Læsetid: 5 min.

Manden i huset

God tone. Efter seks års pause er Bent Vinn Nielsen tilbage med en velfortalt og stilfærdig roman uden så meget som én falsk tone
Velkomponeret. En aldrende landmand og patriark beretter til sin kommunale 'besøgsven' historien om sit liv. Et liv i almindelighed og dog, ligesom alle andres, fyldt med mærkværdigheder og hemmeligheder og gåder.

Velkomponeret. En aldrende landmand og patriark beretter til sin kommunale 'besøgsven' historien om sit liv. Et liv i almindelighed og dog, ligesom alle andres, fyldt med mærkværdigheder og hemmeligheder og gåder.

Kristine Kiilerich

2. marts 2010

»Den slags bliver ikke lavet mere,« hedder det, da manden er død, om hovedpersonen i Bent Vinn Nielsens suverænt skrevne nye roman: En aldrende landmand og patriark som til sin kommunale 'besøgsven' beretter historien om sit liv, et liv i almindelighed og dog ligesom alle andres, fyldt med mærkværdigheder og hemmeligheder og gåder.

Skat Enevoldsen, født så langt tilbage som 1903, blev uddannet til skrædder og skulle egentlig være forblevet skrædder hele sit almindelige liv. Men takket være en tåbelig tilfældighed rendte han ind i en kropige, Edith, og blev kort efter landmand på Falster. Sammen fik de tre døtre og en søn, altså fire børn, hvoraf de tre gjorde oprør, hver på deres måde.

Tre-fire oprør

Den ældste flytter langt pokker i vold, til Vendsyssel, hvor solen er virkelig skarp, og mennesker tit skærer ansigt, helt fra de er små, så de bliver skæve i hovederne af det resten af deres liv. Hun gifter sig med en fodermester og får to sønner, af hvilke den yngste, en ordentlig kleppert, i mistænkelig grad minder om Bent Vinn Nielsen selv. Han ser lidt skummel ud, men han er nu fredelig nok. Kan godt virke lidt fraværende: Pludselig synes man ikke, han hører efter, hvad man siger.

Den næste datter får den ene kæreste efter den anden, bliver gift hele tre gange, dør af kræft og bliver stedt til hvile i de ukendtes grav. Som om man var slet ingenting, siger Skat.

»Hvordan kunne hun tro, at der ikke var en eneste, der gerne ville mindes hende med en blomst og en stille stund foran hendes grav?«

De ukendtes, det er jo hovmod!

Den yngste, sønnen, er sirlig og ganske pæn i tøjet, ligesom sin far, men ligner ellers Edith. Han gør oprør ved at tage til København og blive til - man hører aldrig rigtig hvad. Men en krank skæbne, det får han godt nok. Den eneste, der ikke gør oprør, er Jenny, som, da historien fortælles, bor i samme by. Hos hende består revolten i fra tid til anden at tømme to flasker rødvin og glo på en stak videofilm: at 'sumpe', som hun siger.

Sprogskepsis

Faderens vrængen ad ordet 'sumpe' er et typisk eksempel på den sunde sprogskepsis, der gennemsyrer hans beretning. Han vrisser, når han taler om en anden beboer, 'Kaj med C og i', der ikke kan ævle om andet end værktøj og patter.

Han formelig krænger ordene ud, når han omtaler plejehjemmets leder, 'den lille tryne med den spidse næse og koøjnene'. Hende kan de nok så meget kalde 'områdeleder', for ham er hun bare en mokke.

»Moster Rimpefisse, ja, jeg siger det ligeud.«

»Man skal ikke fortælle alt,« fastslår Skat Enevoldsen, men hen ad vejen får han trods alt afsløret det meste, på sin egen muntre, men triste, på én gang grove og raffinerede måde. Han foregiver at være beskeden, men er faktisk nok så selvhævdende, og over for besøgsvennen, 'efterlønneren' James D. Møller, optræder han fælt uforskammet, men med et eller andet afvæbnende - og derfor mildt forsonende - i sin direkthed.

Min elskede Hamsun

Fortælleteknisk har vi at gøre med en 'pseudo-dokumentarisk fiktion', som foregives, ord til andet, at være skrevet ud fra indtalte bånd. Samme teknik benyttede Bent Vinn Nielsen i et af sine hovedværker, romanen En skidt knægt (1998), men nu udstrækkes formen til også at indoptage andre stemmer, som da besøgsvennen til sidst overtager mikrofonen for at fortælle sin egen historie, eller da de to i sjettesidste kapitel tager på biltur til hovedpersonens gamle sted, og ordet for en tid overlades til Pia Svendsen fra plejehjemmet. Hende er Skat for resten stor 'fan' af.

Men han kan også lide litteratur, især »min elskede Hamsun, min elskede Strindberg, min ikke-elskede, men mere og mere respekterede Pontoppidan«. Ja, han er i det hele taget sammensat og svær at blive klog på eller færdig med. Efternavnet antyder hans enevældige tilbøjeligheder, men han har både varme og sødme: En Rasmus Knarvorn med skarpt blik for folk, og med en besynderlig børneagtig blindhed over for sig selv, sine holdninger og sine handlinger og disse handlingers mulige følger.

Hvem hans blindhed går mest ud over, er der sådan set ingen grunde til at røbe. Læs bogen selv og nyd dens sikre, stilfærdige tone. Som når hovedpersonen skuer tilbage på sine år i lære hos Sophus Vadum i Aalborg, hvor svendene og andre lærlinge var misundelige på ham, fordi det præcis var ham, de kønneste piger kunne lide. »Deres egne piger var af en anden slags. / Tykke piger, alt for tynde piger. Piger med vand i øjnene, piger med skingre stemmer, piger der ville giftes så hurtigt som muligt. / Og blive tykke og fede, også de tynde.«

Ikke én plet bar jord

Der står adskilligt i sådan nogle hen-mumlede linjer. Og den art både skrækkelige og stilistisk herlige steder er der mange af. Tilsammen danner de et livsregnskab over en slags egenrådig, egensindig mand, som der ikke findes mange af mere, og som, hvor de findes, måske slet ikke er til at holde ud. Engang en sjælden og truet art, i dag nok snarere en dinosaurus.

Bag ved denne skikkelse tegner sig en verden, som også er forsvundet - symboliseret i, at da Skat Enevoldsen låner sin gamle nabos traktor og vil køre ad en markvej ud at se til sin gamle eng, ja, da er engen borte.

»Det var en hel by. Der var næsten ikke en plet bar jord. Der var fliser og fortove over det hele.«

Bent Vinn Nielsens roman løfter nogle af fliserne og viser liv, der blev levet engang, dengang man uden at skamme sig kunne kalde sig 'manden i huset' - og både værne om gamle dyder og se bort fra den magtfuldes blindhed.

Jo, Bent Vinn er efter seks års pause med romanskriveriet vendt vældigt tilbage med denne velfortalte roman, der virker, som om han har lyttet den frem, sætning for sætning, uden at efterlade så meget som én falsk tone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu