Læsetid: 4 min.

'Saló' trækker SM-folket i teatret

Mens forestillingen lanceres som en kritik af grusomhed og objektgørelse af mennesket, lokker selv samme temaer masser af tilskuere til. SM-butik takkede nej til sponsoraftale
Mens forestillingen lanceres som en kritik af grusomhed og objektgørelse af mennesket, lokker selv samme temaer masser af tilskuere til. SM-butik takkede nej til sponsoraftale
16. marts 2010

Efter at have set lidt på en voldtægtsscene i spisestuen går Jørgen ned i torturkammeret i kælderen. Han er gråhåret og vel omkring de 60 år. Pressede bukser og guldindfattede briller.

»Jeg kommer her, fordi her bliver udlevet nogle af de forbudte fantasier, man går rundt og har. Det handler vel om at have den ultimative magt,« siger han til Informations udsendte i villaen på Østerbro, hvor performancegruppen SIGNA med ægteparret Signa og Arthur Köstler i spidsen opfører teaterstykket Saló.

Og Jørgen er ikke den eneste tilskuer, der tænder på de bestialske sexovergreb, som udgør hovedingrediensen i Saló. Forestillingen har vakt massiv opsigt i SM-miljøet.

»Selvfølgelig er der kommet folk, som er interesserede i SM eller seksuelle udskejelser. Det skal folk have lov til. For mig er det ikke et stykke, der handler om at pege fingre ad folks seksuelle behov,« forklarer en af de medvirkende, skuespiller Marie Hauge, mens flere tilskuere, som Information har talt med, fortæller om medlemmer af SM-klubber, der er ankommet til villaen i samlet skare.

Rundt omkring i blogosfæren er Saló da også et varmt emne.

»Tror, det er første gang, at jeg nævner noget kulturelt på min blog, men der er en forestilling, der vækker min interesse,« skriver for eksempel Tut på bloggen Tuts Tøseliv - Lydighed, Ivrighed & Underdanighed.

Deep throat på dildo

Hun hæfter sig ved, at publikum opfordres til, at deltage i stykket, der bygger på Pasolinis brutale filmklassiker af samme navn.

»Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle ... jeg er meget spændt på denne her teaterforestilling,« lyder det forventningsfuldt.

Også Cecilie Luder skriver om Saló på sin blog, der handler om prostitution og sex. Selv kan hun ikke nå forbi forestillingen, men opfordrer andre til at berette om deres oplevelser i villaen. Det er der efterfølgende mange, der gør, og de fleste ærgrer sig over, at publikum ikke må deltage i seksuelle aktiviteter i Villa Saló uden først at have fået tilladelse.

Sissel, der skriver et indlæg på bloggen den 28. februar, kan dog berolige gemytterne:

»Ud af de af mine (fire-fem) venner, der har været der, er én blevet bedt om at demonstrere
deep throat på en dildo foran publikum, og én har fået pisk (i røven uden på bukserne, og på hænderne og armene) for at være ulydig. Derudover har jeg hørt om én, der er blevet pisset på. Så der er vist ret meget publikumsinteraktion.«

SM-sponsor

Saló er ellers blevet lanceret som en kritik af »samfundets og underholdningsindustriens objektgørelse af mennesket og det tab af medfølelse, som dette medfører«, som Signa Köstler har sagt til Politiken, hvor hun også forklarer, at stykket »bruger sex som kunstnerisk virkemiddel til at skildre menneskelig grusomhed og afmagt«.

Men på den anden side har folkene bag Saló forsøgt at indgå en aftale med SM-Shop i Studiestræde tilbage i december 2009, hvor forestillingen var i planlægningsstadiet.

»De spurgte, om jeg havde lyst til at være sponsor ved at forære dem nogle ting, de kunne bruge i stykket« forklarer medindehaver Britta, der foretrækker bare at blive kaldt ved sit fornavn.

Præcis hvad hun skulle have til gengæld, er hun ikke længere helt sikker på. Men hun mener, navnet på hendes butik på en eller anden måde ville blive nævnt i forbindelse med forestillingen, vist nok i programmet.

»Det er jo næsten altid sådan en noget-for-noget-handel,« som hun siger.

Britta endte imidlertid med at takke pænt nej.

»Jeg mener ikke, SM skal fremstilles på den måde. Det kan godt være, jeg virker hellig, men for mig er SM noget, man dyrker af glæde og fuldstændig frivilligt. Jeg ved, der hersker mange fordomme om, hvad SM er, og de fordomme er jeg ikke gerne med til at understøtte,« siger hun og understreger, at hun ikke selv har set stykket, men kun læst om det i noget materiale, som hun fik af manden, der opsøgte hendes butik på vegne af Saló.

I halsbånd og blonder

Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra Signa og Arthur Köstler. Men på teatret Republique, der har arrangeret forestillingen, er man ikke overrasket over Salós appel til SM-folket.

Pressechef Charlotte Sejer Pedersen fortæller som et eksempel om, da hun selv besøgte
Saló anden gang. Da ankom hun samtidig med et par bestående af en masterog hans undersåt, en kvinde, der havde et hundehalsbånd om halsen og var nøgen indenunder en blondekjole, viste det sig, da hun lagde sin lange frakke.

Men som teaterdirektør Hans Christian Gimbel siger:

»Det var forventeligt, at der ville komme nogle af den slags, men vi var faktisk ikke sikre på, at de ville forlade forestillingen så hurtigt, som de faktisk gjorde. De fik ikke, hvad de kom efter, tror jeg.«

Ifølge Hans Christian Gimbel skurrer det ikke imod de erklærede intentioner med forestillingen:

»Når man tager sådan noget op, tangerer man selvsagt nogle tendenser, som også har med noget lystfyldt at gøre. Det kan ikke undgås. Det bliver højst en slags parallelspor til handlingens motiv. Nogle kan måske blive pirret ved tanken inden forestillingen, men jeg tror ikke, det har fungeret for dem, når de først så forestillingen«.

Det er skuespiller Marie Hauge enig i.

»Det er vigtigt for mig som medvirkende, at man ikke går derfra med en følelse af at være forløst. Og det tror jeg ikke, folk har gjort. Det er ikke mit generelle indtryk, at folk har været liderlige, når de forlod huset.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

I det mindste kommer SM-folket så ud af deres torturkældre og får en lille stribe solskin i deres ellers sørgelige liv .

Mon ikke det er arbejdsmiljøloven, der skal tages i brug i forhold til det her ekstreme døgnteater (en anden artikel på Information.dk fortæller om meget ekstreme arbejdsforhold og -tider).

Så har jeg sladret til Arbejdstilsynet med henvisning til Informations artikel:
"Teatret, hvor publikum er nogen, man spytter på"
http://www.information.dk/226977

Det er desværre lidt sent at få idéen, men så kan jeg eller andre jo være hurtigere ude næste gang.

Interaktivt teater er en fremragende ting, men det skal foregå på en rimelig måde i forhold til både publikum og medarbejdere/skuespillere.

Det er synd at interaktiviteten bruges så sjældent og så på noget ondskabsdyrkelse som det her.

Jarl Zachariasen

Jean, som nævnt i min kommentar i den artikel, du henviser til, som jeg i øvrigt synes er noget mere interessant end denne, selvom denne bestemt ikke er irrelevant især i forhold til det billede, man får gennem medierne, som jo må siges at være det sted, hvor værket har sit klart største publikum! Ikke sandt. Jo. Som nævnt i den synes jeg, det er på høje tide, nogen skrider til den form for handling som du nu har gjort. Bare ærgerligt, at arbejdstilsynet ikke nåede derind, mens det stod på.