Læsetid: 3 min.

Selvfed diplomat hylder sit hverv

Storbritanniens kontroversielle eks-ambassadør til Washington Christopher Meyer har skrevet en underholdende bog om britisk diplomati gennem 500 år
3. april 2010

Når krigstrommerne lyder rundt om i verden, bliver diplomatiet fremhævet som den civiliserede måde at løse uoverensstemmelserne på, men når prisen er manglende kritik af regimers undertrykkelse af menneskerettighederne, fordømmes diplomatiet som hyklerisk og dobbeltmoralsk. Den diplomatiske disciplin får sjældent god presse, og de personer, der påtager sig opgaver inden for diplomatiet, bliver ofte beskrevet som værende alt fra principløse til kyniske. Britiske Christopher Meyer - nu kendt som Blair-kritisk Washington-ambassadør i tiden op til Irakkrigen - har imidlertid med sin bog Getting our way - 500 years of adventure and intrigue: The inside story of British diplomacy skrevet en underholdende, forklarende og historisk hyldest til sit hverv.

Gennem tre overordnede afsnit - Sikkerhed, Velstand og Værdier - der ifølge Meyer udgør »den nationale interesses tre søjler«, gennemgår han ni konkrete kriser, der er blevet løst - eller forsøgt løst - af (blandt andre) den britiske diplomatiske tjeneste. Vi starter i 1572, hvor dronning Elizabeth I's diplomat Henry Killigrew er på mission i det fjendtlige Skotland, begiver os via kongressen i Wien i 1814 og den britisk-amerikanske atommissilkrise løst i Nassau i 1962 til interventionen i Bosnien i 1995.

Diplomatiets fokus

Nutidens udfordringer - Afghanistan, Pakistan, Irak, Iran og så videre - er ikke blandt de valgte sager (Meyer har skrevet bogen DC Confidential om forløbet op til Irakkrigen), men optræder løbende, når forfatteren træder ud af den konkrete fortælling og sammenligner en given situation med en fra hans egen tid som ambassadør i Tyskland og Washington eller hans talrige øvrige stillinger, der tæller poster i Madrid, Moskva og Bruxelles. Et eksempel er fra afsnittet »Vor mand i Washington og Nassau-aftalen«, hvor Meyer sammenligner den daværende britiske premierminister Harold Macmillans benhårde forhandlingstaktik over for præsident John F. Kennedy, der endte i triumf for briterne, med Tony Blairs mangel på krav over for George W. Bush op til Irakkrigen.

»Det var på mange måder forhandlingsteknik i mesterklassen. Det var et eksempel, som Tony Blair - en anden politisk aktør af første rang, som værdsatte et tæt forhold til USA - kunne have lært meget af, hvis han havde set behovet for at forhandle betingelserne for Storbritanniens deltagelse i den anden Irakkrig,« skriver Meyer.

Bogen er et forsvar for diplomatens stramme fokus på at forsvare »nationens sikkerhed og velstand«, og Christopher Meyer fremhæver blandt andet Wien-konferencen i 1814-15, hvor den britiske ambassadør Castleraigh var med til at sikre en aftale, der oprettede nye grænser og interesseområder i Europa efter Napoleonskrigene - blandt andet mistede Danmark Norge. Castleraigh måtte imidlertid især tage imod verbale tæsk hjemmefra på grund af 'ofringen' af et selvstændigt Polen.

»Det var ikke fordi, han var imod et uafhængigt Polen; det var ganske enkelt ikke politisk praktisk. For mange stormagter havde nægtet at støtte et uafhængigt Polen,« skriver Meyer og konkluderer, at »Castlereagh og den Kongelige Britiske Flåde gav Storbritannien et århundrede med fred og velstand«.

Løbende gennem de forskellige afsnit berører Meyer diplomatiets redskaber fra de mere formelle såsom at lære landets historie, sprog og kultur til de mindre formelle, såsom værdien af 'ansigt-til-ansigt'-frokosten, de store baller, det personlige forhold og 'slentreture', der ændrede verdenshistorien.

Disse eksempler gør bogen ekstra interessant og relevant, og underholdningsværdien løftes af talrige små stikpiller og sladderhistorier fra forfatterens egen tid i den diplomatiske tjeneste - fra irettesættelser af Tony Blair til smuds om en britisk Moskva-ambassadør, der »indledte et forhold til sin russiske stuepige, hensynsfuldt leveret af KGB«. Det skinner dog også igennem, at vi har med en bedrevidende og til tider selvpromoverende forfatter at gøre. Som da han fremhæver det vigtige i at lære et lands sprog og indskyder, at »jeg kunne aldrig have håbet på at være kommet så tæt på general Francos politiske opposition (...) uden et godt spansk og evnen til at læse catalansk«.

Ikke desto mindre er Meyers bog både underholdende og værdifuld læsning, for alle, der er interesserede i udenrigspolitik og diplomati - netop fordi bogen er skrevet så befriende udiplomatisk.

Serie

Seneste artikler

  • Aristoteles sammenblandede ikke Gud og det levende

    28. september 2019
    Også uden for de traditionelle akademiske institutioner kan der bedrives hæderlig og grundig forskning. Forskning, der ifølge Annick Stevens tjener sit eget frigørende formål, selv om det handler om en så gammel traver som Aristoteles
  • Ingen kapitalisme er heller ingen løsning

    21. september 2019
    Kapitalismen smadrer miljøet, undergraver lokalsamfundet og udhuler demokratiet. Den 85-årige schweiziske sociolog Jean Ziegler storsælger med sit frontalangreb på den kannibalistiske kapitalisme, men hans kunstige samtalebog leverer hverken sammenhængende analyser eller skyggen af løsninger
  • Læst udefra: Læs Kant, som du vil, men afliv ikke hans tænkning

    22. juni 2019
    Med Immanuel Kant blev tænkningen menneskelig, siges det. Denne begivenhed er lige så central for den vestlige filosofihistorie, som den kan være vanskelig at formidle. Ny introduktion fejler, hvor andet populærfilosofi undertiden også gør
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu