Læsetid: 3 min.

Genanmeldt: Et detaljeret indblik i mellemkrigstiden

'Der eksisterer ingen bog uden tendens'. Det hævdede Kaj Munk, og Per Stig Møllers store og yderst interessante biografi fra 2000 leverer syn for sagn. Men man aner den konservative politikers klo
26. marts 2010

Information har taget temperaturen på kulturminister Per Stig Møllers eget forfatterskab. Vi anmelder 4 af hans vigtigste bøger, Midt i redeligheden, Orwells håb og frygt, Munk samt Den naturlige orden. Læs mere om Per Stig Møllers forfatterskab her: Den intellektuelle kulturminister

Bedømmelse: 4/6

Møllers Munk var Kierkegaardianer. I sin store biografi, Munk fra 2000 mener Per Stig Møller endda, at »ingen forfatter i den grad har videreført Kierkegaard, som Munk gjorde«.

For Munk som for Kierkegaard var Kristi efterfølgelse den sande kristendom. Den bestod dog for ingen af dem i at tage alverdens synder på sine skuldre, for det kunne kun Jesus, men i at følge sin overbevisning i troen og tage lidelsen med. At Danmark efter krigen fik sin plads 'med ære ved fredsforhandlingsbordet', »skyldtes nok så meget hans offervilje«, fastslår Per Stig Møller.

Billedet som Kierkegaards arvtager forplumres dog af, at Munks tro er blandet op med alt godt fra Indre Mission over Oxfordbevægelsen til Grundtvig, tilsat lidt regulær barnetro på himmel og helvede. Men finder man sammenligningen med Kierkegaard en smule hårtrukken, så er Per Stig Møllers udlægning af Munks opfattelse af kød og ånd til gengæld indfølt og kongenial.

»Munks kristendom er verdslighedens religion, ellers var den slet ikke for mennesker, sådan som Gud har skabt os. Havde han villet os anderledes, havde han selvfølgelig skabt os som engle. Han er jo almægtig og virker i alt,« parafraserer Møller Munk.

Også i deres skepsis over for demokratiet, var Kierkegaard og Munk på bølgelængde, mener Møller. Begge var for oplyst enevælde og imod demokratiet, men Møller tager ikke stilling til, at et helt århundrede skiller dem. Søren Kierkegaard var skeptisk før demokratiets indførelse, Munk foragtede mellemkrigstidens eftergivende, 'åndløse' og 'rationalistiske' demokratier. Møller understreger tilmed, at Munks skepsis deltes af såvel den tyske som den danske højrefløj samt den kommunistiske venstrefløj. Det gør dem vel ikke alle til Kierkegaardianere?

Diktaturet

Kaj Munk tabte troen på Hitler og Mussolini i 1934-35, skriver Per Stig Møller. Her rejste han i Tyskland og blev bekendt med koncentrationslejrene, og her gik Mussolini ind i Abessinien. Når andre har ment, at Munks Hitler-dyrkelse fortsatte også efter 1940, skyldes det ifølge Per Stig Møller, at Munk nok fortsat drømmer om en stærk mand, men »den fører Munk drømmer om, bruger ikke den slags metoder (det vil sige koncentrationslejre)«. Desuden beskriver Munk i 1935 førerens »ansigt, der lyser af mangel på intelligens«. Møller argumenterer overbevisende for, at indtrykket af Munks fortsatte Hitler-begejstring især skyldes fejlreferat samt samarbejdspolitikernes bevidste mistolkning af en tale, Kaj Munk holdt i Ollerup kort efter 9. april, Efter krigen havde man ikke brug for Munks martyrium.

Man kommer dog ikke uden om, at Munk i talen ganske vist er modstander af, at Hitler har invaderet Danmark, men stadig karakteriserer ham som »en af verdenshistoriens største skikkelser. Og han har vundet frem, ikke som en plump general, men fra først af ved ordet, det levende ord.« Lysende mangel på intelligens?

Det er primært her, i biografiens beskrivelse af mellemkrigstidens fløje, at den konservative politiker træder frem. Møllers greb består i at sidestille højre- og venstrefløjs diktaturdyrkelse, hvorved han ahistorisk må ignorere, at den socialistiske ideologi i sit udgangspunkt hyldede kollektiviteten, mens Munk og højrefløjen som udgangspunkt hyldede eneren, diktatoren. 'Alle' »hyldede den voldelige magtovertagelse under én mands eller én klasses styre,« skriver Møller, men 'én mand' og 'en klasse' er dog alle dystre konsekvenser ufortalt ikke det samme!

