Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lort på gamle dåser

Hvis Per Stig Møller skulle undre sig over, at Andy Warhol uden at foretage sig ret meget stadig hyldes som en af de store mestre, kan han læse med her
Hvis vores nye kulturminister, Per Stig Møller, undrer sig over, hvorfor Andy Warhols tilsyneladende ladhed førte til verdensberømmelse, kan det siges kort: Han opfandt en helt ny måde at tænke kunst på.

Hvis vores nye kulturminister, Per Stig Møller, undrer sig over, hvorfor Andy Warhols tilsyneladende ladhed førte til verdensberømmelse, kan det siges kort: Han opfandt en helt ny måde at tænke kunst på.

Kultur
11. marts 2010

Per Stig Møller har lige udtalt, at lort på dåse ikke er rigtig kunst, og hvis det er, så er det lortekunst. Det kan ingen være uenig med ham i rent semantisk, men betyder det, at den nye kulturminister vil til at genreopdele kunsten med nye betegnelser som sit projekt til afløsning af en forgængers kanoner efter devisen: Ny lort på gamle dåser?

Altså: I stedet for impressionisme og kubisme skal vi nu til at tale om dåsekunst og blenderkunst, og inden for dåsekunst skal vi 'underopdele' i lortekunst og suppekunst.

Det kræver en vis tilvænning, men indrømmet: Kulturministeren er ikke den eneste, der har svært ved at snuppe den moderne kunst, når den outrerer sig. Han vil nu næppe få held til at afskrive eller nedvurdere tomatsuppe på dåse a la Andy Warhols maleri, hvis han etablerer sig med en dansk værdikvartet og går ud i den internationale kunst-alverden for at skyde den afdeling af den moderne kunst ned.

Alle blev stars

Andy Warhol har nemlig for længst indskrevet sig solidt i alverdens kunstleksika, og derfra bliver han næppe slettet. DR Kultur byder sig p.t. til med en serie på tre udsendelser om den moderne da Vinci, hvor gamle kvinder og mænd nostalgisk fortæller om mesteren, og hvad de erindrer om dengang, de selv var superstars i det værksted i New York, der blev kendt som The Factory i de vilde 1960'ere.

Fyrede Lou Reed

Det var ikke konservative værdier, der foldede sig ud i dette sølvtapetserede studio, hvor den tidligere reklamemand og indvandrer fra Slovakiet udfoldede sit talent ved ikke at foretage sig ret meget. Bøsser, lesbiske, prostituerede og kunstneraspiranter gik ind og ud af studiet, og de var alle sammen på stoffer, pot eller piller. Warhol udnævnte dem straks til store kunstnere, hvilket de var meget begejstrede for.

Han placerede dem i en gammel sofa og bad dem improvisere og optog dem på film, mens de glad og gerne viste bryster og røv. (Sofaen ville være en mille værd i dag). De flere timer lang film blev et undergrundshit i Europa og USA, men da en af dem, Chelsea Girls, blev vist i Cannes, var det ingen succes, og i Los Angeles bad de ham skrubbe ned i undergrunden igen.

I tv-serien bliver han spurgt, om der er noget særligt, han vil sige med sine film? »Nej,« svarer han kort.

»Hvorfor laver du dine film,« bliver han også spurgt.

»Det er lettere at lave film end at male,« siger han.

»Kameraet har en motor, som man tænder for, og så går man!«

Så flabede, men absolut ærlige svar var med til at gøre ham til kult. Han beskrives som en magisk person, der tiltrak folk som en magnet. Bob Dylan kom der, og da Velvet Underground dukkede op, fyrede han Lou Reed som forsanger og indsatte sangerinden Niko i stedet. Et dristigt træk, men et pletskud.

Han designede en gul banan til coveret til en af gruppens plader. Det og en tyk bog med usorterede fotos lå fremme i ethvert ordentligt dvs. uordentligt hippiehjem dengang.

Ikonerne

Hvis Per Stig Møller og andre undrer sig over, hvorfor denne tilsyneladende ladhed førte til verdensberømmelse, kan det siges kort: Han opfandt en helt ny måde at tænke kunst på!

Han havde med sin baggrund i reklameverden indset, at det, der betyder meget i en moderne verden, er evnen til at skabe ikoner. Kunstens General Motors kalder en af hans gamle stjerner (med violet hår) ham. Netop hans ikonografiske serigrafier af kendisser har - i modsætning til filmene - overlevet. F.eks. det mandshøje billede af Elvis Presley, som Dylan snuppede et af på vej ud fra fabrikken. Det var ellers en stående vits blandt Warhols stars, at hvis han tilbød et maleri, skulle man hellere bede om 100 dollar.

Det endte galt, og nu, hvor kvinder og medier på Kvindernes Internationale Kampdag mindedes Valerie Solanas og hendes Society for Cutting Up Men med veneration, er en tv-serie om Andy Warhol tilfældigvis fint programsat, for hun skød ham med en pistol, og han kom aldrig tilbage for fuld styrke igen, men nutidens billedkunstnere og tv-underholdere har ham med i bagagen, hvad enten de ved det eller ej.

DR Kultur torsdag kl. 20.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Jeg tror nu at Per Stig sagde som han gjorde, fordi han er en klog gammel ræv som forstår at vælge sine kampe. Hvorfor skulle han bruge kræfter på at forsvare en fortidig kunstnerisk happening, når han ved at hele DF kun venter på at kunne bide ham i struben for det?

Lorten på dåse var et helt usædvanligt klart og skinnende statement i kunstverdenen, og al ære og respekt for det. Fascinationen af Warhol, derimod, kan jeg slet ikke finde noget belæg for. Hans umodne og forkælede trutmundsttitude fik måske nogle få amerikanske Rindal'ers pis i kog et øjeblik, men hvad har manden egentlig lavet som har værdi i dag?

Hvis der er noget billede jeg har svært ved at forestille mig, så er det Per Stig som en "klog gammel ræv" ... ingen tvivl om at manden er vidende, men der skal mere end en god hukommelse til, før jeg vil tildele en person titel af "klog".