Læsetid: 4 min.

Regelbruddet som regel

Det er altid spændende at læse Niels Frank, selv når han begynder at gentage sig selv
Blandt tissemændene i Niels Franks nye bog, bruges mest plads på denne sorte snabel, angiveligt et kunstværk, 'Man in Polyester Suit', lavet af Robert Mapplethorpe, som læses i sublim dialektik mellem begær og magt. Billedets potentiale beror dog ifølge Frank i sidste ende på dets beskuer-appel: 'Jeg fornemmer, at fotoet i det mindste hvisker til sin beskuer: 'Sådan ser altså min fantasi ud. Og hvad med din?''.

Blandt tissemændene i Niels Franks nye bog, bruges mest plads på denne sorte snabel, angiveligt et kunstværk, 'Man in Polyester Suit', lavet af Robert Mapplethorpe, som læses i sublim dialektik mellem begær og magt. Billedets potentiale beror dog ifølge Frank i sidste ende på dets beskuer-appel: 'Jeg fornemmer, at fotoet i det mindste hvisker til sin beskuer: 'Sådan ser altså min fantasi ud. Og hvad med din?''.

Maloney Fine Art

30. marts 2010

I den postintellektuelle tidsalders tilsyneladende uendelige række af dybt ligegyldige selvoptagede samtalebøger er vi nu nået dertil, hvor digteren og litteraten og elitebøssen Niels Frank interviewer Niels Frank.

Og dermed er trivialiteternes kæde sådan set allerede brudt, eftersom en bog af eller med eller om Niels Frank aldrig kan blive uinteressant. Dertil er denne sensitive og intelligente skribent ganske enkelt for klog, for velformuleret, for nysgerrig i sin optagethed af at opsøge og overskride alle de grænser, han overhovedet kan komme i nærheden af, ikke mindst de formmæssigt litterære.

Som gennemgående model for Spørgespil (der spiller på »sørgespil«, altså tragedie, men det meste af vejen heldigvis er meget lidt tragisk, selv når den ikke er decideret morsom) har forfatteren valgt Marcel Prousts klassiske række af spørgsmål (»Hvilke egenskaber foretrækker De hos en mand« og alt det øvrige dannede sludder) uden dog at svare på dem alle, ja, han har tilmed udvidet konceptet med en hel stribe selvkonstruerede udspil.

Dannelse og druk

Nogle af disse nye spørgsmål (som f.eks. »Haiku er noget lort, ikke sandt?«) svares der beredvilligt på, andre lader digteren ligge, eller han bruger dem som anledninger til at snakke om lige nøjagtigt, hvad der falder ham ind, fra kaffe til konservatisme, fra dannelse til druk, fra perversion til religion.

Hermed er vi allerede fremme ved det, der er bogens charme, men da også dens helt store problem. Vist er det da interessant at høre på Niels Frank, når han rapporterer fra bøssebarerne i New York, i det mindste den første af dem, for resten er lutter repetition, og vist kan man da fryde sig over selve den veloplagthed, han lægger for dagen, når han gennemgår maden i Barcelona, så al olien formelig drypper fra bogens sider; men så skal man pludselig trækkes igennem selvoptaget småsnak om dette at lave sig en kop kaffe og glæde sig hele fem gange til den - med fare for at man bliver skuffet, når man omsider drikker den - eller vi skal gudhjælpemig læse om, at forfatterens tiltagende skaldethed minder ham om, at selv han muligvis også engang skal dø.

Uden modstand

Gab. Så er det trods alt langt mere spændende over otte sødtsitrende sider at følge forfatterens første forelskelse (i en kammerat på sit fodboldhold) eller at blive vidne til, hvordan han sked i bukserne i selveste Venedig (godt at han fik stillet dette, måske på forhånd aftalte, spørgsmål!). Perler af denne art får for en tid én til at glemme, at bogen står usikkert funderet, i og med at dens talestrøm så fatalt lider af mangel på kvalificeret modspil eller formmæssig modstand.

Problemet må nærmest siges at være konstituerende for Niels Frank, som når han er allerbedst, hvad han dog netop ikke er i den foreliggende bog, vender svagheden til en styrke og får grænseløsheden realiseret i en rummelig form, sådan som det senest kunne ses i digtsamlingen Små guder (2008). I al korthed lyder hans princip, at ordenen og ordentligheden indimellem har godt af at blive krænket, og denne holdning overfører han så fra seksualitetens og moralens felt til kunsternes domæne, idet han giver Robert Rauschenberg ret i, at gode ideer, dem gør man bedst i at glemme. Det er sjovt at få en idé, men man skal aldrig opfylde den!

»Så er ideen blevet regelret, en simpel skoleopgave, og kunsten reduceret til lektier.«

Avantgardens helte

Ud af denne opfattelse af (man kunne måske sige idé om) kunsten i almindelighed og skrivekunsten i særdeleshed kommer i den foreliggende bog en såre ujævn skriven, der svinger planløst og lettere uskønt mellem på den ene side analytisk præcision og fornem lyrisk fortætning og så på den anden side letløbende plapren tilsat denne namedropping, som er så vigtig for, at avantgarden ligesom kan mærke, at den selv findes, men som i dette tilfælde formentlig kun kan glæde Torben og Thomas og Lene og Marianne og Martin og Merete og Pejk og alle de andre venner og beundrere, to grupper af befolkningen, der hos Niels Frank efter alt at dømme kraftigt overlapper hinanden.

Selv er jeg i selskab med Spørgespil vistnok blevet en lille smule klogere på visse emner, der virkelig optager Niels Frank - f.eks. Mapplethorpes fotokunst eller balancekrigen mellem fiktion og biografi - men det undrer mig fortsat, at der kan skrives så henkastet indolent, som han gør, om emnefelter, hvis optræden i en bog begrundes ved deres kæmpeværdi i den grænseløse friheds projekt. Hvordan noget på samme tid kan være vildt og vanvittig sjovt og alligevel så trættende trist, det forbliver en gåde, bl.a. fordi Niels Frank netop undlader at stille det spørgsmål.

Niels Frank: 'Spørgespil'. 182 s. Kr. 300,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Han synes vel, det er SJOVT at skrive det, Martin. Hvorfor ellers skrive det? Her underholdes med perfide bemærkninger, han har hurtige, varme VITSER i ærmet - en lille hyggefordom til publikum, læseren, så vi kan rykke lidt tættere sammen. I don´t know ... Det er i hvert fald ubehageligt og unødvendigt.

"En samvittighedsfuld anmelder ved, når han/hun af personlige grunde er inhabil i forhold til et værk og giver det videre til en anden anmelder."

Henrik Nordbrandt