Det var en af de aftener, hvor jeg alvorligt overvejede om det var for risikabelt at køre ind til byen. Temperaturen nærmede sig de minus 14. Sneen dryssede tung og truende. Og selv om jeg har ofret nye vinterdæk, trak det i mig for at blive hjemme ved min egen vindueskarm. Men min kone og jeg havde sat nogle af vores unge venner stævne på Christiania-restauranten Spiseloppen. Så der var ingen vej tilbage. Sneen skulle forceres. Og det blev den. Christiania lignede sig selv, selvom vinteren og sneen gjorde sit bedste for at få fristaden til at tage sig idyllisk ud.
Vi havde alle glædet os. Både til mødet med vores venner og også til at gense spisestedet. Nogle af vores bekendte havde spist der et par dage tidligere og ringede med varme anbefalinger. Spiseloppen var blevet et rigtigt godt spisested med et stort udvalg på menukortet, berettede de. Og de unge venner, vi skulle mødes med, huskede stedet for den billiger studentermad, som Spiseloppen en gang var berømt for at servere. Der var, sagde de, store portioner og rimeligt små priser. Det første gælder stadigvæk. Det sidste stemmer ikke længere.
Varierede tilbud
Rummet er det samme som 'i gamle dage'. Men bordende og stolene er fornyede. Og især bordene lyser op med deres dybtlakerede, røde bordplader. De ser nærmest ud som låget på en kinesisk lakæske. Og trods det, at rummet er stort, og der er plads til mange mennesker, er der både lunt og hyggeligt inden døre.
Menutilbuddene er ganske varierede. Stedets à la carte-tilbud udskiftes dagligt, og - siger Spiseloppen på sin hjemmeside - tilpasses årstiden og præges af det, som de to vagthavende kokke har lyst til at kreere ud fra de indkøbte råvarer. Stedet er stadig et kollektiv, og der arbejder mennesker fra i alt 17 forskellige nationer. Og alle disse mennesker skal ifølge konceptet være med til at præge dagens menukort. Og det vil de gerne, kan man mærke. Af den grund opstår der tit og ofte sammensætningsmæssige overraskelser. Der kommer retter på bordet, ingen før har set eller tænkt på. Retter, der ikke nødvendigvis står i nogen form for kogebog eller opskriftsamling. Men, opskrifter der er udsprunget af de ansattes hoveder og fantasi. Og denne aften var ingen undtagelse.
Købebrød
Når vejret byder på sne og frostgrader, som det har gjort det i denne vinter, skal jeg have suppe. Spiseloppen bød på en klassisk porre-kartoffelsuppe. God og blid. Mere grøn end hvid. Ikke helt så varm som jeg kunne ønske mig det. Jeg vil gerne lige brænde tungen en smule på den suppe, jeg får serveret. Det er lettere at puste en suppe kold, end at puste den varm. De tre andre delte to forretter - og der var rigeligt til dem alle. Først fik de røget andebryst med safransalat, honning pomelosalat, ristede østershatte med balsamicosirup, dernæst blev der serveret parmaskinke med salat, honningmelon, soltørrede tomter og portvinssirup. Og alt var godt. Brødet var ikke noget at prale af - købebrød vil jeg tro. Og det må kunne gøres bedre. Især i en tid, hvor vi lægger mere og mere vægt på godt brød. Brød med krumme og masse.
I fiskehovedretten sprang de mange nationaliteter og kokkenes egenrådighed ud i fuld flor. Den pandestegte - som det snart hedder alle steder - rødfisk blev serveret med hvidvinssauterede grøntsager, pommes duchesse, røget lakseroulade med grønne asparges, rejesalat med ananas, æbler og purløgsdressing. Og som om det ikke skulle være nok, fulgte en safransauce. Og selv om det på papiret lyder grufuldt, smagte det faktisk helt godt. Ganske vist var laksen ikke laks, men røget ørred, men det er småting. Min medspiser var tilfreds med sin fisk og han blev overvældende mæt. Og mindes sine gamle studenterdage på Spiseloppen. Min kone tog vegetarretten. Det havde hun fået berømmet af vores venner, der som sagt havde besøgt stedet nogle dage forinden. Det var der nu ingen grund til. Den var alt for fantasiløs. Lidt som i gamle dage, hvor det partout skulle være en straf at spise vegetarisk. Der var alt for meget af en lidt udvandet braiseret fennikel, et par svampe, alt for tørre og uden smag, en lillebitte portion blomkålsgratin, der til gengæld smagte helt vidunderligt og gjorde, at retten ikke var dømt til total fiasko. Vegetartallerkenen kom med nogle med nogle ganske lækre, små ovnbagte kartofler samt fem-seks katastrofalt isskabskolde cherrytomater, der til det sidste lå ensomme og uspiselige tilbage.
Den stegte lammeculotte med ostegratinerede auberginebøffer vakte glæde. Herlig lammesmag. Og auberginer med mozzarella løftede retten. Det samme gjord tzatzikien og lammesaucen, der var baseret på limeblade og kokosmælk.
Jeg faldt for kronhjortetyksteg serveret med bagte svampe, forårsløg med honning og balsamico, kartofler, der var ristet med sesamfrø og reven parmesan, samt en vildtsauce, der var med salvie og abrikoser. Godt og gedigent. Ikke en finger at sætte der, selvom kronhjortekød ikke altid er det mest spændende og saftige at sætte tænderne i.
Af kortet fremgik det, at månedens vin var en sydafrikansk Shiraz, Cabernet Savignon 2006. Og den kom på bordet sammen med alt det vand, vi orkede. Vinen var god, ikke spor raffineret, men rigtig til at bælle, til en pris, der ikke betyder, at man skal gå fra hus og hjem.
Koldt ude - hyggeligt inde
Min kaffe var også god, men heller ikke mere. Og de tre medspiseres grønne te ankom i rigtig tepotte med et glas lækker honning i følgeskabet. Jeg kunne ikke nære mig. Den søde tand vandt over fornuften og mætheden. Så jeg bestilte en portion kastanjetiramisu med coulis. Trods den tilsyneladende mishandling af denne italienske klassiker, viste den sig at være en himmerigsmundfuld. En medspiser valgte profiterollerne med vaniljeis. Men de medfølgende vandbakkelser må havde stået mindst et par dage for meget uden dække i køleskabet. De var ganske enkelt ikke spiselige. De var pivkolde og så seje, så seje, at de ikke kunne bearbejdes med det værktøj der var lagt frem til desserten.
Lokalet var næsten gæstetomt, da vi ankom til borgerlig spisetid klokken 18.30. Men i løbet af de næste par timer blev der godt fyldt op ved de smukke, rødlakerede borde. Der var et fødselsdagsselskab, hvor hovedpersonen ivrigt pakkede bløde gaver ud. Der kom venner og veninder, der var ude at spise, og der var kærestepar, der var mere opslugt af hinanden end af maden. Og selvom der var koldt uden for var der lunt og hyggeligt inden døre.
Spiseloppen har ligget samme sted på Christiania i 23 år, men med forskellige koncepter. Det er stadig et kollektiv. Stedet er en forening og der er derfor ingen ejere, der kræver profitmaksimering. Måske var det grunden til, at stemningen var rigtig god og afslappet, betjeningen venlig og kollektiv og tempoet til at bære. Det samme var regningen, der lød på 1.200 kroner for os alle fire. Med 100 kroner oven i til drikkepenge var det en aften det var til at betale.
modernetider@information.dk
