Læsetid: 3 min.

Den helt normale undtagelsestilstand

Den italienske filosof Giorgio Agamben sætter en række kulturkritiske klichéer sammen til en dramatisk tese, som er lige så svær at udholde som at afvise
13. marts 2010

Radikal kan være et ord for noget grimt, som det store 'vi' tager afstand af. Radikal kan betyde næsten fundamentalist og nærmest terrorist, og radikalisering er et ord for den glidebane, som ender i det værste i vores verden. De radikaliserede kaldes demokratiets fjender.

Men radikal kan også være et ord for noget smukt og rigtigt. Radikal betegner nemlig i visse intellektuelle kredse den rigtige indstilling: Hvis man ikke er radikal, er man gået på kompromis, og så er man blevet en del af 'systemet', det konforme og det normale. Radikal er den, der stiller spørgsmål til alt det, alle vi andre taget for givet. Sådan set er actionhelten i amerikanske underholdningsfilm, som kæmper mod det korrupte politi-system, en folkeudgave af den radikale venstreintellektuelle. Den radikale kritiker, som afslører løgnehistorierne om samfundet, er en mondæn helt i Vesten. Den italienske filosof Giorgio Agamben er bestemt radikal, og hans lille bog
Undtagelsestilstandenfra 2003 er allerede blevet en venstreradikal nyklassiker.

Tesen i bogen er enkel: Vi tror i Vesten på lov og orden, men i virkeligheden er ophævelsen af lov og orden blevet til normaltilstanden. Vi har ikke set det komme, men nu er undtagelsestilstanden ifølge Agamben blevet til 'regeringsparadigmet'. Vores politiske samfund reguleres ikke af den lovgivende magt, men af den udøvende. For i undtagelsestilstanden er de gængse retsgarantier ophævet. Det er en almindelig strategi for regimer at bruge undtagelsestilstande til at kontrollere deres borgere. Agamben fremhæver, at både Hitler og Mussolini brugte undtagelsestilstanden offensivt. De lod forfatningerne bestå, men henvisningen til undtagelsestilstanden gjorde det muligt for dem at skabe en ny struktur 'ved siden af forfatningen'. De regerede diktatorisk, men var ikke konstitutionelle diktatorer. Dette er ikke et historisk nyt fænomen: Agamben hævder, at det, der i romerretten hed
iustitiumer en 'arketype' for den moderne undtagelsestilstand.
Iustitiumanvendes i tilfælde, hvor offentlig tumult gør det 'nødvendigt' for myndighederne at ophæve den almindelige retstilstand for at opretholde staten.

Inden vi udbreder os

Man hævder at stå vagt om fællesskabet ved at bryde fællesskabets regler. Det er denne logik, Agamben ser både i
iustitiumog den moderne undtagelsestilstand: Man nedbryder den enkelte borgers beskyttelse for at forsvare fællesskabet mod ydre fjender. Det er en destruktiv mekanik, som man overser, hvis man fokuserer på kampen mellem de gode demokratiet og de onde diktaturer. Og overgangen til den permanente undtagelsestilstand i vores vestlige demokratier er netop blevet overset. Det skriver Agamben direkte: »Det er betegnende, at en sådan forvandling af den forfatningsmæssige orden, der i forskellige grad finder sted i alle de vestlige demokratier, overhovedet ikke bemærkes af borgerne, om end det sker med politikernes og juristernes viden. Netop nu, da den vestlige politiske kultur ønsker at belære andre kulturer og traditrioner om demokrati, er den ikke selv klar over, at den helt har mistet dets kanon.«

Passagen er symptomatisk for den lille bog: Agamben slutter fra ganske få iagttagelser til meget brede konklusioner om, at retsstaten er undermineret. Han trækker linier mellem vilkårlige historiske begreber og scener og postulerer, at han dermed har afdækket en dyb og hemmelig sandhed om hele retssystemet i Vesten. Det står ikke klart, hvorfor netop disse få eksempler skulle udtrykke den logik, som styrer alt det andet. Set i det perspektiv bliver den radikale kritik i
Undtagelsestilstandentil en attitude, til en måde at posere intellektuelt på. Det ændrer bare ikke ved, at bogen træffer noget rigtigt og vigtigt. Og at den radikale attitude skærper sensitiviteten over for forfaldstendenser, som man ellers ville have trukket på skuldrene over.
Undtagelsestilstandener således både et monument over en museal figur, den radikale kritiker, og en manifestation af samme kritikers aktualitet. Han siger det så højt, at det høres overalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu