»Han åbnede bogen med den samme fryd, som han kunne have skilt benene på en kvinde, der var overvundet af kærlighed, parat til at falde i svime, når han tilegnede sig hendes hemmelige dufte og dybeste farver.«
Så præcist og poetisk beskriver den cubanske forfatter Leonardo Padura sin bibliofile hovedpersons besættelse af bøger iFortidens tåge, der udkommer i dag.
Hovedpersonen er selv samme Mario Conde, der i sidste Padura-krimi endegyldigt gik på pension fra jobbet som kriminalkommissær.
Fjorten år er gået, og han har til sin store glæde levet af at købe og sælge brugte bøger. Den evigt desillusionerede romantiker er omsider »i stand til at huske tilbage på de tolv år, hvor han arbejdede som politimand, uden at blive angrebet af en ubehagelig blanding af nostalgi og anger.« Han er sågar begyndt at aflægge besøg i kirken med mistænkelig hyppighed.
Den vilde kærlighed til bøger leder Mario Conde til på ren intuition at banke på døren til en gammel, slidt villa for at se, om de eventuelt skulle have nogle gamle bøger stående, som han kan købe og sælge videre.
Ved et lykketræf åbner et udhungret og gammelt søskendepar døren, og ved udsigten til et ordentligt måltid mad - i det ramponerede og stedse mere fattige Cuba - beslutter de at sælge ud af en magisk og ganske usædvanlig bogsamling, som ingen har set eller rørt i fyrre år. Ikke bare har Conde fundet en guldåre, han finder også et udklip fra 1950'erne i en af de gamle bøger, hvori en ung bolerosangerinde fortæller, at hun stopper sin karriere.
Billedet af den smukke unge kvinde mystificerer Conde, og da han får fingre i en af sangerindens plader, bliver han så besat af hende, at han må finde sandheden om hende. Hvorfor stoppede hun egentlig med at synge på toppen af sin karriere? Hun, der havde alle muligheder.
Under sin egen private efterforskning, der leder ham ind i de mest forråede kvarterer i Havana, hvirvler han en dyster fortid op. En fortid fuld af ulykkelig kærlighed, af frapperende forelskelser og Condes egen far, der i hemmelighed også havde tabt sit hjerte til sangerinden
Det er efterforskningen, der driver historien frem - men efterforskningen er som altid også det mindst væsentlige, når det rigtig kommer til stykket med Leonardo Padura. Det er Condes indre liv og det cubanske muntre og dog melankolske sind, der er det særlige. Der er altid meget mere på spil hér end hos de fleste andre krimiforfattere.
Kærlighed i alle former
Denne gang er det i sandhed kærligheden i alle dens afskygninger, det gælder. Også for Conde selv, der omsider er faldet til ro med sin gamle kæreste, Tamara. Selv om livet i Cuba er blevet endnu hårdere i de år, der er gået siden han forlod politiet, har tilværelsen omsider fået en ny og bedre mening for den inkarnerede nostalgiker selv.
Livet er ikke bare kærligheden til bøgerne, men altså også til kvinden:
»Conde lænede sig ned over hende og fyldte lungerne med lugten af varme lagner og sødt mundvand, uglet hår og kvindedufte, der udgik fra denne næsten helt slappe krop, og han overraskedes ved tanken om, at han nu havde krydset selvopholdelsesdriftens grænse for helt uden forbehold elskede han denne kvinde, som han opfattede som sin, og som han havde udvekslet de mest intime hemmeligheder med (...).«
Og så er der Condes dybe og årelange kærlighed til vennerne Tynde Carlos, Josefina, Haretand, Andrés og Candito. Alle er de med, heldigvis.
Fortællingen om kærlighedens veje og vildveje har den ekstra dybde, der løfter Fortidens tåge fra en god krimi til en sublim krimi, hvis lige næppe findes på disse breddegrader.
Foreningen af banal efterforskning med poetiske sansninger er uforlignelig, også selv om oversættelsen sine steder synes lidt snørklet.
'Fortidens tåge' Leonardo Padura, Oversat af Kirsten A. Nielsen, Forlaget Sohn, Pris 299,95
