Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når man vil forstå krig

Når eftertiden skal have et indblik i vores krige, kommer de traditionelle medier til kort
Når eftertiden skal have et indblik i vores krige, kommer de traditionelle medier til kort
Kultur
4. marts 2010

Bedømmelse: 4/6

En mængde Youtube-videoer, skødesløse fotografier og små malerier og tegninger. Hvordan kan det potentielt give et billede af krig, der ikke overgås af blot en enkelt dags avislæsning?

Amerikanske Audrey Chan har for eksempel i videoværket Boomerang krydsklippet en række videoer taget af amerikanske soldater med en udsendelse om Maya Lin, den unge kvinde der tegnede Vietnam-mindesmærket i Washington. Og danske Julie Galsbo har haft et kamera og en mikrofon en tur i de kulisser, hvor soldaterne træner, inden de skal udsendes.

CRW, Contemporary Reflections on War, er kurateret i anledning af syv årsdagen for invasionen af Irak og består af 24 kunstneres bud på krigskunst, altså deres reflektioner over krig og ikke som i avisernes tilfælde, ideologiserede beretninger forklædt som objektivitet.

For bedre at forstå den nuværende dæknings utilstrækkelighed, og dermed forstå nødvendigheden af en kunstnerisk, kan vi som eksempel forestille os en lille dreng, der udånder i sin seng og ligger stille og hvid i sin mors arme. Det er én til én, vi kan relatere til det, og vi føler uretfærdigheden og smerten i modsætning til forleden, hvor medierne tørt kunne berette om 27 kvinder og børn i Afghanistan, der var blevet dræbt, fordi man havde kastet bomben lidt skævt. Vi kunne konstatere, at det var mange gange mere smertefuldt, men evner ikke at forstå det. Vores abstraktions-niveau rækker simpelthen ikke længere end til selvoplevelser, så hvis vi skal forstå, er vi nødt til enten selv at erfare det eller at erfare det gennem andre.

Kun kunsten består

Og hvis det ikke er eksempel nok, så husk blot tilbage til den 'objektive' nyhedsdækning af Christoffer Guldbrandsens Den Hemmelige Krig. Der var ingen flag på deres skuldre, sagde Helge Adam Møller og fik senere uret ligesom den komplette øvrige kritik. I dag er der ingen tvivl om, at der blev overdraget 31 fanger til amerikanerne. Vi kan simpelthen rive måneders 'objektiv' og 'kritisk' journalistik direkte i skraldespanden.

Og snart vil Guldbrandsens film sikkert blive overgået af en virkelighed, der får den til at blegne, og hvad er vi så efterladt med som dokument for eftertiden? Kunsten. Og det både i billeder, film, digte og romaner, fordi det er beretninger af personer, der først og fremmest har fordybet sig i dem selv ud fra devisen, vi forstår knap nok os selv, så hvordan skulle vi dog kunne forstå et ira-kisk folk eller en udsendt soldat.

Og skal vi tage et historisk blik, er det også kun det kunstneriske, der består, tag blot Homer og Dantes faktuelt ukorrekte digtning. Og Nietzsches vise ord om, at tre anekdoter giver det bedste billede af et menneske. En anekdote! Prøv at få sådan en i TV-Avisen. Næ, de skal ud og berette 'objektivt' fra 'virkeligheden' ...

Audrey Chan prøver at komme så tæt på kilden som muligt for på den måde at føle mest muligt. Hun nøjes ikke med at gå på youtube, men tvinger sig selv til at se på halshugninger og køber private videoer over nettet, samtidig med at hun prøver at trække paralleller til den boomerang, som Vietnamkrigen blev for Amerika.

Og til sidst ender hun i en række bitre tilsvininger af politik generelt, inden hun resignerer og slutter filmen med en kærlighedssang som soundtrack til et mix af bomber, soldater, drab og lykkelige irakere.

Versailles-strukturen

Julie Galsbos værk er mere kongenialt. Hun har opført et rum, hvor lyden af en stakåndet person er så høj, at den kan høre i hele gallerirummet. Det lyder, som om der er et vildt dyr i boksen. Inden for kører en video fra Oksbøls kunstige by Brikby, som Galsbo løber rundt i med et kamera foran sig for at vise, at hun har det med krig som med absurdteater, leg og dårlig tv.

I samme kategori, altså skoleeksempler på kunst, er Malene Dams værk, 'Construction for Peace, 1919', hvor hun har taget fredstraktaten for Versailles, fundet en illustration over den struktur, aftalen lægger op til, altså kasser og pile med tekst, fjernet ordene, så det kun er stregerne, der står tilbage og fotograferet det.

Et skoleeksempel, fordi det er det rene nonsens, der ikke kan føre en anvendelig nytteetisk erkendelse med sig, højst et eftertænksomt smil. Og så alligevel ser man tilbage på alt det, der er skrevet om Versaillestraktaten, og den måde, man behandler internationale aftaler på i dag, kan det næppe udtrykkes bedre.

Stærke rulletekster

Hollandske Mike Smits har lavet en film, der kun består af en rulletekst med navnene på de døde soldater.

Et fint lille greb, der formidler en følelse af, at hele Irak-krigen er som en film, selv om det pludselig virker langt mere virkeligt, når man ser navnene på de faldne danske soldater, som folkene bag en film, den lille enkelte forskubning af en liste over navne, fra én mindetavle til en anden, virker øjenåbnende, næsten som når man går en ny vej til kontoret, bare ikke helt så banal.

I B.T. forleden måtte en anmelder give op, da hun skulle anmelde en episode af Livvagterne. Hun kunne simpelthen ikke, fordi det kom for tæt på virkeligheden. En soldat døde nemlig i serien.

»Mit ellers så kølige overblik er sløret,« skrev hun.

Uden nogen sammenligning i øvrigt har CWR lidt samme effekt. I tyske Stephan Machacs film Get rich og die tryin ser vi 50 små klip med amerikanske soldater, der filmer irakiske børn, der synger 50 Cent-sangen af samme navn. Komplekst og forvirrende kulturel udveksling med maskingevær og kamera. Flere udstillinger af denne slags, tak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her