Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Grünfeld dissekerer parforholdet

Det lykkes for Grünfeld at omsætte det trivielle stof til kød og blod og holde balancen mellem kanter og klichéer
Kultur
19. marts 2010

Det er svært ikke at høre en genklang af digteren Lone Hørslev, måske særligt af hendes to seneste bøger, romanen Naturlige fjender og skilsmissedigtene Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, i Katrine Grünfelds nye roman Sommerferie. Både fordi Sommerferie foregår i Sønderho på Fanø, hvor jeg-fortælleren Johanne har overtaget sin mormors hus, og fordi den handler om parforholdet og begæret på godt og ondt - og mest på ondt. Samtidig har Grünfelds hyperrefleksive Johanne en hørslevsk tendens til at rable eller pludre rent sprogligt: »Og jeg siger, at jeg godt kan lide den sang, og du siger, at den er en overfladisk popsang. Jeg ved, du har ret. Men jeg er irriteret, du irriterer mig, så derfor siger jeg, at det er alt for nemt at indtage den holdning.« Så er parforholdsdissektionen slået an.

Lidenskabsløst forhold

Bag på bogen kan man læse følgende handlingsresumé: »Johanne tager til Fanø med mand og børn for som altid at holde ferie i familiens sommerhus. Alt er trygt og genkendeligt, men til festen sankthansaften, hvor alle har drukket lidt for meget, bliver Johanne fristet.« Åh Gud, var min første tanke, kunne hun dog ikke have valgt et lidt mindre klichétungt setup? Men det lykkes stik mod forventning for Grünfeld at omsætte det trivielle stof til kød og blod og holde balancen mellem kanter og klichéer. Ikke mindst fordi hun i Johanne har skabt en charmerende jegfortæller, der ud over hyperrefleksiviteten også er karakteriseret ved en selvpinerisk klodsethed, der gang på gang forstærkes af overdrevent indtag af alkohol. Johanne ligner i nogen grad den komiske Bridget Jones-figur, men hun er mere kynisk, tynget af situationens alvor. For gnisten er fuldstændig forsvundet mellem hende og Jakob, og de har tre børn sammen. Johanne bilder sig ind, at den indimellem blusser op, men det er selvbedrag, og hun véd det. Imidlertid kan Johanne, der selv er skilsmissebarn, ikke tage skridtet væk fra Jakob. Altså er hun ham utro i stedet.

Johanne er ikke kun fanget i et lidenskabsløst parforhold, men også i selviscenesættelsens kvalmende falskhed - hyperbevidst, som hun er, om sin egen bevidsthed om, at Røde Kors-bladet skal ligge øverst i bunken, når vennerne fra den kreative klasse kommer.

Afdækker facadespillet

Grünfeld er skarp og præcis i sin afdækning af facadespillet, den politisk korrekte overflade, der lægger sig som en plaid hen over råddenskaben. Gennem kunstnerfiguren David, som Johanne sankthansaften er sammen med, parodierer hun Fanøs kreative mijlø for sin ophøjelse af Sønderho som verdens kunstneriske centrum: »Jeg kan høre, at han taler om lyset, om, hvordan han har udviklet nogle helt nye og anderledes idéer, siden han slog sig ned her. Nogle idéer, han aldrig ville have udviklet i København, hvor han hang fast i den middelmådige kunstscene. Selv New York kan ikke måle sig med Fanø.«

Grünfelds kombination af kølige betragtninger, selvrefleksioner og indfølingsevne er utrolig rammende. Al sårbarheden, som heldigvis også gemmer sig i Johanne, skinner igennem i den intime henvendelsesform 'du' og i de konkrete sansninger, for eksempel i »hvordan blandingen af dårlige kloakforhold, duftranker, hvidløg fra den mad, folk i byen nød at tilberede, tilsammen lugtede af rigtige menneskers liv«. Sommerferie er en spiddende trist roman, i bedste forstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her