Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

I skyggen af far

Klaus Manns selvbiografi er et enestående dokument om den evige kamp for den civiliserede verden. Nu foreligger bogen for anden gang på dansk i udvidet udgave
Kultur
5. marts 2010
Selvmord. Klaus Manns selvbiografi er et enestående tidsdokument, der dog er underligt renset for konfliktstof som hans stofmisbrug og homoseksualitet, men dog berører hans tanker om selvmordet. Her er Klaus Mann sammen med Ricki Hallgarten i cirka 1925.

Selvmord. Klaus Manns selvbiografi er et enestående tidsdokument, der dog er underligt renset for konfliktstof som hans stofmisbrug og homoseksualitet, men dog berører hans tanker om selvmordet. Her er Klaus Mann sammen med Ricki Hallgarten i cirka 1925.

Eva Hermann

Hele sit liv har han kæmpet med pennen som sit sværd i en uordentlig og ufornuftig verden. Selvom han er forfatterbarn og flasket op med den klassiske litteratur, så er litteraturen for ham ikke til for sin egen skyld, men snarere en slags kompas i en forvirret verden.

Når han har skrevet sine romaner, har det været for at fremstille personer der af magtsyge har tilpasset sig udemokratiske regimer. Når han har skrevet artikler og portrætbøger om andre forfattere, og når han fra sit eksil i USA har redigeret et litterært tidsskrift, har det været for at finde allierede i kampen for den fornuft og civiliserede verden, der op gennem 1930'erne og starten af 40'erne var skubbet i baggrunden.

Mod slutningen af sit relativt unge liv, og nogle år før han beslutter sig for selvmordet, er han blevet træt og opgivende på litteraturens vegne. Som et nyt svar på tilværelsens udfordringer trækker han i uniformen for som sergent og født tysker at tjene den amerikanske hær i kampen mod Hitlers Tyskland; mod sit fædreland, som han af egen fri vilje har lagt bag sig. Forinden har han, fordi han i bund og grund er en gammeleuropæisk skøn-ånd, utrætteligt med andre forfattere og sig selv diskuteret spørgsmålet om pacifismen. Findes der en legitim grund til ved særlige lejligheder at gøre brug af de krigeriske midler i kampen mod det onde? Selvom hans store forbillede Tolstoj var landet på et nej, så må han selv i dette tilfælde svare ja!

Vi taler om Klaus Mann (1906-49), søn af den verdensberømte forfatter, Thomas Mann. Og vi taler om slutningen af hans store selvbiografi,
Vendepunktet, hvor forfatteren når frem til den aktivitiske konklusion på årtiers dilemma. Selvom han har en miserabel soldaterkrop, så stiller han sig til rådighed i kampen mod det onde, mod Hitler og mod det Tyskland, hvis kultur udgør hans egen åndelige ballast.

En særlig familie

Ingen anden tysk familie har skrevet om, deltaget i og formet deres samtid som familien Mann. Brødrene Thomas og Heinrich Mann har begge efterladt sig milepæle i det 20. århundredes litteratur. Thomas Mann med
Huset
Buddenbrooks,
Trolddomsbjergetog
Doktor Faustusog Heinrich Mann med
Den blå engel. Ligesom Thomas Manns ældste søn Klaus med
Mephistohar skrevet en af periodens vigtigste romaner.

Klaus Manns selvbiografi handler dybest set om, hvordan litteratur og verden hænger sammen. Hvordan litteratur præger en ung mands verdensbillede, og hvordan han bruger litteraturen som et redskab til at komme overens med verden. Når han i sit læseraseris tidlige år sluger trykte ord, siden udvikler og forfiner sin smag, finder sine mestre, opdager sin Olymp, så er det for at trænge ind i verden og kulturen og med den kommentere på verdens gang.

Takket være faderen kommer Klaus allerede i de unge år i intens berøring med litteraturen. I starten mest som iscenesættelse, teater og leg. Ikke mindst sammen med søster Erika, som Klaus forbliver tæt på hele sit liv. Barndomshjemmet er et idyllisk eventyrland, hvor han lærer »trolddommen og trøsten i den store litteraur, mangetydige eventyr og sælsomme hændelser«.

Frem mod 1. verdenskrig forbliver fantasiens landskab mangfoldigt og grænseløst. Klaus Manns selvbiografi er en personlig beretning og rejse gennem århundredets første halvdel. Gennem febrilske år med avantgardister og ekspressionistiske fornyere af kunsten og den spirrende nationalsocialisme i kriseårene kulminerende med nazisterne magtovertagelse og familiens tvungne eksil, først i Schweiz, siden i USA.

Samtidig med at Klaus lever det vilde liv, fornægter hans kulturelle konservatisme sig ikke. Han kommer fra et dannet hjem og er som sådan vaccineret mod nationalismen. Han er kritisk over for radikale nybrud i kunsten,
de falske oprør, som han kalder dem. Han hviler på traditionen og den tyske kultur. Hans forankring i det tyske bliver ligesom faderen voldsomt udfordret, da nationalsocialisterne kommer til magten. De fleste familiemedlemmer står på nazisternes liste over uønskede personer og tvinges på flugt og i eksil.

Klaus Manns selvbiografi er også en bog om at blive kunstner og finde sin plads i verden. Han er på én og samme tid meget forskellig fra faderen og den største beundrer af ham. Det giver nogle enorme sammenstød og indre konflikter.

»Det var i hans skygge, at jeg begyndte på min løbebane, og derfor sprællede jeg vel noget og opførte mig lidt påfaldende for ikke at blive helt overset«, som det hedder i bogen. At finde sig selv som kunstner og hævde sig selv er at lægge afstand til faderen. I bogen beskrives det meget levende: På den ene side faderen Thomas, der hver evig eneste dag sætter sig til skrivebordet for at trylle videre (i hjemmet gik han under navnet 'troldmanden') på sine store litterære kompositioner og blive frustreret, hvis næsen på hans elskede Homer-buste ikke er støvet ordentlig af og så det almene virvar og liv med seks børn i det Mannske hus i München.

Børnene skal hver især finde deres plads. Det giver for flere af børnene en særlig rastløshed og nærmest teateragtig omgang med verden.

Verdensborger

Klaus Mann er tysker og verdensborger. Allerede i de unge år er han præget af den kosmopolitiske stemning, der herskede i barndomshjemmet, hvor alverdens forfattere og kunstnere lagde vejen forbi. I mellemkrigsårene er Klaus Mann bestandig på rejse. Rundt i USA sammen med søster Erika og rundt til andre forfattere i Europa. Da nationalismens spøgelse rejser sig, og tingene spidser til, er han verdensborgeren, der pendler mellem forskellige verdener og holder udvekslingen åben som en våge i isen.

Klaus Mann er lige så kritisk over for nationalisterne som for Stalins Sovjetunion og marxismen i det hele taget. Hvor hans landsmænd vælger side, tøvende eller med sikre skridt, er Klaus den, der fastholder sit 'hverken eller' og forbliver tro mod civilisationen midt i dens dybeste krise. Af dette klarsyn og denne kompromisløshed vokser også hans største litterære bedrift, nøgleromanen
Mephisto, der handler om hans tidligere svoger, skuespilleren Gustav Gründgens, der efter Hitlers magtovertagelse giver efter for egne ambitioner og sælger ud af egen værdighed for at spille en fremtrædende rolle i det nye Tyskland. Klaus Mann er en mester i de næsten skitseagtige portrætter, der findes overalt i selvbiografien. Eksempelvis det portræt han tegner af Hitler, som forfatteren tilfældigt møder i tesalonen Carlton i München i 1932.

Stor portrætkunst

Sammen med et par yndlingskumpaner fortærrer Hitler i løbet af en halv time 5 jordbærkager med flødeskum, mens han fortæller, at han glæder sig til aftenens teaterstykke med den betydelige karakterskuespiller Therese Giehse, »en folkelig kunstnerinde«, som han udtrykker det. Konfronteret med »det ondsindede rygte«, at Giehse ikke skulle være rent arisk, siger Hitler:

»Som om jeg ikke kan se forskel på et germansk naturtalent og semitisk makværk«. Giehse var jødisk.

Der er også stærke portrætter af skuespilleren Greta Garbo, den tidligere tjekkoslovakiske præsident Edvard Benes og forfatteren Stefan Zweig. Sidst, men ikke mindst komponisten Richard Strauss.

Klaus Mann besøger den aldrende herre i Garmisch, sendt afsted efter krigens afslutning af det amerikanske nyhedsmagasin
Stars and Stripessom
special correspondent. Strauss var en stor kunstner, en af århundredets største begavelser, men en opportunist af den anden verden. Klaus Mann spørger ham, om han aldrig havde overvejet at forlade Nazi-Tyskland? Hvorpå Richard Strauss svarer: »Når alt kommer til alt, så har vi mindst firs operahuse her hos os.«

At nazisterne var skyld i en meningsløs og morderisk krig og at millioner af uskyldige endte i gaskamre er ikke noget, der kan ryste den følsomme komponist af blandt andet operaen
Rosenkavaleren. Han tjente nemlig godt under nazisterne.

Klaus Mann ser Strauss som et skræmmende eksempel på en »aldeles ryggesløs, komplet amoralsk egoisme« og samtidig som symbol på et sædeligt og åndeligt lavmål blandt tyske intellektuelle og kunstnere.

Klaus Manns selvbiografi er et enestående tidsdokument, men underligt renset for personligt konfliktstof. Det mest påfaldende er alt det, han ikke skriver om, nemlig sin egen homoseksualitet og sit massive stofmisbrug i perioder. Det dæmoniske i hans egen natur er nedtonet til fordel for portrættet af samtiden. Hans homoseksualitet kommer kun til udtryk indirekte i kraft af hans store interesse for og beundring af andre homoseksuelle forfattere som især Herman Bang og André Gide.

Klaus Manns eget dødsønske er flere gange tematiseret undervejs i selvbiografien. Selvmordet er en integreret del af den epoke, han skriver om. Man taler ligefrem om nye selvmordsepidemier. Første halvdel af 1900-tallet er et århundrede, hvor folk let kommer til at føle, at tiden løber fra dem. Klaus Mann tager, dybt desillusioneret, sit eget liv i maj 1949. En epoke er slut.

Vendepunktet - rapport om et liv, Klaus Mann, Oversat af Poul Dam, Med forord af Klaus Rifbjerg, 532 sider, 199.95 kr, Forlaget Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her