Når vi ødelægger os selv og alle er ligeglade

Jakob Jakobsen har lavet noget så politisk ukorrekt som aktuel politisk kunst - og slipper rigtig godt fra det
Samfundskritik. Magthaverne kontrollerer billederne for at styre befolkningerne og Jakob Jakobsen styrer os gennem et teater af konflikter der burde give magthaverne problemer. Men ikke gør det.

Samfundskritik. Magthaverne kontrollerer billederne for at styre befolkningerne og Jakob Jakobsen styrer os gennem et teater af konflikter der burde give magthaverne problemer. Men ikke gør det.

Anders Sune Berg
11. marts 2010

Bedømmelse: 5/6

Allerede når man træder ind bag det sorte gardin ved man, at noget helt, helt anderledes er på færde. Den hellige hvide kube, der tror den er blottet for betydning og designet til tilbedelse, fordybelse og værdiforøgelse, er så sort og mørk, at man misser med øjnene. Så vi har altså med en selvsikker kunstner at gøre. Kunst iscenesat som mini-teaterfestival med tre scener. Hvor er fisefornemheden? Er Jakob Jakobsen slet ikke bange for at ferniseringsfolket ikke kan se, at det er kunst?

Formen er på mange måder kongenial med både indholdet og den slovenske filosof Zizek. Vi lever i en symbolsk virkelighed, der bliver opretholdt af vores ideologier. Når den symbolske orden brister, så kommer ideologien og lapper hullerne.

Det bliver sjovt

Man står i det første store rum uden at kunne se en disse, da en stemme begynder at messe. Først efter noget tid kommer der et billede på det store lærred, et billede af en bosættelse i Gaza. Stemmen taler om forestillinger. Efter noget tid bliver to fotografier med nærbilleder fra Gaza oplyst bagerst i lokalet.

Nu bliver det pludselig sjovt at gå på kunstudstilling, for imens alt slukkes igen i rum nummer ét, bliver der sat lys på en serie med fotografier på væggen i rum nummer to. Kort tid efter tænder en film fra en demonstration mod flygtningelejren Sandholm, og stemmen fra før - samt en herrestemme - taler videre om landskabet som scene for natur og krig.

Man står lidt og lurer på rum nummer tre imens. Det er helt sort. Og der er placeret store sorte skyggeskærme rundt omkring, så det vil være umuligt at gå derind uden at bumpe ind i et eller andet. Og først lidt efter tændes et lys foran én, mens det bagved slukkes og en film fra urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset går i gang, og mens man sidder og kigger og lytter til stemmerne, der nu taler om nødvendigheden af at kontrollere billederne, og at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage, bliver en spot tændt på to store fotografier fra København på væggene bag en. Et fra Sankt Hans Torv og et fra DR. Kampplads og billedcentral.

Dobbelte standarder

Hele turen tager 25 minutter. Og nej, det er simpelthen for mørkt til at man kan gøre andet end at lade billederne føre en gennem udstilingen, præcis ligesom billederne også styrer vores liv.

Jakobsen nævner et fint eksempel i et af de mange speaks til filmene. Han fortæller, at vi ser terrorangrebet den 11. september igen og igen, men vi ser ikke, når et vestligt missil slår ned i en landsby i Mellemøsten.

Stærk ideologi

Det er naturligvis fordi et sådan billede vil kollidere med magthavernes fortælling om os som de gode og de andre som de onde. Hvis befolkningen fandt ud af, at der ikke er tale om noget clash imellem civilisationerne, men »blot en kamp i det kapitalistiske system«, for at citere Žižek, så ville den folkelige opbakning forsvinde.

Det Jakobsen koncentrerer sig om, er de konflikter i vores hverdag, hvis billeder magthaverne ikke kan kontrollere, men derimod er nødt til at sætte sig på af anden vis.

Demonstrationen i scene to er et glimrende eksempel herpå. I stedet for at rokke ved virkeligheden, bliver den i stedet brugt af magthaverne som et symbol på, at alt er i skønneste orden. Man kan sige, at magthaverne har lagt en frame hen over det hele, der er simpelthen bygget en virkelighed hen over virkeligheden, som kan samle alle de løse ender op og få dem til at passe ind. Ideologien er så stærk, at den ikke blot reparerer den symbolske orden, når den brister, men ligefrem lader sig styrke af disse udfald.

Tag for eksempel klimatopmødets 1.000 anholdte, almindelige mennesker, der havde hygget sig med deres venner og familie, og som pludselig blev bedt om at forholde sig i ro af politiet. Man kan se på amatøroptagelserne på nettet, at de fleste stod og snakkede, nogle spiste deres madpakker og andre stod og hoppede på stedet for at holde frosten ude. Først bad politiet de fredelige masser om at gå op på fortovet. Lidt efter bad politiet dem sætte sig på den kolde jord i futtog. Så blev de bagbundet med plastikstrips. Der gik politihunde rundt imellem dem og snerrede og gøede. Nogle besvimede. Andre tissede i bukserne. Og først efter seks timer blev de hentet af busser, kørt rundt på må og få og endelig smidt i hundebure. Og i løbet af natten blev de sprøjtet med peberspray. Alle undtagen tre var uskyldige.

Et symbol, der virker

Hvad sagde Danmarks statsminister, da han blev spurgt? Han sagde, at demonstrationen var et eksempel på vores samtaledemokrati. Politiet fik ros. Og episoden, der hørte et ondt præstedømme til, var gennem ord alene blevet overtaget som symbol på at demokratiet virker.

En af de sjældne

Jakob Jakobsen giver os ikke noget håb om en forbedret politisk offentlighed. Tværtimod fortæller han til billederne af urolighederne på Nørrebro, at samfundet ødelægger sig selv, og at der ikke er nogen vej tilbage. Her taler han naturligvis også om aktivisterne, der ikke blot legitimerede, at den i forvejen ukritiske offentlighed nu fuldstændig kunne forkaste alternative ideer - men også ødelagde hinandens cykler og deres venners butikker.

Jakob Jakobsen lægger op til et fuldstændigt brud med den måde, vi lever på. Han beder ikke selv om en revolution, men hermed skal lyde en opfordring til i hvert fald åndelig oprustning. Og Jakobsen har i hvert fald selv taget første stik ved at lave en kunstudstilling, der for det første ikke kan sælges og for det andet mener noget konkret om det aktuelle samfund. Vi er ude i en af de sjældne. Skynd jer ud på Christianshavn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie
Overgaden, Overgaden Neden Vandet 17
København
til den 11. april

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Marit Strømmen
Marit Strømmen

Ja, det er rigtigt at den generation, der stadig sidder hjemme og ser TV (Zizek indbefattet) er fortabt. Den unge generation er derude og deltager i sin egen virkelighed.

Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis befolkningen fandt ud af, at der ikke er tale om noget clash imellem civilisationerne, men »blot en kamp i det kapitalistiske system«, for at citere Zizek, så ville den folkelige opbakning forsvinde.

Folk får altså ikke bare en AHA-oplevelse og så er de frontkæmpere i klassekampen...