Læsetid: 3 min.

Mænd, mudder og muskler

'Valhalla Rising', Nicolas Vinding Refns mytologiske vikingedrama, er fyldt med paradokser - skiftevis fascinerende og anstrengende manieret, intens og kedelig
'Valhalla Rising', Nicolas Vinding Refns mytologiske vikingedrama, er fyldt med paradokser - skiftevis fascinerende og anstrengende manieret, intens og kedelig
31. marts 2010

Der er mænd, mudder og muskler i Nicolas Vinding Refns nye film. Men ikke på Kanal 6-måden - tværtimod. Vi er ovre i den absolut smalle afdeling med lange, dvælende indstillinger, markant æstetik og stiliserede, symbolladede replikker. Kort sagt: Med Valhalla Rising træder Refn i karakter som et maskulint svar på Jytte Rex!

Filmens handling udspiller sig for godt 1.000 år siden. Krigeren One Eye (Mads Mikkelsen) er taget til fange af en vikingeklan, men slipper fri og slår følge med en flok kristne vikinger. De vil drage til Det Hellige Land for at omvende vantro, men undervejs havner deres båd i en uigennemtrængelig tåge. Da den endelig letter, befinder de sig ved en helt anden kyst end planlagt - godt på vej ind i mørkets hjerte.

Det kunne måske lyde som Braveheart med Mads Mikkelsen i rollen som Mel Gibson. Men vi er ovre i en ganske anden genre-boldgade.

Vilde billeder, vild lyd

Handlingen i Valhalla Rising virker mest af alt som et påskud for at lave billeder og lyd. Vilde billeder og vild lyd.

Fotograf Morten Søborg, et større lydhold og komponisterne Peter Peter og Peter Kyed sørger for, at der er fuld skrue på den audiovisuelle oplevelse. Industriel musik og snerrende, dyriske lyde akkompagnerer stramt komponerede billeder, der ofte er præget af kraftige farver: blå, grøn og blodrød. Her bliver ikke lagt fingre imellem.

Og det gør der heller ikke i voldscenerne. Det er med god grund, at filmen frarådes børn under 15 år. Volden i filmen er rå, brutal og udpenslet. Vi ser tarmene vælte ud af den opsprættede mave, og blodet sprøjte i kaskader; vi hører lyden af snaskede indvolde og knogler, der knuses. Det er ikke for sarte sjæle.

Valhalla Rising er en film fyldt med paradokser. Den er på en gang udpræget artsy og vikinge-pulp med vold og splat for husarerne. Det ene øjeblik er der action og smadrede hovedskaller - det næste øjeblik er der højstemte replikker om eksistens i lange, stillestående sekvenser.

Det reklamelækre, maskulint potente look afløses af smægtende lyrisk billedæstetik, og mættede, sanselige detaljer afløses af ligegyldig udvendighed. Filmen skifter mellem intens og kedelig, ligesom den skifter mellem at skabe et overbevisende fortidsmytologisk univers og noget, der mest giver associationer til rollespil i en svensk skov.

Reptilhjernen i aktion

Som dræbermaskinen One Eye er Mads Mikkelsen et ikon frem for en person. Stum og blind på det ene øje er han den ensomme ulv, den fremmede, der kommer til byen i westernfilmen.

Hemmelighedsfuld og med de synske evner, der ofte tilskrives den halv- eller helblinde i fiktion. Og samtidig er han legemliggørelsen af det dyriske i mennesket: Uden det mindste tegn på samvittighed eller medfølelse slagter han på bestialsk vis enhver, der kommer på tværs. Det er reptilhjernen i aktion.

Her ud over er skuespillernes rolle i høj grad at fungerer som rekvisitter, modellérbare former i scenografien, elementer i billedkompositionen. Vi ser ofte personerne stå i forskellige positurer i panoramiske landskaber, hvor de er med til at skabe spænding og dybde i billedfeltet.

Mange af filmens indstillinger kan stå alene, som atmosfæremættede stillbilleder, skabt med stor visuel sans og kunstnerisk nerve.

Klichéfyldt

Men igen er der malurt i bægret, for vi skal trækkes med et besynderligt overforbrug af ansigter i nærbillede, placeret helt ude i siden af billedrammet, med diverse vildmarker i baggrunden. Det fungerer strålende første og anden gang - men herefter ligner det bare manér.

Der er en række markante minuser ved filmen, blandt andet den klæge religiøse symbolik og de udpræget prædikende replikker, som både virker kedsommelige og giver filmen et selvhøjtideligt, klichéfyldt præg. Refn trækker - som i sine tidligere film - på et væld af referencer.

Blandt de iøjnefaldende er Akira Kurosawa og Sergio Leone samt to syrede fabler om civilisationens sammenbrud, nemlig Francis Ford Coppolas Dommedag nu og Jim Jarmuschs Dead Man.

I visse passager af Valhalla Rising skaber Refn en film med et potent, personligt og stemningsmættet udtryk, som imponerer og fascinerer. I andre passager virker filmen snarere som en stiløvelse, en udforskning af form - simpelthen for udforskningens skyld.

Det første er interessant for et biografpublikum, mens det sidste virker som en fest, hvor kun Refn og hans filmhold var inviteret.

'Valhalla Rising'. Instruktion: Nicolas Vinding Refn. Manuskript: Nicolas Winding Refn og Roy Jacobsen. Dansk (Grand og Park, København, Café biografen, Odense, Øst for Paradis, Århus og Biffen, Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

H.m: I disse for danmark’s kommunister så lignelsesagtige tider - giver Helle Thornings
nu utilslørede angreb imod alskens tilsløren,

mindelser om Thor’s brudefærd,

og om at der i dybene råder stærkere tråde - end man vanligvist er opmærksom om.