Gennemført bibeldrama, men uden visuel begejstring

Katie: »Jeg sidder i en stol, hvor man ser fra - du sidder i en stol, hvor man lytter fra.« Lars Ulrik: »Det har jeg lært nu.«

Sådan slutter interviewet på Det Kongelige Teaters hjemmeside med instruktøren Katie Mitchell og dirigenten Lars Ulrik Mortensen om deres arbejde med Händels oratorium Jephtha, som Det Kongelige Teater har sat i scene på Operaen.

Jephtha er Händels sidste oratorium, som han skrev, mens en grå stær var ved at røve ham synet. Det er et dramatisk værk, der baserer sig på historien i Det Gamle Testamente om den israelitiske krigsherre Jephtha, der lover Gud at ofre, den eller det første, han møder, hvis han vender tilbage med sejr efter krigen mod ammonitterne.

Historien vil, at Jephtha vinder krigen og som den første møder sin datter og her et det generelt, at det bliver det tåget for de fleste, for hvad er det for en gud, der kræver, at nogen skal ofre sit eget barn? Hvorfor give for at tage?

Mens Händel var på vej ind i sit eget skyggeland tog han dette sorte tema fra Biblen op til en tragedie i nye klæder, musikkens.

Cottoncoat og pumps

Inden da, havde han skrevet et utal af operaer, men oratoriet, dramaet i koncertform, var Händels nye genre uden spil for galleriet og på let forståeligt modersmål, musik, der skal høres og forstås mere end ses og opleves.

Det har man nu rådet bod på, eller hvad det hedder, med forsøget på en scenisk udførelse af Jephtha på Operaen med den britiske instruktør Katie Mitchell som instruktør og iscenesætter.

Ved premieren i lørdags oplevede man Händels bibelske drama omsat til en forrige århundredes scenografi, stadig præget af en slidt verden i krig, men alligevel lækkert med cottoncoats, pumps, rød læbestift, Phantom of the Opera-lysekroner og tilsvarende trappe til flotte entréer og exitter og for sangerne at posere på.

Selv kan jeg ikke holde til familiedramaer af den skuffe og har aldrig set Dumbo færdig, siden jeg som barn blev båret grædende ud af biografen, da Dumbos mor blev ført bort, men har brug for rigtig meget Verfremdung. Og det er ikke lige det Mitchell står for. Det lugter af Stanislavski og af at hver enkelt sanger er blevet tvunget til virkelig at se sig selv i samme situation, som dramaets.

Men man må sige at stykket var gennemtænkt fra Mitchells side i en begavet udgave, hvor en happy end aldrig kan blive happy, begivenhederne taget i betragtning og heller ikke fik lov til det. Den stærke personinstruktion kunne høres i sangernes følelsesladede stemmer.

En gennemført forestilling, man må respektere, men ikke nødvendigvis begejstres for.

To spor

Overordnet kan man sige at forestillingen netop satte sig mellem de to stole, som Mitchell og Mortensen snakkede om i interviewet. I stedet for at være en samlet oplevelse kørte der to spor: det man kan se og det man kan høre. Som drama er Jephtha ikke fantastisk, men som musik rummer det dybder, man slet ikke fik plads til. Tag bare Jephthas arie, da det går op for ham, at han står over for at skulle ofre sin egen datter.

Dette sammenbrud af en verden, disse mærkelige nye veje, denne splintring af en tilværelse er kun ringe visuelt belyst af en mand, der vælter rundt på en scene, mens andre løber frem og tilbage som statister og byder på whisky og rygstøtte. Her syntes det, som om musikken kæmpede for at nå Jephtha og med al den rummelighed de store intervaller kunne tilbyde, at invitere ham ned i den grav, han synger om, ligesom Jephtha selv sørgede for at kollapse så tæt på Mortensens ensemble som muligt.

Generelt steg et større og mere komplekst drama op fra orkestergraven ved barokensemblet Cocos umiskendeligt vitale spil.

Al den dyrkelse af lyset, der kommer af dyrkelsen af mørket og al den bevidsthedsudvidelse, der kommer af at gå i sort på et højt niveau spillede bedst i orkestergraven.

Men lad det ikke gå ud over rosen til sangerne, der leverede varen velsyngende og velspillende. Paul Agnew, som den sympatiske feltherre, lille og stærk i sin store frakke og med en øm tenorstemme, Hanne Fischer som moren og hustruen, for hvem det virkelig lykkedes at belyse arierne med smertefuld realisme med sin stemmes begavede lydhørhed, og Eir Inderhaug som den lille, modige datter med en ukuelig renhed i både stemme og udstråling.

Operakoret klarede den hårde opgave med to en halv times oratoriekor uden noder formidabelt.

Jephtha af G.F. Händel. Operaen lørdag 20. marts 2010 kl. 19.30. Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse: Katie Mitchell. Scenografi og kostumedesign: Vicki Mortimer. Jephtha: Paul Agnew. Iphis: Eir Inderhaug. Storgé: Hanne Fischer. Zebul: Ludvig Lindström. Hamor: Andrew Radley. Angel: Ulla Christensen. Det Kongelige Operakor Concerto Copenhagen