstrømpernes raseri over kvindernes vilkår, men de drukner i de endeløse redegørelser for Suzannes lærere, mormorens søstre, kærestens redaktionsmøder osv, osv.

Det er som om forfatteren sidder fast i 1970’ernes angst for æstetik og følelser, og derfor kan selv et chokerende selvmord hos manden til en nær veninde fra basisgruppen beskrives sådan her:

»Også vi andre følte os skyldige (..) Det er jo det, et selvmord udløser. Voldsom skyld«. Færdig med det. Og så videre til næste politiske møde.

Kvinder fra Kvindehuset

Langt mere vilje til at kikke sig selv i kortene, finder man i Hanne Dams bog Efter kvindeoprøret.

Hanne Dam interviewer otte kvinder fra hendes egen kvindegruppe. De mødte hinanden til fødselsforberedelse i Kvindehuset i Gothersgade, og som hun skriver i bogens indledning, var det at vælge at gå til fødselsforberedelse i Kvindehuset »et udtryk for en vis sympati med kvindebevægelsen, men heller ikke mere«.

Det er derfor otte kvinder af temmelig forskellig uddannelsesmæssig baggrund og helt forskellige liv, som trofast har mødtes én gang om måneden lige siden.

»Som læser fordyber man sig formodentlig alt efter, hvor man befinder sig i livet«, skriver sociologen Søren Nagbøl i bogens efterord, og da interviewene kommer (for) langt omkring, vælger jeg at springe over den faglige kamp blandt pædagogerne i Albertslund, men fanges i stedet af disse kvinders kærlighedsliv.

De krævende kvinder

Her ligger nogle af forklaringerne på alle de skilsmisser og brudte familier, som er blevet min egen generations grundvilkår. De havde virkelig ikke meget tålmodighed, disse kvinder, og de var samtidig sindssygt krævende.

Én af dem indrømmer, at det måske var lidt meget forlangt, at manden skulle undvære sex i årevis efter parret havde fået deres første barn.

»Jeg gik meget op i, at det var min krop, som ingen andre end jeg skulle bestemme over. (..) Så hvis jeg ikke havde lyst til at gå i seng med en mand, så skulle jeg i hvert fald heller ikke gøre det«.

En så helt anderledes holdning end i dag, hvor sex fem dage efter fødslen er et statussymbol.

Mange af skilsmisserne ender med, at børnene bliver den nærmeste partner og ankeret i hverdagen. Og det gør ondt, når disse børn bliver voksne og lever deres eget liv.

»Jeg skal heller ikke sende hende (datteren) sms´er, når jeg har gjort noget eller oplevet noget. Jeg kan godt finde på at skrive: ’Har lige købt fire gule roser’, men hvad skal hun bruge det til?« sukker en forsmået mor, så man får ondt af datteren.

De få kvinder, som er blevet sammen med deres mænd siden 1970’erne, har til gengæld formået at indgå i fantasifulde konstruktioner, som burde inspirere nutidens monogamifikserede parforhold.

»Grundlæggende er det svært at tilfredsstille alle hinandens behov«, konkluderer en forholdsvis lykkeligt gift kvinde og fortsætter befriende nøgternt: »Jeg har nok valgt ikke at interessere mig for, om der var seksualitet blandet ind i hans forhold. Undertiden har jeg tænkt: ’Hvad er nu det her for noget?’, men ikke mere«.

Uforløst fortælling

Hanne Dams interview er så tydeligt lavet af en kærlig veninde, og man bliver træt af de lange indledninger, som fremhæver denne pragtfulde kvindes smukke figur, udsøgte tøjstil, utrolige energi, man og savner en interviewer, som i højere grad tør stille spørgsmålstegn ved livsløgnen og selvopfattelsen.

Måske derfor er det også kapitlet om Hanne Dams eget liv, et essay i stedet for et interview, som står stærkest og mest følsomt.

At denne generation af kvinder på grund af lige dele selvransagelse og særlige historiske omstændigheder formåede at forandre sig selv og hinanden, så de fik helt andre kvindeliv end 1950´ernes pigeopdragelse havde tiltænkt dem, er en tankevækkende og fascinerende historie, men hverken Hanne Dam eller Suzanne Giese formår at forløse den helt.

Historien om 1970’ ernes kvindebevægelse trænger i den grad til at blive skrevet af andre end rødstrømperne selv, måske af en søn eller datter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu