Læsetid 4 min.

Det sanselige nu

Modedesigneren Tom Fords spillefilmdebut ’A Single Man’ er en smuk og sanselig skildring af en sørgende mands søgen efter meningen med at holde sig i live
Modedesigneren Tom Fords spillefilmdebut ’A Single Man’ er en smuk og sanselig skildring af en sørgende mands søgen efter meningen med at holde sig i live
4. marts 2010

Man kender øjenfarven på samtlige karakterer efter at have set modedesigneren Tom Fords filmatisering af Christopher Isherwoods roman A Single Man. Man har også fornemmet en perfekt udformet roses dejlige duft og bilder sig ind at vide, hvordan det ville føles at føre hånden henover Julianne Moores ekstravagante sort/hvide robe med slæb.

A Single Man er spækket med sanselige sekvenser og er noget så sjældent som en stilfuld film om sorg. Her er ingen eksplosive sammenbrud, men en smertelig implosion, som Colin Firth fermt formidler i en rolle, som virker skræddersyet til ham.

Hvis man er villig til at lade sanserne beruse og fortabe sig i detaljerne, har man en stor oplevelse i vente, men hvis man har tendens til skønhedsallergi, kan man sikkert godt få knopper af den forfængelige film, hvor alt er ulasteligt iscenesat.

Den usynlige sorg

A Single Man skildrer en dag for englænderen George Falconer, som underviser på et college i Los Angeles. Vi møder ham, da han om morgenen ifører sig sit elegante ydre, mens han fortæller om sit ituslåede indre: Han kan ikke komme sig over at have mistet Jim (Matthew Goode), sin elsker og livsledsager gennem 16 år.

I en række tilbageblik får vi i løbet af Georges dag lov at se, hvad Jim og han havde sammen, når resten af verden ikke kiggede. Historien udspiller sig i 1962, og som homoseksuelt par har de måttet være usynlige. Sorgen står George også alene med. Hans eneste nære ven er Charley (Julianne Moore), en anden englænder på udebane, som han engang havde en affære med.

Minutiøse mood boards

Der er en usædvanlig ro og selvsikkerhed over Tom Fords spillefilmdebut, som hurtigt etablerer et eget tempo og gennemtænkt visuelt univers. Fords fortid som designer for bl.a. Gucci og Yves Saint Laurent fornægter sig ikke i den smukke billedside, hvor verden må indordne sig hans ideer.

Når George således ankommer til en parkeringsplads, havner bilen foran et enormt billboard af Janet Leigh i Hitchcocks Psycho, som til formålet er placeret i gadeniveau for den bedste effekt. Det er bestemt en flot kulisse, men man får også følelsen af, at karaktererne bevæger sig ind og ud af minutiøst udarbejdede mood boards.

Roman med mere

Heldigvis fortaber man sig gerne i detaljerigdommen, mens Ford og fotografen Eduard Grau arbejder med lys, farver og tekstur. Verden fremstår farveforladt i Georges umiddelbare tilgang til den, men i øjeblikke ser eller sanser han noget, som får farverne til at vende tilbage for fuld kraft. Det er et enkelt, men effektivt redskab til at fortælle med hans øjne, og jeg satte pris på at være medsanser blandt de mange skønne mennesker i de attraktive miljøer.

Ford og manuskriptforfatteren David Scearce har for at komme ud over romanens indre monolog skrevet karakterer til, som det er svært at blive træt af at kigge på. Frem for alt den unge studerende Kenny med de klare, blå øjne (Nicholas Hoult), som er interesseret af George af andet end akademiske årsager.

Samfundssprækker

Jeg har ikke læst Isherwoods roman, som regnes for et hovedværk i kampen for homoseksuelles rettigheder. Umiddelbart fylder seksualiteten overraskende lidt. Med Julianne Moore på lærredet løb tankerne undervejs til Todd Haynes’ Far From Heaven, hvor en perfekt husmor i 1950’ernes Connecticut får hele sit liv udfordret, da hun afslører sin mands affære med en anden mand.

Hvor Haynes’ film har mere på spil og større perspektiver, fremstår Fords film godt tilfreds med at tegne et indgående portræt af en mands store sorg, selv om der er sprækker til hverdagens undertrykkende situationer: George kan ikke frit sige, hvad han mener på universitetet; han skiller sig ud fra normalitets-idealerne i sit velstillede villakvarter; og det viser sig, at selv Charley måske aldrig har anerkendt hans forhold til Jim som rigtig kærlighed, men mere som en acceptabel erstatning for the real thing.

Tilbageholdt spil

Tidens homofobi kommer tydeligst til udtryk i Firths glansscene, hvor han modtager telefonopkaldet om sin elskedes død.

Først får han den chokerende nyhed. Dernæst får han den ydmygende udmelding om at være uønsket ved begravelsen. Fra at være en almindelig aften med en god bog i lænestolen, ligger hans liv pludselig i ruiner. I øjeblikket fortrækker Firth ikke en mine, mens han høfligt holder på formerne. Alligevel ser man hans verden styrte sammen.

Sådan spiller Firth flere gange en dybde frem med meget små midler og redder dermed filmen fra at havne i den sentimentalitet eller selvmedlidenhed, som løbende lurer.

Altid seværdige Julianne Moore går til gengæld linen ud som hans fraskilte nabo Charley, som både ryger, drikker og snakker lidt for meget, mens hun længes efter sin ungdom og genovervejer sine livsvalg. Filmen har en skøn sekvens, hvor de drikker, danser, skændes og forsones. Her kommer der liv i kludene, og det klæder filmen, når den til sidst får kastet en smule af tungsindet af sig.

Livets øjenfarve

Jeg nød at læne mig tilbage og lade Ford og Firth forkæle øjet i en film, som insisterer på betydningen af at huske at sanse livet og tage vare på de små øjeblikke. Kritiske røster har kaldt filmen ’Vogue Hommes: The Movie’ og en triumf for art direction over direction. Det er sandt, at man i passager har reklamefilmsfornemmelser (og ja, Firths garderobe er leveret af Tom Ford’s Menswear), men man er samtidig fanget af Firths portræt af en mand, som har mistet livsgnisten.

Også selv om filmens forførende nu er større end tankerne bagefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu