Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Gysende, gispende og gribende roman om klanfejdernes ofre

Olav Hergel skriver medrivende politisk spændingsroman om de etniske klankampe, der hærger Danmark. Nådesløst udstiller han, hvem der udnytter striden, og hvem der betaler prisen
Da Olav Hergels hovedperson, Zaki, ender i f©°ngsel, bliver hans liv endnu farligere, for nu er han i de kriminelle indvandrer°©banders varet©°gt. Det er dem, der hersker bag f©°ngslets mure. Uden for forskelsbehandles han ogs?, uanset hvor dansk han er med sprog, studentereksamen etc. 
 model

Da Olav Hergels hovedperson, Zaki, ender i f©°ngsel, bliver hans liv endnu farligere, for nu er han i de kriminelle indvandrer°©banders varet©°gt. Det er dem, der hersker bag f©°ngslets mure. Uden for forskelsbehandles han ogs?, uanset hvor dansk han er med sprog, studentereksamen etc.
model

Ernst van Norde

Kultur
24. marts 2010

Hurra, hvilken læseglæde: At kunne pløje sig gennem en klingende velskrevet dansk spændingsroman, der mestrer sit stof og udfolder et livfuldt persongalleri i en dramatisk handlingsgang, der kommer højhastigt og ubesværet i hus.

Bogen er på én gang meget dansk og på internationalt plan. Og den er affyringsklar som film eller tv-serie. Forfatteren til bogen Indvandreren er juristen og journalisten Olav Hergel. Han har tidligere fået Cavling-prisen for en artikelserie i Politiken om asylsøgere i Danmark.

I 2006 debuterede han som skønlitterær forfatter med romanen Flygtningen, der blev bestseller, solgt til udgivelse i flere lande og filmatiseret under titlen Flugten.

Opfølgningen af en debutsucces er altid svær, men her er der tale om en triumf, en tour de force gennem det danske landskab - både dér, hvor folk bor, og dér, hvor medier og politikere fortærer hinanden.

Dørvogter ydmyger

Handlingsgangen enkelt fortalt: Den velintegrerede marokkanskfødte Zaki får en flot studentereksamen og går Sankt Hansaften ud for at fejre det med nogle af sine indvandrerkammerater. En dørvogter ydmyger dem ved at lade dem vente i timevis foran et diskotek - og derpå hånligt afvise dem.

Zaki nikker dørvogteren en skalle og løber. Dørvogteren sætter efter ham, og Zakis kammerater sætter efter dørvogteren. En tumult ender med, at dørvogteren knivstikkes dødeligt. Zaki og hans kammerater flygter.

De danske medier dirrer i selvsving over episoden, som de politiske partier kappes om at slå mønt af. Zaki vil helst gå til politiet, men det tør hans kammerater ikke. Udspekulerede kriminelle indvandrerbander er tættere på Zaki, end han har været klar over. Da han ender i fængsel, bliver hans liv endnu farligere, for nu er han i de kriminelle indvandrerbanders varetægt.

Det er dem, der hersker bag fængslets mure. Udenfor prøver en 41-årig kvindelig journalist ved det store borgerlige dagblad Morgenavisen at finde frem til den sande historie.

Men det er hendes egen avisledelse ikke særligt interesseret i. Den vil hellere piske stemningsbølger end udforske gråzoner. Indvandrerbanderne bryder sig selvsagt ikke om, at journalisten lugter for mange lunter. Og hvilke interesser har politiet, når det kommer til stykket? Det er jo politikerne, der er arbejdsgiverne.

Hvordan er det egentlig med retfærdigheden i det danske samfund? Det er bogens underliggende tema, men den bliver aldrig belærende eller skematisk. Olav Hergel forstår sig på de kattepiner, hans figurer hver for sig befinder sig i.

Uundgåelig lighed

I et efterskrift skriver Olav Hergel drilsk:

»Denne roman er fiktion. Alle personer er opdigtede, og Morgenavisen Danmark findes ikke. Enhver lighed med nulevende personer, institutioner og medier er - som den tyske forfatter Heinrich Böll har udtrykt det - hverken tilsigtet eller tilfældig, men uundgåelig«.

Derpå røber Hergel, at en række af de udsagn, han i bogen tillægger sine figurer, faktisk har været ytret af offentlige personer i dagens Danmark.

Det giver bogen en ekstra spænding. Man tør næsten ikke tænke på hvilke af uhyrlighederne, der er autentiske. Her er en prøve på Hergels fine øre for replik. I retten udspørges Zaki om sin medvirken til begivenhederne foran diskoteket:

»Fortryder du?« spørger dommeren. »Mere end noget andet, jeg har gjort.«

»Tror du, at årsagen til, at du ikke kom ind, var, at du er indvandrer?« spørger dommeren.

»Jeg er dansk. Jeg har dansk studentereksamen, dansk sygesikringskort, dansk kørekort, dansk pas.«

»Undskyld min fortalelse. Tror du, at afvisningen skyldes, at du stammer fra et andet land?«

»Hvad tror du selv?«.

Bag dette replikskifte gemmer sig megen dansk attitude og megen vrede hos den forskelsbehandlingsramte. Et andet sted i bogen hedder det om en forbenet koldkrigshistoriker:

»At historikeren selv i sin ungdom havde været glødende kommunist, var hans livs åbne ar, men i stedet for at tilgive sig selv den fejltagelse, han delte med tusinder af andre unge, blev vreden over hans egen ungdommelige vildfarelse den kraft, der drev ham fra side til side og arkiv til arkiv i håb om at finde frem til det dokument, som endelig skulle afsløre, at nogen havde været værre end han, og at en bred venstreorienteret sammensværgelse kun havde været en tilfældighed fra at gennemføre en voldelig revolution i Danmark.«

Til bogens spidse satire kommer den tungere alvor. En helteskikkelse i bogen fremtvinger hen mod slutningen overskurkens tilståelse. Det sker ved blodig og grusom tortur: Brækning af finger, knusning af knæ, snitning i kønsorgan. I det omfang, læseren finder det o.k. ud fra formålet, er det lykkedes Hergel at trænge dybt ned i den herskende danske folkestemning.

Olav Hergel: 'Indvandreren'. 299 kr. 445 s. Peoples'sPress Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her