Biografien giver et detaljeret indblik i, hvad man endnu i mellemkrigstiden i fuldt alvor kunne mene om race, om krigens rensende virkning, ondskabens nødvendighed med videre. Kompositionen fænger, men det er lidt forstyrrende, at Munks dramatik hele tiden inddrages undervejs, men først gennemgås til slut. Vi er nogle stykker, der ikke har Han sidder ved smeltediglen helt præsent. Men man kan selvfølgelig læse sidste afsnit først.

Har man ikke ork til biografiens 568 sider, kan man læse Mere Munk fra 2003. Den er baseret på en række Rosenkjær-foredrag, Per Stig Møller holdt i 2001, og den resumerer klart hovedtrækkene i biografien, tilføjet et afsnit om Kaj Munks indflydelse på Heretica.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gennemgangen af Munks kristendom vakte, så vidt jeg husker, ingen større debat. det gjorde til gengæld Munk-konservatismen, der antagelig er Per Stig Møllers egen. Måske var Kierkegaard Munks forbillede, men Munk holdt fast i sin og mange andres Hitler-begejstring til trods for, at nazismen slog igennem allerede 1930-33, og Munk tog aldrig før sin død kommunisterne i sin mund, undtagen i stærke fordømmelser, og indtil 1942-43 fik heller ikke socialdemokraterne venlighed, kun i hans sidste leveår udtalte han et par pæne ord om Stauning, som kommunisterne til gengæld måtte se skævt til.
Og Munk var aldrig modstandsmand eller et sådant forbillede, som Møller vil gøre ham til, han søgte martyriet, et uheldigt træk for modstanden, og nazisterne brugte jo netop hans vægelsindethed som begrundelse for terrormordet, der om aftnen på det kongelige fik en særhyldest af Kjel Abell, en omtale som ingen modstandsmand havde fået, og sikkert var lidt ubehagelig for flere af Abells samarbejdspartnere (f.eks. Sven Møller Kristensen). Men danmarkshistorien åbenbart for tid og evighed blevet nedfældet i god overensstemmelse med Per Stig Møller.
Debatten om dengang kom som gennemgået af Karen Syberg til at stå om bl.a. Per Stig Møllers opfattelse af, at Munks tale i Ollerup var antinazistisk, hvilket understreger PSM's politiske ærinde. Som nævnt af Karen Syberg blev den opfattet forskelligt af med- og modstillere af nazisterne, akkurat som danskerne dengang brugte dannebrog og fædrelandskærlighed. Men det forstår folk i dag næppe, antagelig fordi nutiden ikke som besættelsen præges af ideologiernes og sindelagets afgørende betydning. At tanker er toldfri, har en helt anden betydning i krig end i fred, hvor nedbrydning af ytringsfriheden er blevet en religiøsitet.

'Efterlysning af en citatfusker' giver et sort billede, men Per Stig Møller forholder sig til humanismen som Søren Krarup til barmhjertigheden, de udnytter politisk hver på sin facon parlamentarismen.
Under kommentarerne til 'et spørgsmål om stil' (222791) nævnte jeg tilsvarende Per Stig Møllers forvikling af Folkeretten (§§ 39-43), der skulle understøtte Fogh Rasmussens krigserklæring.
Snart underløber man en international aftale, snart priser man den samme, en særlig, men ikke ukendt form for udenrigspolitisk humanisme eller humanistisk udenrigspolitik, hvor man går i krig og slår ihjel for at redde de samme folk.
I litteratur findes ingen demokratiske og parlamentariske betingelser, end ikke et krav om sandhed eller fakta,så her vil Per Stig Møllers antimarxisme komme til sin ret, f.eks. på linie med Leif Davidsens fiktionshistorier, indlæg, der på grund af populariteten og fortælleevnen alt.retorikken i høj grad præger den folkelige opfattelse af de historiske kendsgerninger, vanskeligt kan bearbejdes historisk fagligt, men ikke kan forblive uden et litterært modspil.
Hvad er humanisme i politik og litteratur?