Den nye ledelse for DR's levende klassiske musik er blevet kritiseret for at indtage en hvilestilling i forhold til samtidens danske kompositionsmusik. DR's nye sæsonprogram varsler ganske vist om en tilknyttet huskomponist, men mediestrategien går åbenbart i en anden retning, nemlig at hægte sig på unge internationale stjernefrøs fremmarch og håbe på, at der må dryppe lidt prestige ned på DR, læs: Radiosymfonikerne. Det var et sådant skue, man var vidne til ved ugens torsdagskoncert. Den argentinske cellist Sol Gabetta og orkestret har indspillet bl.a. Elgars cellokoncert for RCA, et værk som markedet ikke ligefrem skriger på, og i torsdags blev dobbeltcd'en eksponeret ved en liveopførelse af Elgar med en for publikum stærkt distraherende tv-transmission og tilstedeværelse af DR's opstemte ledelseskleresi og eksklusivt pladesalg i pausen.
Tam Elgar
Det blev ret hurtigt klart, at Gabettas bud på Elgars unikke cellokoncert nok ikke vil gå over i pladehistorien. Hun var absolut et tiltalende bekendtskab med en forfinet kammertone og glimrende teknik, men det alene gør ingen sommer hos Elgar. Cellokoncerten er fra 1919, den klanglige inspiration ligger meget tæt på den ældre Brahms, og den elegi der strømmer nede i dybden af musikken kan i høj grad læses som den europæiske kulturs afsked med verden af i går. For Gabetta er det åbenbart kun smuk musik, for hos hende hørte man intet tab, ingen trods og meget lidt smerte. Hun fik nu heller ikke et meddigtende modspil fra aftenens franske dirigent, Stéphane Denève, som forholdt sig gennemgående tamt og indifferent til Elgars gyldne partitur. Når man erindrer, hvordan Daniel Barenboim ved en torsdagskoncert i sin tid kunne fyre op under Radiosymfonikerne, da han akkompagnerede hustruen Jacqueline du Pré i samme værk, må man konstatere, at denne del af koncerten lykkedes med, hvad den var designet til: Et release show. Også det sirupsagtige ekstranummer, et arrangement af Elgars salonstykke Sospiri, var formodentlig hentet fra cd-udgivelsen.
Larmende virtuositet
Stéphane Denève skulle ifølge reklametrommerne være på vej mod parnasset, men det virkede ikke helt indlysende ved denne lejlighed. Han lagde ud med Ravels lavmælte og genialt orkestrerede suite Gåsemors fortællinger, og selv om der dukkede fortryllende passager op i blæserkorpset og hos slagtøjsfolket, var det som helhed en sløv oplæsning af eventyrbogen. På samme måde skuffede koncertens slagnummer, Tjajkovskijs 4. Symfoni. Man var ikke i tvivl om Stéphane Denèves kompetencer i slagteknik, de var imponerende og effektive og mest forførende i finalens larmende virtuositet. Men symfoniens egentlige skæbnefortælling udfoldes i den dramatiske førstesats som vældige angrebsbølger, der samler deres ødelæggende kræfter i de mellemliggende, langstrakte opbygningsfaser. Denève kom aldrig helt tæt på epicentret i disse jordskælv, det blev snarere en Tjajkovskij for 117. gang, og den vil hurtigt blive glemt. Efter pausen blev Emil Holms Legat uddelt til Susanne Wendt, dirigent for DR's korskole. Som en yderligere motivation vrimlede hundrede børn frem på scenen og gav et afrikansk inspireret sang- og bevægelsesnummer under deres dirigents livlige ledelse nede fra salen. Og dette møde med fremtiden var vel aftenens egentlige højdepunkt.
Torsdagskoncert 4. marts. Ravel: Ma Mère l'Oye.Elgar: Cellokoncert. Tjajkovskij: Symfoni nr. 4. Sol Gabetta (cello). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Stéphane Denève
