Læsetid: 6 min.

Kan piraterne klare kapitalismen alene?

Den franske filosof Jacques Rancières forsøg på at tænke politik ind over alt, hvor det ikke er tilladt at tænke politisk, udvikles i to nye bøger med interviews og aktuelle debatindlæg som sandt drama
Den franske filosof Jacques Rancières forsøg på at tænke politik ind over alt, hvor det ikke er tilladt at tænke politisk, udvikles i to nye bøger med interviews og aktuelle debatindlæg som sandt drama
6. marts 2010

Det er en udfordring for filosoffer at deltage i debatten. Det sagde Villy Sørensen så præcist: Enten siger man det samme hver gang, fordi man tror på det, man har skrevet i sine bøger. Og så er man forudsigelig, hvilket vil sige ligegyldig. Eller også siger man noget nyt hver gang, og så bliver man uforudsigelig. Det vil sige utroværdig. Enten er man altså triviel, eller også er man utroværdig.

Denne forfængelige udfordring gælder også den franske filosof Jacques Rancières nedslag i den politiske debat: Han har skrevet filosofiske værker om, hvad der er politisk muligt og umuligt. Hans bøger er blevet så læste, at de danner skole for andre filosoffer, som nu skriver bøger om Rancières politiske filosofi: Vi kender hans indsigter og hans pointer. Og læserne kender de problemer, som de er løsninger på, og de situationer, som de er replikker til. Rancières tænkning kredser om en kritik af den marxisme, som han intellektuelt er vokset op med. Men det er en venstreorienteret kritik af marxismen: Rancière er ikke blevet en borgerlig intellektuel, som hævder, at alle verdens ulykker og moralske sammenbrud stammer fra venstrefløjen og ungdomsoprøret. Han stiller de gamle venstreorienterede spørgsmål på nye præmisser. Og for at nå frem til nye definitioner på frigørelse og lighed må han starte med at kritisere den tradition, som domineret disse temaer intellektuelt.

Lighed og ulighed

Således fastholder Jacques Rancière ulighed som politisk udfordring, men han vender problemet på hovedet: Vi skal ifølge Rancière ikke gå fra en tilstand af ulighed mod større lighed. Lighed er nemlig ikke slutmål. Det er udgangspunktet: Alle er ifølge Rancière lige fra starten. Spørgsmålet er, hvordan man fastholder ligheden mellem mennesker. Han bruger forholdet mellem eleven og læreren som eksempel på, at vi selv skaber uligheden, når vi tror, at vi bekæmper den: Læreren er den kloge, og eleven er den dumme. Den kloge skal derefter lære den dumme at tænke selv. Rancière insisterer på, at man på den måde skaber ulighed i stedet for lighed. Man presser de svage ned, så de kan blive løftet op af de stærke. Man antager, at de ikke kan tale for sig selv, så man taler på deres vegne.

En anden af Rancières berømte pointer angår arbejdernes bevidsthed: Arbejdernes liv fulgte en bestemt cyklus i 1830erne: De stod op, de arbejdede, de spiste, og de hvilede sig om natten. De havde ikke tid og kræfter til at tænke og gøre andet end det, de fik besked på. Så for at erobre myndighed måtte de holde sig oppe om natten. På den måde åbnede de et rum for sig selv uden for arbejdet, som gav dem en bevidsthed om, at de ikke behøvede at finde sig i de forhold, som de blev påtvunget. Polemisk siger Rancière i den forbindelse, at det kan være lige så revolutionært for en arbejder at skrive digte på vers som at synge slagsange. For når arbejderne synger protestsange, forbliver de arbejdere, der protesterer. Men når de skriver vers, viser de, at de ikke kun er arbejdere i industrien. Deres eksistens er ikke reduceret til arbejdsfunktionen. Den er mere end det. Revolution starter med, at de bryder den livscyklus, som holder dem fast. Den starter med, at de ikke hviler sig om natten, men drømmer: Og det er titlen på et af Rancières hovedværker: La nuit des prolétaires, (Proletarernes nat).

Dette fører til en tredje indsigt: Politik handler ifølge Rancière om at skabe fiktioner. Ikke fiktioner forstået som det modsatte af virkeligheden, men som tilføjelser til den almindelige opfattelse af virkeligheden. Det handler om at introducere synsmåder, personer, scener og historier, som udfordrer den orden, som til daglig forekommer os naturlig og selvindlysende.

Interventioner

De tre indsigter er sammen med adskillige andre velkendte og etablerede. Men Rancières engagement stopper ikke der. Han er ikke for fornem til at give interviews til dagblade, og han holder sig ikke filosofisk tilbage fra selv at skrive replikker til aktuelle situationer i aviser og tidsskrifter. Og nu er hans interview gennem mere end 30 år samlet i den 700 sider lange bog Et tant pis pour les gens fatiguès ( Det er bare synd for dem, der er trætte) og artikler, han selv har skrevet, er udkommet under titlen Moments politiques Interventions 1977-2009 på små 250 sider.

Det store spørgsmål er så, om Rancière over disse små 1.000 sider viser sig forudsigelig i den forstand, at han genbruger pointerne fra sine værker, eller om han viser sig uforudsigelig i den forstand, at han siger noget andet end det, der står i bøgerne. Eftersom mere end 500 sider i interviewbogen stammer fra 2000erne og ofte er foranlediget af udgivelser af værker, er der rigtigt meget, man har læst før. Man kan sige, at Rancière udlægger sine teser generøst og venligt, men han lægger ikke meget til. Han bliver spurgt til forskellen mellem politik og politi og svarer igen og igen, at politik opstår i lokale konflikter med en universel funktion, mens politi handler om at ophæve lokale konflikter for at opretholde den sociale orden. Denne sondring er naturligvis normativ: Man kan sige, at politi ophæver politik, mens politik udfordrer politiet. Og Rancière er en ypperlig politisk tænker, idet han systematisk udvikler en åbning i vores blik på det, der forekommer afsluttet og afklaret. Det pointerer han gennem sine interview, men med mindre man slet ikke har læst hans bøger eller har læst dem så grundigt, at enhver lille tilføjelse er af stor interesse, forekommer bogen ikke interessant som et selvstændigt, åbnende værk. Og den er ikke en manual for den, der vil løse Sørensens dilemma.

Momenter

Det er derimod de tekster, som Rancière selv har skrevet: De er netop ikke skrevet med egne værker som anledning, men med aktuelle begivenheder som fordring.

I en kronik redegør han for de to dominerende synsmåder i politik efter Murens Fald: Det er ret og realisme. De sociale kampe føres som juridiske konflikter. Oplevelsen af uretfærdighed oversættes til krænkelse af etablerede rettigheder, og kampen for solidaritet føres af advokater og ender i retssale. Politik bliver her til et spørgsmål om jura. Realisme henfører til en opfattelse af, at det gode ikke kan vinde alene. Man må bruge politi i forstæderne for at skabe orden, og man må bruge militær i Mellemøsten for at fremme demokrati. De gode i offentligheden er dem, der kaldes de modige, som tør sige det upopulære, men nødvendige.

