Læsetid: 5 min.

En harpelady og en indie-nodeskriver strækker ud

To originaler finder hver deres nye fodfæste. Joanna Newsom sludrer sofistikeret og yndefuldt over hele tre cd-skiver. Og Owen Pallet erobrer eget land mellem den klassiske musiks institutionelt klingende rammer og indie-sangskrivningens blog-bestyrede konventioner
15. marts 2010

Anmeldere kender skam også til angst og bæven. Disse eksistentielle kramper, der går gennem hver en ynkelig knogle i ens forlystelsessyge korpus, når man for eksempel skal give i kast med et tre cd'er stort opus fra et uomgængeligt navn på den alternative musiks firmament. Så bævet og gruet, det blev der, da jeg fik amerikanske Joanna Newsoms nye, tredje album
Have One On Mei hænderne. Over to timers musik fordelt over tre cd'er. Men det viste sig ubegrundet. For lige så imposant værket måtte være i sin udstrækning, lige så føjeligt og yndefuldt er det i sit indhold.

Forgængerne var ellers også yndefulde, men med flere knaster. På debuten
The Milk-Eyed Menderbroderede Newsom med en krukket svunget stemme over fornemt excentrisk indiefolk. På
Ysudfoldede hun sine sange i orkestrale, changerende opsætninger over fem sange, der var syv til 17 minutter lange. Og hangen til de lange sange fortsætter hun på
Have One On Me, hvor hun dog når ned på under to og topper med sølle 11 minutter.

Feminine inspirationer

De generelt lange sange synes dikteret af Newsoms fremragende tekster. Og de fortjener plads:
Hey hey hey, the end is near!/On a good day/You can see the end from here, lyder det på »On A Good Day«, som sjovt nok kommer op som »On A Bad Day« i min iTunes-player.

På musiksiden er vi under påvirkning af en mere traditionelt skønhedssøgende stil. Langt mindre krævende sange end forgængerens, men ikke mindre fascinerende. For lethed er også svær. Og lad os så lige få de vokale inspirationskilder af vejen, for de fortjener navns nævnelse, men ikke at skygge for nydelsen: Kate Bushs svungent teatralske sang, Joni Mitchell den yngres vokale tindren og Tori Amos i sit mest sårbare hjørne.

Vi befinder os på en arkaisk og stærkt feminint egn, hvor kvinder er skønånder, der vimser serafisk og vægtløst over skovsøer og forlokkende og hvidklædte gennem skovbryn. De findes vist ikke i virkeligheden, den slags kvinder, men det er smukt at lytte til.

Og så gemmer den traditionalistiske ynde over hvæssede tekster, der dog holder en altmodisch tone:
Do you know why/My ankles are bound in gauze? (...) In the middle of the woods (...) We danced in the lodge/Like two panting monkeys

Damens indre kraft

Alle tre udgivelser fra Newsom deler hendes harpespil som varemærke, og det skader bestemt ikke. Heller ikke her på
Have One On Me, hvor det klimpres ind i en stærkt poetisk kammermusikalsk ramme, hvor Newsom lyder mere ubesværet end nogensinde før.

Sangene synes at udfolde sig af indre drift, som om damen lader dem og deres persongalleri tale igennem sig. Og de iscenesættes med en lethed a la Jim O'Rourke (der dog kun producerede forgængeren
Ys), der er bedragerisk, fordi sangene kan være så skæbnesvangre og kuldslåede. Men selv skæbnen glider let ned, når den hjælpes på vej af blæsere, strygere, harpe, ja, selv et dekonstruktivt trommesæt. Så længe det foregår i så velkomponerede og velspillede doser, som her. Kærligheden til Newsoms nye album står og falder med vokalen, som fylder godt ud og strækker sig uhæmmet over tid; bemægtiger sig den tid, den skal have.

Jeg nyder gerne denne forsølvede ynde, der trækker sig gennem lange svangre sange. Jeg er med, mens alle tre cd'er løber ud og mørket knækker solen og vi igen må sande, at lortet er ved at falde fra hinanden.

Det er musik af en fuldbyrdet og ganske genkendelig skønhed, som - mens de står på - synes at holde verden sammen. De bedste sange på
Have One On Meer ganske enkelt sublime, og de måtte gerne blive ved og ved og ved. Hvilket så på den anden side ville være synd for de prøvede hjerter og eksistenser i fortællingerne.

28-årige Newsom har været et interessant bekendtskab fra første strofe, men med
Have One On Medemonstreres det, at hun også er værd at lægge ører til, når hun er i det let sludrende og mere afslappede hjørne.

Dramatisk følsomhed

Canadiske Owen Pallett træder til gengæld først nu for alvor i karakter.

Lad mig forklare, hvorfor jeg hiver denne før så hævdvundne, nu så forkætrede anmelderkliché frem: Fordi Pallett med albummet
Heartlandhar begået sine finest formulerede sange med lofthøjde til de dramatiske tinder, men også med begrænsningskunst til at lade følsomheden pible forsigtigt, ganske
andante, ganske
piano, ud. Og fordi Pallett har fået et stensikkert greb om sine klassiske, ofte symfonisk orkestrerede arrangementer. De fyldes sjældent med floskler, og hvis de gør, er det for at sætte dem i diskussion med andre floskler. For eksempel når billigt lydende beats går i clinch med romantiske strygere, som går i clinch med serielt klaver. Eller når en elektronisk, hurtiggående arpeggio bobler lystent under et stadigt svulstigere sammentrukket uvejr af symfoniske strygere. Eller når en vals gennemsys af et smukt blæser- og stryger-zigzag, dernæst overhældes med sturm und drang, for så at blive punkteret med ordene:
Pathos is born, born out of bullshit in formal attire.

30-årige Pallett har studeret klassisk violin fra barnsben og skabte sin første komposition, da han var 13. Siden har han komponeret to operaer og flere bestillingsarbejder. Men det er i hans diskussioner mellem den klassiske musiks institutionelt klingende rammer og indie-sangskrivningens blog-bestyrede konventioner, at
Heartlandlyner og noget fornemt personligt glimter.

Pallett begrænses ikke - som på hans tidligere udgivelser - af nogen af delene, men næres af begge. Ja, han erobrer faktisk eget territorium imellem dem. Sangstemmen minder om Rufus Wainwrights drama (dog mere begrænset) og om Stuart Murdoch fra Belle & Sebastian og hans hulbrystede melankoli. Og Palletts iscenesættelser er beslægtet med Wainwrights orkestrale flamboyance (de nikker f.eks. begge til Ravels
Bolero), men mere med Sufjan Stevens' forunderlige evne til at mixe indie-sangerens skrøbelige sensibilitet/melankoli med klassisk instrumentering og hjemme-elektronik.
Heartlander også Owen Palletts første album i eget navn. Han har smidt pseudonymet Final Fantasy, og i samme bevægelse har han smidt det sidste hvalpefedt.

Angst og bæven blev således afløst af fryd og sitren i selskab med en harpelady i ny klædedragt og en indie-nodeskriver endelig i egne sko. Det kunne have været en meget værre dag på kontoret. Det er i hvert fald ikke hver dag, at jeg kan se en gylden skovsø fra mit vindue.

Joanna Newsom: Have One On Me (Drag City/VME) Joanna Newsom spiller med band i DR's Koncertsal, Kbh. den 23. maj. Owen Pallet: Heartland (Domino/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu