Læsetid: 3 min.

Misantropi, svinestreger og et organisk fatamorgana

Troels Abrahamsens tunge, tunge tungsind lader til at tynge hans egne manøvremuligheder på en rådvild, men dygtig mellemregning, mens Bjørn Svin får meget ud af meget lidt på en ... mindre genistreg
Troels Abrahamsens tunge, tunge tungsind lader til at tynge hans egne manøvremuligheder på en rådvild, men dygtig mellemregning, mens Bjørn Svin får meget ud af meget lidt på en ... mindre genistreg
17. marts 2010

Da Troels Abrahamsen i fjor udsendte sit første soloudspil i eget borgerlige navn, var vi en del, der glædede os stort til opfølgeren. Hvor WHT var den introverte forløber, skulle BLCK som en tretrinsraket af ep'er afslutte endnu et überproduktivt år for Veto-forsangeren. Sådan gik det ikke, og BLCK blev i hvert fald slet ikke som planlagt. Frem for en flok danse- og nattelivsorienterede instrumentaler, præsterer Troels Abrahamsen noget forsinket en samling dunkelt klingende sange, der lader til at være gravet ud af bunden af hans indre.

BLCK domineres af klikkende kompositioner tilsat strejfende klaverstykker, som mindre stramt, mere udflydende end ellers, dunker under det, der må kandidere til Danmarks bedste rockvokal - tilsat en betragtelig omgang rumklang denne gang. På de afsluttende »The World Is Listening« og »Stop Making That Noise«får vi dog noget, som minder om et udadvendt udtryk og et tempo, der ikke egner sig bedre til at løse krydsog-tværs til.

Ret seriøse sager

Lyrikken er et lyspunkt på BLCK, hvis man ellers kan sige det om en samling knugede fortællinger af noget nær misantropisk karakter. »Our hearts are dying, 'cause we act just like animals / We should be trying to use the minds that are handed us«, synger Troels Abrahamsen temmelig repræsentativt på den synkoperede, nærmest drum'n'bassede »Our Hearts Are Dying«, der hører til blandt BLCK's mest melodiøse udfoldelser. Alligevel holdes tøjlerne så stramt, at gækken aldrig for alvor slippes løs.

Andre steder gøres der op med drømmen om den evige ungdom, ligesom temaer om magtesløshed og følelsesløshed mere generelt bliver udfoldet. Seriøse sager.

At den 26-årige enmandshær har poleret og kræset for sit ordforråd bliver særlig tydeligt på den medrivende, ildevarslende og intenst sitrende »Not Moving«, som er denne anmelders nye Troels Abrahamsen-favorit.

Hør Not Moving nedenfor:

Strofer som »... I was twirling around / I was just like the leaves, I was bound for the ground«, drysser fra de træer, der endnu savner blade og krop - ikke just hverdagskost i dansk electronica.

Det var planen, at Troels Abrahamsen skulle smide hæmningerne på BLCK. Det er ikke helt lykkedes trods mange fine takter (og repetitioner). Måske er det umuligt med så sortseende og knuget et udgangspunkt, som BLCK sætter af fra.

Anakronistisk svinestreg

Da jeg i forsommeren 2005 besøgte dansk technos wunderkid, Bjørn Svin i Berlin, lyste den dengang 29-årige dansker af energi. Som jeg husker det, var han meget optaget af kun at spise rå grøntsager, og kostplanen havde forplantet sig i ham, om man så må sige. Dengang var det svært at forestille sig, at den energisprudlende Bjørn Svin med det borgerlige alias Bjørn Christiansen, skulle være fem år om at udgive sit næste album. Når man hører Browen, forstår man bedre. Det er ikke noget hurtigt album, heller ikke at forstå og absorbere. Det er komplekst, naivistisk, arytmisk, manipulatorisk og meget meget mere. For hver gennemlytning opstår nye kemiske forbindelser, og selv om Browen er en gennemsyntetisk og computerskabt sag, beskrives den i virkeligheden nok bedst som et organisk fatamorgana.

Bjørn Svin har under sine ophold i Berlin og siden også New York haft begrænset med kontakt til resten af den elektroniske musikscene, og det høres på et udspil så anakronistisk funderet, at det vel lige så godt kunne have været udgivet på det britiske Warp Records i 1990'erne.

Selv om de eksperimenterende ekskursioner visse steder bliver så outrerede, at lytterens udholdenhed og engagement sættes på svære prøver, så byder adskillige af de 13 skæringer faktisk på decideret iørefaldende elementer. Nogle af dem identificeres blot først ved tredje eller fjerde gennemlytning.

Åbningsnummeret er et fint eksempel herpå - de umiddelbart svært samlende inputs af maskinlyde og forlorne anslag, der på afstand faktisk danner melodistrukturer af den genkendelige slags. Og så er der selvfølgelig »BooO«, hvor I Got You On Tapes Jacob Bellens bryder tystheden med nogle flabede fraseringer, der ikke lægger sig ned for noget eller nogen.

Se musikvideoen til nummeret BooO:

Bjørn Svin er i den grad tilbage med Browen. Men man skal have god tid til at byde ham indenfor.

Troels Abrahamsen: 'BLCK' (Sony Music). Er udkommet

Bjørn Svin: 'Browen' (Rump Recordings). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu