For mange begyndte Mahler med Døden i Venedig, Luchino Viscontis film fra 1971 efter Thomas Manns novelle, hvor adagiettoen fra 5. symfoni igen og igen dukker op som dulmende baggrunds-musik. Dirk Bogarde, som spillede hovedrollen, fortalte engang, at da filmen blev screentestet i Hollywood, var der helt stille efter den sidste scene.
Så sagde producenten: »Great music! Who wrote it?«
Han fik Mahlers navn, hvorpå han spurgte: »Who’s his agent?«
Da Gustav Mahler lå død og begravet på Grinzing Friedhof i Wien i maj 1911, var der sådan set heller ikke så mange uden for de faglige cirkler, der havde hørte en tone af hans musik. Operadirektøren og dirigenten kendte man måske godt, men slet ikke hans opus som helhed. Han nåede heller ikke selv at høre den orientalsk inspirerede sangsymfoni, Das Lied von der Erde, og 9. Symfoni, de blev begge uropført posthumt af hans discipel Bruno Walter.
»Min tid vil komme«, er en ofte citeret sætning fra Mahlers mund, men som regel udelades den forklarende eftersætning: »Når hans er forbi«. Den er møntet på Richard Strauss i januar 1902, hvor Mahler var blevet stærkt desillusioneret over den succesrige rivals maniske optagethed af sine royalties. Hvis dette er træernes frugter, hvordan kan man så elske træet, skrev Mahler i et brev til sin forlovede Alma Schindler. Han skulle fylde 100 år, før man for alvor begyndte at værdsætte de vildt-voksende gevækster på hans livstræ. Alma, enke for tredje gang, boede nu i New York, og hun superviserede en festival i foråret 1960 med Mahlers gamle orkester, New York Filharmonikerne, under Bruno Walter og ikke mindst Leonard Bernstein, som blev den mest glødende medieapostel i den efterfølgende Mahler-bølge.
Tre gange hjemløs
Mahler blev født i Bøhmen som ældste barn i en jødisk familie. Der fulgte 12 søskende, de fleste døde i barnealderen, og Mahler kom siden selv til at miste en datter. Farens ambitioner gjaldt assimilation med det tyske borgerskab; han var en voldelig mand, og det gik især ud over moren, hvorfor Mahler huskede sin barndom som en endeløs flimren af torturscener.
Man talte tysk i hjemmet, men opdragelsen var jødisk med betoning af familiens centrale betydning. Lidelsen var et fælles grundvilkår, man skulle stræbe efter intellektuel dannelse og økonomisk succes, og det var vigtigt at give udtryk for sine følelser.
Disse værdier kom i høj grad til at være bestemmende for Mahlers levned og værk.
»Jeg er tre gange hjemløs. Som bøhmer blandt østrigere, som østriger blandt tyskere og som jøde i hele verden. Overalt er man uberettiget indtrængende, intetsteds ønsket«. Autenticiteten af disse ofte citerede ord diskuteres fortsat, de er videregivet af Alma, men de fortæller alligevel om et identitetsproblem, som Mahler delte med de fleste jøder, assimilerede eller ej. Han blev uddannet på Wiens berømte Musikkonservatorium, og derefter lærte han dirigentmetieren på 17 års vandring gennem europæiske operahuse.
For at opnå drømmestillingen som operadirektør i Wien var han nødsaget til at konvertere til katolicismen, arbejdsraseriet accelererede derefter med at dirigere og komponere – alt sammen for at leve op til egne krav og vel også den jødiske arv. Bestandigt blev han mødt af kritik, ofte af dæmoniserende
antisemitisk karakter, men han undlod altid at besvare den.
Jødiske neuroser
Man anklagede ham for at skrive ’forkert’ musik, tysk musik med en jødisk accent, for at være en forpint modernist og en blændende epigon. Den store musik var et helligt nationalt anliggende og ensbetydende med tysk musik, og Mahlers symfonier hørte ikke hjemme her, mente man. Den sammenhængskraft, der hersker i denne kanon, er på sin vis også til stede hos ham, men da især for at blive anfægtet.
Det var i den konflikt, Leonard Bernstein så det udpræget jødiske hos Mahler, ved hans neurotiske fremfærd og spaltede væsen. I instrumentationens overdrevne detaljerigdom, i de hyppige stemningsskift, i en stilpluralisme der sidestiller militærmarch, vals, ländler, sørgemarch, folkevise og koral med klassisk temaudvikling. Den gode smag bliver konfronteret med ironi, vulgaritet, banalitet og hæslighed, og helt op til vore dage er der blevet reageret heftigt imod alt dette.
»Jeg kan ikke fordrage hans musiks private op- og nedture,« sagde eksempelvis Bruckner-dirigenten Günter Wand. Men Mahler vandt efterhånden flere tilhængere end modstandere. Tiden blev hans og lidt mindre Richard Strauss’.
Nordisk festivitas
I anledning af 150 året har Koncerthuset i Stockholm stablet en grandios Mahler-festival på benene, løbende fra 10. til 21. marts. Den logistisk vanskelige, men indlysende gode idé har været at samle otte nordiske orkestre og dag for dag præsentere jubilarens symfonier og hans sange med klaverledsagelse. I centrum med fire symfonier stod, på godt og mindre godt, den finske dirigent Sakari Oramo, chef for både Stockholm Filharmonikerne og de finske Radiosymfonikere. Han udstrålede en smilende myndighed på podiet og fik begge strygerkorps til at klinge særdeles smukt og homogent.
Oramo og Filharmonikerne spillede hørbart for et hjemmebanepublikum og åbnede festivalen med 1. Symfoni. Det var på flere måder en medrivende opførelse, tempovalgene var friske, så selv dødsmarchen skred ganske livligt af sted. Men midt i al den klanglige idyl savnede man godt nok et mere markant karakterspil, så som en spiddende ironi i dødsmarchens klezmermusik og et endnu mere himmelstormende amokløb i finalen. Heldigvis fik vi langt flere kontraster på den konto i 3. Symfoni, hvor Oramo stod foran sit finske orkester. Det viste sig som et stærkt kollektiv uden egentlige supersolister; basunrecitativerne og posthornsoloen er hørt mere bjergtagende andre steder, men som helhed blev denne gigantiske natursymfoni forløst med respektindgydende orkesterdisciplin.
Himmelske Larsson
Dagen derpå gik det mindre godt med samme orkester og dirigent. 4. Symfoni er tilsvarende udspundet af Des Knaben Wunderhorn-universet, og her handler det om en rejse gennem jordelivets faser til det himmelske liv, set gennem barnets øjne. Oramo opfattede optikken lidt for håndfast ved at løbe som en glad dreng gennem 1. sats’ neoklassiske myriader af motivforvandlinger, det lød lettere sjusket og stressende, også for orkestret som først fandt sig selv i den guddommelige adagio. Barnets stemme i sangfinalen, Das himmlische Leben, var givet til sopranen Anu Komsi, og hun magtede desværre for lidt over for orkestrets nu helt eksemplariske akkompagnement.
Man havde valgt en kammerversion af Das Lied von der Erde, udfærdiget af Mahlers to disciple Arnold Schönberg og Anton Webern. De 14 Stockholm Filharmonikere blev kompetent dirigeret af B. Tommy Andersson, og den hæderlige tenor Mats Carlsson overskyggedes totalt af den himmelske alt Anna Larsson. Hendes fortolkning af den sidste sang, »Der Abschied«, var ganske enkelt opslugende, et under af sjælfuldt nærvær. Andre koncerter blev indledt af forskellige sangcyklusser, og her skal blot fremhæves barytonen Karl-Magnus Frederiksson, som med sin intelligens og smidige pragtrøst demonstrerede udsøgt liedkunst i »Lieder eines fahrenden Gesellen« og de fem Rückert-lieder.
Skuffelser
Forinden var 2. Symfoni lagt i hænderne på Gilbert Kaplan og Den Kgl. Operas orkester. Det var rædsomt. Kaplan er ikke professionel dirigent, derimod en amerikansk Mahler-begejstret millionær, som har lært at slå takt i ét eneste værk, nemlig denne mægtige »Opstandelsessymfoni«. Det nummer har han optrådt med over hele kloden i indtil videre 28 år, og det er vel hans penge, der har banet vejen. Jeg aner ikke, hvordan ’Hovkapellet’ spiller til daglig, men det lykkedes immervæk Kaplan at reducere det til et middelmådigt mezzoforte-orkester med en stivbenet og anspændt tegngivning, så selv publikum måtte få myoser.
Den sidste koncert i mit Mahler-eksil blev en skuffelse på et højere niveau. Helsinki Filharmonikerne havde en del besvær med 5. Symfoni under deres chef John Storgårds, som slet ikke var til at genkende efter den fabelagtige 7. Symfoni med vore egne Radiosymfonikere i sidste måned. Der var absolut gode momenter, men i de teknisk krævende satser lød symfonien knudret og sært glansløs.
Halvvejs har festivalens bedste orkester været de svenske filharmonikere, som sætter trumf på med en aktuel BIS-cd: 9. Symfoni under deres tidligere chef Alan Gilbert. Man kan hævde, at Mahlers særegne orkestrale geografi realiseres helt ideelt i den digitale optagelse, og her er både lyd og orkesterspil simpelthen i topklasse. Men tirsdag kom de danske Radiosymfonikere og Thomas Dausgaard med 6. Symfoni. Kunne de mon gøre en forskel?
kultur@information.dk
Om Mahler-festivalen: www.konserthuset.se. Om transmissioner i svensk P2: www.sr.se/P2
