Læsetid: 5 min.

Mellem sansning og stræbende intellekt

Niels Skousen slår atter sin position som en af den dansksprogede sangs giganter fast, trioen Sterling leverer en flot treer og Stoffer & Maskinen debuterer med et ambitiøst værk
Niels Skousen slår atter sin position som en af den dansksprogede sangs giganter fast, trioen Sterling leverer en flot treer og Stoffer & Maskinen debuterer med et ambitiøst værk
27. marts 2010

Behøver man virkelig være i pensionistalderen for at skrive vedkommende dansksprogede sange? (Spurgte han retorisk - og skyndte sig at svare:) Nej, men det hjælper åbenbart, at dømme ud fra Niels Skousens tredje album siden hans forrykt vellykkede comeback i 2002 med
Dobbeltsyn.

Siden da er det blevet til yderligere et studiealbum samt en liveplade i samme regi - det vil sige produceret af Nikolaj Nørlund og udsendt på sammes pladeselskab Auditorium - og nu sættes der så krone på værket med
Lyt til din coach, hvor den gamle mester (han er 66 år ung) viser gud og hvermand, hvor skabet skal stå.

Da jeg ved tidligere lejligheder har udtalt mig kritisk om Nikolaj Nørlunds produktioner, vil jeg skynde mig at fremhæve hans indsats her - luftig, sitrende, swingende og med solisten i klædeligt centrum er der intet at sætte fingeren på, det klinger smukt fra start til slut.

Nu har Skousen så også skrevet ti fremragende sange med tekster, der med sproglig prægnans og poetisk finesse når ud i mange af eksistensens hjørner, så det manglede bare.

Ikke desto mindre - et sejt makkerpar og gode at have ved hånden i disse for vort land så slibrige tider. Der spilles fremragende og med tilbageholdt åndedræt i alle positioner, ja Nanna Lüders og Maria Køhnkes korarbejde er i gudeklassen.

Skousen ejer måske ikke verdens største stemme, men er til gengæld en fremragende tekstfortolker - noget mange teknisk bedre begavede sangere ikke fatter en brik, af - hvilket her fremhæves af, at hans performances har fået et drej hen mod det talte. Altså det franskmændene rammende kalder en
diseur, en vokalist på grænsen mellem sang og tale.

Det sætter i høj grad teksten i centrum og hurra for det, thi gid andre dansksprogede sangskrivere ville tage lidt ved lære af Skousens evne til at indtænke en omverden, der går længere end til næste baggård, i sit på en gang reflekterende og udfarende sproglige univers.

Her er tilmed oplagte bud på et par lyriske sange, der kunne glide lige ind i
Højskolesangbogen, hvis den altså ikke lukkede sig så snært om sig selv »Vinter«, »Lun september« og »Dage og nætter« er Skousen, når han er allerømmest - og så er han den ondelyneme øm!

Men han kan også være ude med ragekniven, som når han i den drillende »Go' aften Danmark« synger: at »Risikosamfundet har jeg forstået/ er et samfund, hvor ingen vil risikere noget« eller på titelnummeret konstaterer, at »vi taler ikke om økonomi - eller ideologi - alt det er forbi/ vi er fri. På markedet, på en skala fra 1 til 10«.

Men for at sige det kort:
Lyt til din coacher fremragende. Alle 10 sange holder. Skousen er boss. Fat det dog.

Mening med galskaben

Bandet Sterling er siden sidst blevet reduceret til en trio, idet bassist Rasmus Bjerre ikke længere er at finde på holdopstillingen. Men det har ikke væltet lokummet for de tre tilbageblevne, thi med deres tredje album,
Tonemaskinen, har sanger og keyboardspiller Mads Nygaard, guitarist Jonas Linnet og trommeslager Ole Jeppesen leveret deres til dato mest vellykkede og bedst forløste ofring. Ikke for det - siden debuten i 2004 med
Solo danser mama sjus(det hedder den altså) har Sterling skabt sig et navn som et af tidens mest fængslende dansksprogede rockbands, et indtryk efterfølgeren Yndigt land (2006) kun forstærkede.

Hvorfor der så lige skulle gå fire år, før efterfølgeren landede, skal få stå hen, men dejligt at trioen er tilbage - og tilmed i så god form som tilfældet er.

Ikke mindst åbningssalven »Spring for dit liv« er sprængfyldt med både rockvitaminer og hitpotentiale med sit massive beat, sin fængende melodi og Henrik Ballings rivrav-ruskende produktion. Man kunne sikkert bruge timer på at spekulere over hvordan
Tonemaskinenville have lydt, hvis Balling havde fået mulighed for at producere hele svineriet, for han kan det der. Men som landet ligger er han kun blevet indrulleret til to tracks; de er så til gengæld über-fede.

De resterende otte spor har Sterling selv produceret hjemme i Valby, og de lyder skisme også godt - der er bare lige en anelse mere kant i Ballings arbejde. Det er i grænselandet mellem technopop (alle de årgangs-synths, der er i spil), britpop (energi og attitude) og noget mere tidløst udefinerbart, vi bevæger os.

Men intet kan dølge, at det ikke mindst er på sangskrivningsplanet, gruppen er vokset. Teksterne er som helhed gode - selv om der stadig er passager, hvor det pusserløjerlige vejer tungere end det prægnante, er der som helhed mening med galskaben - og man er ikke i tvivl om at de vil noget med det, der synges.

Her er et livligt samspil mellem sansning og intellekt, som nok skal sætte såvel fødder som de små grå i bevægelse.

Det er begavet lavet og som sådan lidt af et særsyn - men et kærkomment sådan. Godt at have Sterling tilbage - tilmed med karrierens bedste skive.

En såret engel

Og så byder vi ellers velkommen til Stoffer & Maskinen alias Christoffer Budtz og Andreas Sommer, en velklingende duo, der nu debuterer med et album, der blot hedder ... Stoffer & Maskinen.

Det er storladen for nu ikke at sige pompøs maskinpop, som ikke lige glider ned, fordi duoen har en forkærlighed for at give den på alle tangenter - det meste af tiden, tilmed. Hvilket skyldes at her raser noget så udansk som lidenskab i både tekst og fremførelse.

Voldsomheden er ikke så meget et postulat som en reaktion på verden - og det at være ung sammesteds. Det er ikke for meget sagt, at sanger Christoffer Budtz hylder alvoren med en patos, der minder i hvert fald undertegnede om stemningen i første halvdel af 1980'erne.

Og så synger han som en såret engel - sine steder ikke helt ulig Jonas Bjerre fra Mew - med en næsten overvældende intens inderlighed, der ofte virker gribende.

I det hele taget kan man ikke sætte en finger på ambitionsniveauet her, men musikalsk forekommer det mig som et ikke helt afklaret sammensurium af allehånde inspirationskilder, der gerne træder ud af lydbilledet og gør opmærksom på sig selv. Det er lag på lag af lyd, instrument på instrument og det kan faktisk godt blive en smule hæmmende på lytteren.

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det hele ind imellem risikerer at tilte over i noget, der lyder som symfonisk rock i al dens vælde. Og ind imellem bliver det simpelthen for meget af det gode. Ikke desto mindre er her et kolossalt potentiale tilstede og hvis de himmelstræbende ambitioner kunne komme lidt nærmere jorden næste gang, kan det ikke udelukkes at Stoffer & Maskinen ad åre vil skabe det helt store. Til da kan vi nøjes med at konstatere, at de to unge mænd er kommet flot fra start.

Niels Skousen: Lyt til din coach (Auditorium) Udkommer mandag

Sterling: Tonemaskinen (Speed of Sound/A:larm) Er udkommet

Stoffer & Maskinen (Speed of Sound/A:larm) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu