En gotisk forfatter springer ud

Leonora Christina Skov tager med sin nye roman et prægtigt spring ud i den kulørte gotik
Leonora Christina Skov har fundet sit rette element med denne metalitterære, kulørte kinesiske plot-æske propfyldt med genfærd, lesbisk incest og voyeurisme, krydsklædte eksistenser og forbyttede børn.

Leonora Christina Skov har fundet sit rette element med denne metalitterære, kulørte kinesiske plot-æske propfyldt med genfærd, lesbisk incest og voyeurisme, krydsklædte eksistenser og forbyttede børn.

26. marts 2010

En gotisk roman, gudhjælpemig! En tyk, tung sag med omslag i rødt, sort og guld og et flap-foto af forfatteren, der fra starten sender det signal, hvormed en mandlig kritiker en gang karakteriserede Karen Blixen: »Dette er litteratur skrevet med røde negle«.

Titlen er vulgært altmodisch og alittererende, og de første linjer sender en hæmningsløs hilsen til både Daphne du Mauriers Rebecca og Charlotte Brontës Jane Eyre: »De sidste mange år er der ikke gået en eneste dag, uden at jeg har tænkt på den gang, jeg vendte tilbage til Liljenholm.«

Det er kulørt, det er kitsch, og det bliver queer. Der er knald på alle tangenter lige fra starten og det klæder Leonora Christina Skov fortræffeligt.

Skovs nye roman skriver sig åbenlyst og erklæret ind i den tradition af gotisk litteratur, som er skrevet af kvindelige forfattere de ældste af dem (Mary Shelley, Charlotte Brontë) efterhånden indlemmet i det gode litterære selskab, de yngste (Daphne du Maurier) mere balancerende på kanten mellem kitsch og kanon. Det kan man vist roligt sige, at Skovs roman også gør, balancerer på grænsen mellem kitsch og kanon, men en pointe kan være, at denne grænse måske ikke altid er så uigennemtrængelig sikker. På mange måder er Skovs roman en hyldest til den kulørte litteratur, og den udfolder i sine fortælletekniske påhit og spektakulære begivenheder en farvepragt, der tjener genren til ære.

I trit med tiden har Skov krydret den gotiske ret med lesbisk incest og en krydsklædt jegfortæller eller måske ville det være mere korrekt at skrive, at det queer begær, som tidligere i litteraturhistorien har måttet forklædes i metaforiske eller andre gevandter, hos Skov får lov til at fremstilles utilsløret.

Dynamisk fortælling

Skov har selv som litteraturmagister peget på Mary Shelleys Frankenstein-monster som en queer eksistens, og det tematiseres i romanen, hvordan en mandlig helt med lange øjenvipper i en gammel kulørt roman kan være et maskeret portræt af forfatterindens kvindelige elskede. Så kan man selvfølgelig spørge, om det utilslørede bliver mindre litterært interessant om Frankensteins monster alligevel ikke er en mere interessant litterær karakter end to blege danske adelige søstre i erotisk omfavnelse eller (halli halløj) en kvindelig fortæller i herretøj.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg halvvejs igennem tænkte, at nu orker jeg ikke mere lesbisk kitsch og gotisk queer men Skovs opbygning af plot og udsigelse holdt mig alligevel til ilden og gør romanen til en vellykket komposition. Ligesom jeg ikke er uimodtagelig for fortællerstemmens tendens til en diskret og lettere flabet ironi.

Romanen stiller sig koket an som en genudgivelse af en roman skrevet i starten af 1940erne og forsynet med en ny slutning efter krigen. Deraf de indrammende kapitlers titler: »En ny begyndelse«, dateret august 1973, og »En ny slutning«, dateret august 1947. Derimellem fortælles den gådefulde historie om godset Liljenholms forbandelse en angivelig spøgelseshistorie, som viser sig at dække over forbudt og indestængt begær med voldelige konsekvenser og rummer pikante detaljer som adelig søstersex beluret af byldebefængt, men elskelig husholderske.

Historien fortælles fra det sydsjællandske gods, hvor jegfortælleren og wannabe-forfatteren Agnes (von) Kruse(nstjerna) har taget ophold med sin forlægger og elskede Nella von Liljenholm, sidste skud på adelsslægtens stamme, for at nedfælde de grufulde begivenheder, som Nella er en frugt af. Det giver en fortællesituation, hvor der indfinder sig nye opklaringer i historien, mens den fortælles, og hvor selve skrivesituationen er indskrevet i beretningen blandt andet i form af Nellas regibemærkninger. Denne fortællesituation har en god narrativ dynamik i sig, og jeg er såmænd også til falds for uforskammede læserfastholdende tricks som åbenlys tilbageholdelse af viden man må eksempelvis lide den tort at betragte jegfortælleren og Nella sidde oprevne og læse en funden og afgørende dagbog, uden at man (før hen mod slutningen) får at vide, hvad der står i den. Men det er sådan set ikke kun læseren, der holdes hen det gør fortælleren også, da plottet i slutningen tager en ekstra og også for fortælleren overraskende volte. Uden at røbe for meget kan jeg vist godt skrive, at det gode gods Liljenholm i slutningen forvandles fra den lukkede families incestuøse bo til et kollektiv med plads til både queer og straight, i et håbefuldt billede, som jeg gerne vil drømme med på.

Alt i alt sidder jeg med en god fornemmelse af, at Leonora Christina Skov har fundet sit rette element med denne metalitterære, kulørte kinesiske plot-æske propfyldt med genfærd, lesbisk incest og voyeurisme, krydsklædte eksistenser og forbyttede børn.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Leonora Christina Skov
Rosinante
374 sider
299 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu