Læsetid: 1 min.

God til færger og missiler

Ulrik Møller har udvidet produktionen. Nu maler han ikke blot markerne, vandet og husene i sin barndomsby, men også luften
11. marts 2010

Bedømmelse: 3/6

Ulrik Møller har udvidet produktionen. Nu maler han ikke blot markerne, vandet og husene i sin barndomsby, men også luften. Og den er fyldt med kampfly og missiler. Måske hænger de ikke lige over fynske Vester Åby, men helt sikkert i den samme luft.

Ulrik Møller er konceptmaler med en særegen signatur. Malerierne ligner noget, der er fotograferet gennem et par øjne, der lige har grædt og det er alt sammen utroligt blåt og stille. Selv Missil V, der nærmer sig den øverste kant på det lille stykke masonit, og som efterlader en hundehale af røg virker rolig. Men den er malet så overlegent, at det blot kunne være et puds, der blev spillet med beskuerens hjerne, som når man holder for rødt lys og pludselig mærker sekundernes ulidelige evighed, og så skifter det til grønt og livet fortsætter og alt er glemt. Men Missil V hænger der stadigvæk.

Møller befinder sig et sted mellem Luc Tuymans og Thomas Kluge. Han har samme intensitet og gamle look i sin malerstil som Tuymans, men mangler det intelligente politiske samfundssyn. Og på den anden side af skalaen har han Kluges tekniske evner der kan få bedsteborgerne til at dåne over selv den mest ligegyldige ko, men han distancerer alligevel Kluge og Ole Ahlberg med sit poetiske nærvær.

Der er en kontekstuel underfundighed i, at han ikke slipper sine rødder, men han er alligevel bedst i sine færger og missiler. Den evindelige dvælen ved barndomsbyen virker mere som selvterapi end noget der kommer os andre ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu