Læsetid: 3 min.

Den satans skønhed

Fynske The Kissaway Trail har i anden ombæring begået et rigt melodisk og klangligt opfindsomt værk, mens debutanten My Evil Twin fortryller med et egensindigt vemod
Dagens gode nyhed er, at The Kissaway Trail med albummet 'Sleep Mountain' cementerer indtrykket af et navn udover det sædvanlige.

Dagens gode nyhed er, at The Kissaway Trail med albummet 'Sleep Mountain' cementerer indtrykket af et navn udover det sædvanlige.

Martin Rosenauer

5. marts 2010

Der er plader, der går rent ind. Sådan havde jeg det med debuten fra fynske The Kissaway Trail (der som titel blot bar gruppens navn), da den engang i 2007 landede først på mit skrivebord, siden i mine frontallapper - eller hvor nu musikken sætter sig. Og selv om pladen på mange måder var tidstypisk (ikke mindst »Arcade Fire« rindede den lyttende i hu) i klang, produktion og måden at tænke arrangementer på, skulle man kun et spadestik ned for at opdage hvorledes gruppens force var noget så klassisk som sangskrivning. 2007-udspillet på det nærmeste glødede af velskrevne sange og får stadig rummet til at lyse op, når det med jævne mellemrum ryger i den dertil indrettede. The Kissaway Trail - der i øvrigt havde en fortid som det lidet succesfulde indieband Isles - sprang da også fluks turen rundt på de danske spillesteder over og satsede fra starten på især det engelske marked, hvor en kontrakt med Bella Union sikrede gruppen hul igennem til undergrundsscenen derovre.

Dagens gode nyhed er, at med Sleep Mountain cementerer The Kissaway Trail indtrykket af et navn udover det sædvanlige - vi skal tilbage til det purunge Mew for at finde et dansk navn i besiddelse af samme musikalitet og potentiale.

Sleep Mountain består af 14 (heraf er to bonusspor udelukkende tilgængelige for gruppens hjemlige publikum) højstemte og ambitiøse skæringer af fornem kvalitet i alle afdelinger. Den ligger sig smukt i forlængelse af bestræbelserne på debuten, men er samtidig mere forfinet og ambitiøs i anslag og udførelse. At bandet har været tre år om at nå frem har på godt og ondt sat sit præg: Debutens umiddelbarhed er erstattet af et ned til mindste detalje gennemarbejdet udtryk, som måske så heller ikke går direkte ind på lystavlen, men så til gen-gæld vinder på det lange stræk.

Flyvsk karakter

Det første, der slår den lyttende, er den frodige og himmelstræbende produktion, som kaster et skær af moderne psykedelia over lydskabet. Her er virkelig noget at gå på opdagelse i, ikke ulig moderne koryfæer indenfor samme boldgade såsom Mercury Rev og Flaming Lips. Udstrakt brug af hvad der umiskendeligt lyder som en mellotron er med til at give numrene et skær af den berygtede prog-rock, hvad numrenes længde (de er så ind i mellem også lige lange nok) synes at bekræfte, men generelt undgås selvfedmen og facit går i sidste ende op. Gruppens to sangere ligger hele tiden og svæver i de højere registre, hvilket er med til at give musikken en særegen flyvsk karakter, der er særdeles attraktiv. Det er den der satans skønhed, der gennemsyrer foretagendet her, så nu er De advaret.

Det eneste der lige mangler er et sidste nøk i retning af det et hundrede procent personlige, men ikke desto mindre har kvintetten fra Odense lagt sig i i den kunstmetriske overhalingsbane med et værk, der nok burde kunne tage vejret fra de fleste.

At gå fra The Kissaway Trail vidtløftige bestræbelser til The Evil Twins intimt underspillede univers er som at tage turen fra et bjerglandskabv til en dagligstue. Og My Evil Twin - et alias for Cecilie Enevold Nielsen - er da også vaskeægte natteravnemusik, som ved hjælp af guitar, trommemaskine og synthesizer er skabt i ensomhed længe efter vi andre er tørnet ind. Det høres! Der er noget vemodigt og vindblæst over resultatet, en fin kuldskærhed i hvert fald denne lytter drages af. Det er gedigen indiepop, som den huskes fra 80'erne og 90'erne - sangstemmen minder om Alison Statton fra hedengangne Young Marble Giants, der på det nærmeste opfandt genren - men grundet Nielsens flair for den indtagende melodi, overgår debuten The Slow Escape uden problemer det meste i den boldgade.

Nielsens demoer har været gennem producer Lasse Lyngbos kyndige hænder og er siden blevet indspillet med diverse kompetente musikere i klangligt mere avancerede omgivelser end den toværelses, men heldigvis uden at sætte hverken det nære eller det umiddelbare over styr. I dette forfinede kviksølvsunivers er enkelhed en dyd og det klæder virkelig sangene ikke at blive pumpet unødigt op, hvorved deres iboende vemod kommer til sin fulde ret. Er The Slow Escape kun en bagatel, er det en helt igennem værdig, koncis og smuk sådan og man bliver en lille smule melankolsk på den fede måde, mens den spiller. Og hører gerne mere fra den kant.

The Kissaway Trail: 'Sleep Mountain' (Playground/Polynation) Er udkommet

My Evil Twin: 'The Slow Escape' (Target/Tactic) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu