Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Himlen må vente

Peter Jacksons 'The Lovely Bones' er en sært opløftende og visuelt flot film om død, sorg og en fars endeløse kærlighed til sin datter
The Lovely Bones er en meget særpræget film - en livsbekræftende, næsten sorgmuntert drama om drabet på en ung pige - men den bærer sin særprægethed som noget ganske naturligt og minder i tone og stil om Peter Jacksons seriøse gennembrudsfilm 'Heavenly Creatures'.

The Lovely Bones er en meget særpræget film - en livsbekræftende, næsten sorgmuntert drama om drabet på en ung pige - men den bærer sin særprægethed som noget ganske naturligt og minder i tone og stil om Peter Jacksons seriøse gennembrudsfilm 'Heavenly Creatures'.

Kultur
11. marts 2010

Peter Jacksons nye film, The Lovely Bones, kommer til Danmark med meget blandede anmeldelser og mange knubbede ord i bagagen, men jeg måde sige, at jeg blev dybt berørt af den visuelt flotte, dramatiske historie om 14-årige Susie Salmon, der bliver slået ihjel af en nabo den 6. december 1973.

»Jeg var ikke væk. Jeg var i live i min egen perfekte verden. Men i mit hjerte vidste jeg, at den ikke var perfekt. Min morder hjemsøgte mig stadig. Min far havde brikkerne til puslespillet, men han kunne ikke få dem til at passe sammen. Jeg ventede på retfærdighed, men retfærdighed kom ikke,« siger Susie til publikum i begyndelsen af The Lovely Bones.

Pigen, der spilles af Saoirse Ronan, er nemlig filmens fortæller, og selv efter sin død kan hun ikke give slip på sin familie, især ikke sin far, Jack (Mark Wahlberg), der plages af datterens død og er besat af at finde ud af, hvem der slog hende ihjel. Det går ud over Susies mor (Rachel Weiss) og to søskende, og er ved at slide familien i stykker, hvilket kun gør det endnu sværere for Susie at bevæge sig videre.

Susie befinder sig et eller andet sted i det hinsides - ikke i Himlen, men i et farvestrålende og smukt ingenmandsland og efterliv, hvor hun møder en anden pige, Holly, som hjælper hende med at forstå, hvad der er sket, og hvor hun befinder sig.

Smagfuld film

Samtidig holder Susie øje med naboen, George Harvey (en ganske creepy Stanley Tucci), som lokkede hende ned i en underjordisk hule og dér slog hende ihjel. Man får aldrig at se, hvad der skete med Susie - The Lovely Bones er, trods sit makabre udgangspunkt, en meget smagfuld film - men man forstår, at det var grufuldt og med mere end seksuelle undertoner.

Det viser sig, at George Harvey har myrdet før og snart vil myrde igen, og fra det hinsides må Susie forsøge at hjælpe sin far og lillesøster, Lindsey (Rose McIver), som er blevet lige så opsat på at finde Susies morder som faren.

Egentlig er The Lovely Bones en meget særpræget film - en livsbekræftende, næsten sorgmunter film om drabet på en ung pige - men den bærer sin særprægethed som noget ganske naturligt og minder i tone og stil om Jacksons seriøse gennembrud, Heavenly Creatures (1994).

Den foregår over flere år, uden at det dog bliver sagt direkte, og med Susie som omdrejningspunkt bevæger historien sig ubesværet frem og tilbage mellem filmens væsensforskellige verdener. Susies pastelfarvede, tilsyneladende idylliske, drømmeagtige efterliv og forældrenes noget mere dystre og deprimerende hverdag, hvor morderen lurer i baggrunden.

Peter Jackson er en dygtig billedmager, men af folk, der har læst den populære bog af Alice Sebold, der ligger til grund for The Lovely Bones, er han blandt andet blevet skarpt kritiseret for den farveladeagtige måde, han visuelt har valgt at skildre efterlivet på. Det er en forfejlet kritik, som ikke forholder sig til de mørke steder og stunder, som Susie faktisk også oplever.

Religion tales der slet ikke i filmen, selv om der refereres til både himmel og helvede.

Bevægende beretning

The Lovely Bones er en bevægende beretning om en fars grænseløse kærlighed til sin datter, en kærlighed, der efter datterens død bliver til besættelse og hævntørst. Det er et drama om, hvordan sorg og uvished kan ødelægge en familie og gøre det svært for de efterladte at leve videre. Og endelig er det også et følsomt og poetisk portræt af en teenagepige, snart ung kvinde, som forelsker sig, men ikke når at opleve sit første kys.

15-årige Saoirse Ronan, der brød igennem med en Oscarnomineret præstation i Joe Wrights Soning (2007), bærer tunge byrder på sine på én gang spinkle og stærke skuldre i The Lovely Bones. Meget afhænger af hende, og havde hun ikke haft så bredt et register at spille på, ville filmen formentlig være faldet sammen som en klæg soufflé.

Hun skal være sød, men ikke for sød, sårbar, men ikke for sårbar, stærk, men ikke for stærk - hun skal have vores sympati, men vi skal heller ikke sidde og tude hele tiden. Det er en svær balance, som hun og Jackson forstår at holde filmen igennem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her