Læsetid: 4 min.

Opgør med det charmerende væsen

Det sjove ved genlæsningen af John Stuart Mills kampskrift 'Undertrykkelse af kvinder' fra 1869 er, at den er lige så gammeldags og bedaget som det sprog, vi stadig taler
19. marts 2010

Det siges, at kvinder skulle være bedre mennesker. De skulle være meget mere medfølende og forstående end mænd. Det siges som en særlig udmærkelse af kvinder. Men som den engelske filosof John Stuart Mill skrev allerede i 1869 i Undertrykkelsen af kvinder, der nu genudkommer på dansk, så er denne kompliment symptomatisk for en bestemt form for foragt: Myten om kvinden med det rene hjerte er forbundet med en forestilling om, at kvinderne er enfoldige væsner, som er rene, fordi de ikke kan reflektere over tingene. Mændene tænker strategisk, fordi de kan tænke, hvorimod de naive kvinder ikke er kloge nok til at udvikle gustne overlæg.

Samme forestilling om kønnenes kompetencer viser sig, når man bruger de tillægsord om kvinder, som normalt bruges om børn og kæledyr: Kvinder kan være søde, charmerende og uskyldige. Disse pæne ord henfører i virkelighed til en grim overbevisning om, at mændene er de myndige og kvinderne de umyndige. Voksne kvinder kaldes 'piger', mens store drenge kaldes unge mænd. Det er én af adskillige iagttagelser i John Stuart Mills mere end 100 år gamle bog, som vidner om, at sprog fra den gamle orden stortrives i det nye samfund. Og det er en bemærkelsesværdig kvalitet ved det gamle kampskrift, at det både afdækker den 'hårde' og den 'bløde' undertrykkelse af det 'kønne' og det 'gode' køn. Mill peger både på den bløde sproglige indramning af kvinder som små charmerende væsner og på den hårde placering af kvinder som mandens underordnede.

Hård undertrykkelse

Naturligvis ser filosoffen den såkaldt 'hårde' undertrykkelse, som kan måles på rettigheder, adgang til embeder og økonomisk stilling.

Kvinderne måtte ikke det samme som mænd, de var udelukket fra positioner med politisk indflydelse, og de var økonomisk afhængige af deres mænd. Denne undertrykkelse angriber Mill: Det princip, der styrer forholdet mellem kønnene, kalder han Mill »forkert«; det bør erstattes af et princip om ligestilling. Mill peger på, at slaveriet er afskaffet, og adelens privilegier er bekæmpet. Og alle er stolte over det. Men stadig er manden en slags adelig i hjemmet, og »hustruen« er »ægtemandens egentlige træl«.

De gamle magtforhold, som er afviklet i offentligheden, hersker i privaten. Mill vil nu føre det verdenshistoriske fremskridt ind i hjemmet: »Hvor meget længere skal én samfunds- og livsform stille sig tilfreds med den moral, der hørte en anden til? Vi har haft underkastelsens moral og ridderligheden og generøsitetens moral: Nu er tiden kommet for retfærdighedens.«

Mill er overbevist om, at fornuften og historien står på ligestillingens side. Hvis samfundet skulle opføres forfra, ville ingen forsvare mændenes privilegier. Med argumenter kan uligestilling ikke forsvares. Det er kun gamle vaner, personlige interesser og overleverede fordomme, som holder mændene ved magten. Mill er også sikker på, at historien skabes af politiske og moralske fremskridt på vej mod et lige og retfærdigt samfund. Men historien er ikke for Mill en linje, hvor vi forlader et sandt vildskab mellem mennesker for at indtræde i nye civiliserede forhold. Mill antager, at menneskene oprindelig i en naturlig tilstand var lige, men denne lighed gik tabt. Nu bevæger historien sig mod en gentagelse af den oprindelige lighed på et højere niveau.

Blød undertrykkelse

Denne opfattelse af historien kan synes paradoksal: Han vil både fremad mod et mere moderne samfund og tilbage til den oprindelige tilstand. Men den fungerer elegant og effektivt, Undertrykkelse af kvinder, fordi den trækker tæppet væk under det vægtigste argument for mændenes herredømme. For hvis undertrykkelsen af kvinder hverken kan retfærdiggøres med fornuften eller med historien, bliver naturen brugt som den store overdommer. Man hævder, at mændene er stærke »fra naturens hånd«, så de skal bestemme, og kvinderne er fra naturens hånd milde og kønne, så de skal bestemmes over. Men Mill slår fast, at naturen ikke kan bruges som argument for undertrykkelse af kvinder: »Så sandt er, at 'unaturlig' almindeligvis kun betyder 'usædvanlig', at alt, der er sædvanligt forekommer at være naturligt. Eftersom mænds undertrykkelse af kvinder er en universel sædvane, virker enhver afvigelse herfra naturligvis ganske unaturlig.«

Med andre ord: Det bestående samfund, som man opdrages i, opfattes som tingenes naturlige tilstand. Man slutter som umærkeligt til, at kvindernes natur er at være søde, uskyldige og charmerende, fordi man opdrages i et samfund, hvor det forventes af kvinderne.

Som kampskrift kulminerer bogen på de sider, hvor Mill viser, at det, vi regner for kvindens natur, gang på gang kan henføres til sociale konventioner. Han anfører oplysende eksempler: Det hævdes for eksempel, at fordi der næsten ikke findes nogen kvindelige filosoffer, kan kvinder ikke tænke. Men Mill viser, hvordan kvinder socialiseres til altid at stå til rådighed og være behjælpsomme. Det forekommer socialt »naturligt«, at en mand melder sig ud og passer sig selv, mens det forekommer anderledes selvoptaget, hvis en kvinde melder sig ud.

Det sjove ved John Stuarts Mills gamle bog, som oprindeligt blev oversat af Georg Brandes og nu er udmærket præcist, men ikke mesterligt flydende genoversat af Karen Dinesen, er, at den virker både gammeldags og moderne: Den hårde undertrykkelse er afviklet, men den bløde er allestedsnærværende i dag. Selv modstandere af den hårde undertrykkelse ser søde, små og charmerende væsner i deres egne kolleger, døtre, koner og spejle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sybrandt Hansen

Suzanne Giese leverede i Deadline anden sektion i søndags en fantastisk kommentar til det konservatismens problem med kønnet, Lykkeberg (med hjælp fra Stuart Mill) påpeger, nemlig at når fornuften ikke kan forklare undertrykkelsen af kvinder, prøver man uden held med historien og endeligt med den uanfægtelige natur, som sin garant for det uomgængelige heri.

Giese sagde om ligestillingsdiskussionen, de seneste tyve år: "Vi har fået så meget sludder og vrøvl på banen... der er så mange mænd, som lige så snart, de giver sig til at snakke om det her, så er vi tilbage i stenaldersamfundet og savannen og jeg ved ikke hvad.. det er jo ikke til at holde ud at høre på!"

Nyd dobbeltheden et øjeblik.
Mænd, der opfører sig som de tror, er naturligt og man gjorde i stenalderen, mens de argumenterer for at samtiden skal være på den og den vis, grundet at det var sådan det var i den naturlige stenalder.

Giese har selvfølgelig fuldkommen ret: Det er fuldstændigt irrelevant for samtidens kønsforhold, hvordan man levede i den såkaldte naturlige tilstand i stenalderen. På samme måde som det er aldeles irrelevant om homoseksualitet er unaturligt, da den homoseksuelle udøver en defekt reproduktionsstrategi, eller naturligt, fordi der også findes homoseksualitet blandt dyr.

Etik hører ikke hjemme i naturen, og mennesket er et myndigt væsen, der kan efterstræbe den verden, vi ønsker.

I hvilke andre diskussioner af samfundsanliggender, end dem, der på den ene vis vedrører seksualitet, tages debattører, der tager udgangspunkt i hvordan (man forestiller sig) det var i den naturlige stenalderen seriøst ?

Kultur? Finanser? Skat? Velfærd?