Læsetid: 4 min.

Parodi på Politkovskaja

Hanne-Vibeke Holsts teaterstykke er bombastisk og uden flair for teater. Til gengæld fornærmer Peter Langdals iscenesættelse den tjetjenske præsident i en tumpet satire. Hvad er Betty Nansen egentlig ude på?
Brutalitetsbilledet af Tjetjeniens præsident virker både groft og naivt i 'Moskva 7. okt.' Her er det Paprika Steen og Janus Nabil Bakrawi.

Brutalitetsbilledet af Tjetjeniens præsident virker både groft og naivt i 'Moskva 7. okt.' Her er det Paprika Steen og Janus Nabil Bakrawi.

Das Büro

8. marts 2010

Anna Politkovskajas skæbne lyder som fiktion. Og Hanne-Vibeke Holst har da heller ikke kunnet holde fingrene fra det hæslige elevatormord på den 48-årige journalist i 2006. Plottet kunne være endt som en roman, men Holst har valgt at skrive den virkelige historie som et skuespil, og det er ikke særlig vellykket. For langt, for strittende, for omstændeligt - og uden sans for handlingsfremdrift i replikkerne.

Mest uforståeligt er det dog, at hun ikke formår at gøre sin hovedperson til nogen troværdig eller sympatisk person. Jovist, denne 'Nina' knokler døgnet rundt som Moskva-journalist for en kritisk avis, der kunne have heddet Novaya Gazeta. Og hun sætter sig selv til side for sagen døgnet rundt, også da hun knap kan stå op af hospitalssengen efter flere uger i coma oven på teforgiftningen i et statschartret fly til Tjetjenien. Denne kvinde er så dedikeret til det tjetjenske folk, at hun hellere end gerne efterlader sine egne teenagebørn i gråd - og med kunstige replikker om at 'gå itu'. Ægtemanden ryger såmænd også i svinget, og selv søsteren får hun bugseret ud af sit liv. En arbejdsnarkoman er vel en arbejdsnarkoman.

Mor er vred

Derfor bliver journalistportrættet nærmest parodisk. Og det er ærgerligt, fordi Paprika Steen giver rollen så meget af sin styrke og sin viljekraft og sine energiske hænder, at man gerne så forestillingen som et vægtigt indslag i kampen for ytringsfrihed. Nu bliver forestillingen bare bombastisk og unuanceret. Paprika Steen er vred og vred og vred - og aldrig forstår man ud af teksten, hvorfor denne vrede også skal gå ud over dem, der faktisk elsker hende. Og det er ikke lykkedes instruktøren Peter Langdal at transformere replikkerne til troværdigt spil på scenen - og dramaturgisk har han antagelig svigtet romanforfatteren Holst ved ikke at tilbyde hende en saks til det manuskript, der føles en time for langt.

Men Rusland er ikke sådan at spøge med. Det er faktisk det, hele stykket handler om. Og det ved Holst åbenbart også. Det er i hvert fald interessant, at Holst faktisk respekterer Putins efterfølgere ved at konstruere et præsidentportræt, som er yderst raffineret i al sin kynisme. Som besvarer censur med selvcensur og tvetydigt symbolsprog. Derfor bliver Ole Lemmekes Ruslandspræsident også betagende i al sin stemmeelegance og sideskilningsulastelighed, netop fordi portrættet hele tiden drejes.

Far er vred

Det raffinement gælder så bare overhovedet ikke Holsts portræt af den tjetjenske præsident. Han skildres tværtimod som psykopatisk idiot. Peter Langdal har instrueret den fremragende Janus Nabil Bakrawi som en tumpet udsmider- type med voldstrang og gråt skæg og armybukser - typen, der laver armbøjninger for at kunne være i bedre form til voldtægtstorturen om lidt ...

Det er et groft og krænkende portræt - og ikke meget velegnet til andet end et revyindslag. Som parallel til Putin-portrættet virker det decideret nedsættende og skræmmende, fordi det også virker aldeles enfoldigt. Eller har Hanne-Vibeke Holst bare gerne villet lave Muhammedtegningerne 2? Pinligt er det- og på kanten til det etisk ansvarlige. Man kommer i hvert fald til at sidde uroligt i sædet. For er dette velresearchet udenrigspolitisk kritik, eller er det naiv fiktion? Er det politisk teater med kant, eller er det ytring med dumhed? Er det postulater for abonniner - eller er det en provokerende invitation til en terrorhævnakt? Eller tror Betty Nansen ikke, at tjetjenere læser om teater i Danmark?

Betty er glad

Hvis teksten fungerede som dramatik, ville det måske virke mindre bombastisk. Men det gør det som sagt ikke. Og de mange, konstruerede monologer undervejs er kun blege afspejlinger af romanformens indre jeg-fortæller.

Alt i alt virker forestillingen snarere som en slags Speaker's Corner i Dannevang. Pakket ind som var det et velfungerende psykodrama i Mia Stensgaards flotte, rå scenografi, hvor vægge og ulmende videoprojektioner skaber trusselsstemninger, der løbende suppleres af fuldt symfoniorkesterbrus på lydsiden. Filmen venter vel lige om næste hjørne.

Til gengæld er det lykkedes Langdal at skabe nuancerede figurer ud af birollerne. Lars Brygmanns frustrerede ægtemand er i hvert fald duknakket og slasket på en både overbevisende og overraskende stille facon. Og Sarah Boberg (der er sprunget ind i søsterens rolle på lyntid på grund af sygdom) udstråler ufravigelig sikkerhed og ærkerussisk temperament, sådan som hun kontant både smiler og resignerer i sin lille, kække skjortebluse. Desuden spiller Søren Vejby et væld af roller, hvor hans indædte blik stjæler scenebilledet - og hans fysiske præcision virker godt, ikke mindst i hans rolle som efterretningsagent. Og Janus Nabil Bakrawi tolker avisens chefredaktør med en god og ublu overtalelsesevne.

Men hvad forestillingen egentlig vil sige, det er ikke klart. Og betydeligt mindre indtagende end Vivian Nielsen stykke Den russiske familie på Folketeatret i januar, som interessant nok også drejede sig om Putin-efterdønningerne og Tjetjenien.

Vil Moskva 7. okt hævde, at ytringsfrihed er godt for enhver pris? At idealerne går forud for personlige hensyn? At kærlighed er overflødig? At kritik er godt, men drab er mere effektivt? At Stalin fortsat er idealet for præsidenter i de gammelrussiske regioner?

Uanset hvad, så skal Betty Nansen nok få solgt sine billetter, for hvem vil ikke gerne se Paprika Steen med udslået hår i tre timer? Og Stockholms Stadsteater har allerede købt rettighederne til Moskva 7. okt og sætter stykket på repertoiret til september.

Men tekstens glødende og nødvendige debat om journalistens rolle og ytringsfrihedens nødvendighed sparkes ned af teksten selv.

Moskva 7. okt. Tekst: Hanne-Vibeke Holst. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Mia Stensgaard. Betty Nansen Teatret til den 17. apr. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Danskernes legendariske dumhed er hermed endnu en gang bevist - det er ikke kun muslimer og rumænere, plus alle fjenderne nede på kontinentet vi ikke kan li'. Selv russerne, der har frigjort sig fra kommunismen og ikke har løftet en hånd mod Danmark nogen sinde bortset fra Bornholm, skal hånes og nedgøres pr. refleks og fuldstændigt meningsløst. Hvor længe har vi USA i ryggen?