Det står igennem de mange artikler klart, at det store problem for Rancière ikke er forfængeligt: Det handler ikke om at være forudsigelig eller uforudsigelig. Det handler om, hvordan man kan være klog uden at gøre de andre dumme. Konstant støder han ind i det problem, at en intellektuel, som vil forklare verdens sande sammenhæng, selv skaber ulighed mellem dem, der har forstået det hele, og dem, der ikke fatter det. Som han ironisk reflekterer over kommunismen i dag: »Når man beskriver den demokratiske narcissismes infame regime i dag, kan man sagtens konkludere: Kun kommunismen kan få os ud af dette morads.« Han tænker ikke på den totalitære stalinisme eller den virkeligt eksisterende kommunisme fra den gamle østblok, men på et samfund, der sætter den højeste fællesnævner mellem menneskene der, hvor markedet sætter den laveste fællesnævner. Men de finansielle markeder er ligeglade med intellektuelle indvendinger, og verdens arbejderklasse sidder ikke og skriver vers om natten for at drømme sig fri. Den intellektuelles problem handler ikke om at sige det samme eller noget andet, men om hvordan man får ordene til at betyde noget for dem, der bestemmer og dem, der bliver bestemt over. Det er dramaet i Rancières egne indlæg. Og som han selv skriver:

»Problemet er, at de amerikanske børshajer og de somaliske pirater har vist sig langt mere effektive, når det kommer til at blokere den store økonomiske maskine end de revolutionære aktivister. Ulykkeligvis skaber deres effektive sabotage absolut intet rum for nogen som helst kommunisme.«

Jacques Ranciére

Moments politiques. Interventions 1977-2009.. 232 s, 15 uro. La fabrique éditions

Jacques Rancière: Et tant pis pour les gens fatiugués. Entretiens. 697. s., 23 euro. Èditions Amsterdam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Venstrehåndsarbejde.

»Problemet er, at de amerikanske børshajer og de somaliske pirater har vist sig langt mere effektive, når det kommer til at blokere den store økonomiske maskine end de revolutionære aktivister. Ulykkeligvis skaber deres effektive sabotage absolut intet rum for nogen som helst kommunisme.«

Igen et forsøg på at bagatellisere finanskrisens betydning for vores fremtidige måde at organisere verden på.

Rune Lykkeberg forveksler det spektakulære med det effektive. I kampen om den store økonomiske maskine gælder det ikke om "at blokere", men om at styre.

Det gælder om, at 'de store masser' i verdens lande bevarer overblikket, og ikke lader sig provokere til overreageret krisebevidsthed, af hverken politisk belejlige hændelser, journalisters vildledning, eller lovgivernes følgagtighed overfor storkapitalen...

Hvis dette overblik kan bevares så vil den menneskelige "ligeværdighed" kunne bibeholdes - og tilmed forøges.

Kan piraterne klare kapitalismen alene?

Det er en udfordring for filosoffer at deltage i debatten spørges der fornuftigt?

Måske er svaret; Endnu en filosof, Jacques Rancières der slår knuder på sin hjernevindinger, for at undgå at forstå noget som helst i egen selvoptagethed.

At han er kommunist (tilhænger af etpartisystem) er vel bedste eksempel på Rancières altomfattende ligegyldighed.

Hans Hansen,

...man er som kommunist ikke tilhænger af et et-partisystem ...man er tilhænger af at ejedomsretten til jord og kapital tilfalder Staten og at ejendomsretten ingensinde mere kan tilfalde enkeltpersoner - ejendomsretten er fælleseje

...at Staten har ejendomsretten til jord og kapital har siden finanskrisen 2009 ikke været mere udbredet end i dag ...selv i det super-kapitalistiske USA ejer Staten gigantiske fordringer på jord og kapital.

Bill,
Det er såmænd en god beskrivelse af kommunisme, men når du så påpeger at den amerikanske stat ejer jord og kapital, er det vel på sin plads at minde om mussolinis definition af fascisme (meget frit gengivet af mig): en alliance mellem staten og storkapitalen mhp at holde rakket på plads.

Bob,
Jeg lider ikke af den vildfarelse at USA er ved at blive kommunistisk. Mit eksempel skyldes ønsket om at anskueliggøre behovet for og det naturlige i at Staten i almenvældets interesse griber ind overfor den galoperende private ejendomsret.

Fascisme er resulatatet at et politisk og humanistisk skred og ikke et spørgsmål om styring af jord og kapital.