Læsetid: 3 min.

En noget speciel dannelsesrejse

Tim Burtons udgave af ’Alice i Eventyrland’ er flot og meget burton’sk. Men den prøver desværre også at lege ’Ringenes herre’, hvilket bestemt ikke passer til Burton
Tim Burtons udgave af ’Alice i Eventyrland’ er flot og meget burton’sk. Men den prøver desværre også at lege ’Ringenes herre’, hvilket bestemt ikke passer til Burton
4. marts 2010

At Tim Burton har en frodig fantasi, kommer ikke bag på fans af den egensindige, amerikanske filmmager. Alligevel bliver man som fan glædeligt overrasket over, hvor flot og original Burtons 3D-version af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland og Bag spejlet tager sig ud.

Ikke mindst de mange mere eller mindre mærkelige væsener, som Alice møder, er vakt overbevisende til live i computeren og blandes umærkeligt med rigtige skuespillere. Det er dog en noget mørkere, om muligt endnu mere syret og ikke specielt børnevenlig udgave af historien med de mange vrøvlevers og sproglege og landet, hvor alting er vendt på hovedet, man her får serveret.

Burton nøjes selvfølgelig ikke med at genfortælle bøgerne, der foregår i Victoriatidens England. Nej, han lader Alice være næsten voksen, 19 år gammel, og stå i lidt af et dilemma, før han sender hende ned i kaninhullet igen. Og det er begyndelsen på en noget speciel dannelsesrejse.

Foran hele sin familie og en masse af deres venner frier den selvoptagne, adelige Hamish (Leo Bill) til den livlige, alt andet end victoriansk-kedelige Alice (Mia Wasikowska), som udbeder sig betænkningstid og i stedet følger efter den velklædte kanin med det fine guldur i vestelommen.

Typisk Tim Burton

Vel ankommet til Eventyrland møder hun de talende dyr, vi kender så godt fra Lewis Carrolls historier, men som Alice ikke kan huske, selv om de alle siger, hun altså har været her før. Spørgsmålet er så, om hun overhovedet er den rigtige Alice, som, er det spået, skal redde landet fra den ondskabsfulde Røde Dronning (Helena Bonham Carter), hendes Knægt (Crispin Glover) og Jaberwocky-monstret.

Alice siger til sig selv, at det hele er en drøm, men vi har nu for længst regnet ud, at hun som lille pige i fredeligere tider gæstede Eventyrland og for første gang stiftede bekendtskab med Den Gale Hattemager (Johnny Depp), Kålormen (Alan Rickman), Tweedledee og Tweedledum (Matt Lucas) og ikke mindst Katten (Stephen Fry), der er filmens sjoveste og mest fuldendte skabning.

Indtil Alice kommer til den erkendelse, at hun må tage ansvaret på sig og kæmpe mod Jaberwocky – der i Lewis Carrolls historie kun optræder i et vrøvlevers – er Alice i Eventyrland en typisk Tim Burton Experience: Fuld af skøre optrin, skæve, farvestrålende figurer og med Alice som en vaskeægte Burton-hovedperson, en outsider, der nægter at opfylde de krav, omgivelserne har til hende.

Helten i sig selv

Især Johnny Depps Hattemager er en fascinerende figur, en både skizofren og tragisk skikkelse, der mistede livsglæden, da Den Røde Dronning tog magten i Eventyrland og begyndte at tyrannisere dets befolkning, og som nu glider frem og tilbage mellem depression og kampgejst.

Man kunne godt have ønsket sig, at Tim Burton og hans manuskriptforfatter, Linda Woolverton, havde gjort mere ud af Den Gale Hattemager. For da det i anden halvdel af filmen kommer til at handle om, at Alice skal finde ind til helten i sig selv, begynder den at ligne Ringenes Herre eller Harry Potter eller en tredje af den slags allerede let slidte, enstrengede det-gode-mod-det-onde fantasyfortællinger, hvor det handler om at selv små hobbitter, bebrillede drenge og victorianske piger kan udrette store ting.

Det er ærgerligt, at Burton ikke i endnu højere grad forholder sig til forlægget – og for min skyld må han gøre med det, hvad han vil – der med sin absurdistiske, drømme-agtige, sprogligt opfindsomme og uhøjtidelige omgang med konventioner og den virkelighed, der omgiver os, passer så perfekt til den amerikanske filminstruktør. (Det kan man forvisse sig om i første halvdel af filmen.) Men måske handler det også om, at tiden og eventyrerne, vi fortæller vores børn, har overhalet Lewis Carroll indenom. En helt skal være stærk og modig, ikke næsvis, lettere irriterende og temmeligt passiv som bøgernes Alice.

Til sidst et stort hjertesuk: Filmens 3D-effekter er simpelthen ikke stærke eller banebrydende nok til, at de betyder noget for fortællingen. At man skal have tonede 3D-briller på, betyder desuden, at billederne bliver mørkere og mere farveløse, end de burde være, og det slører kun Burtons unikke, kulørte vision.

Jeg vil gerne se Alice i Eventyrland igen, men næste gang bliver det i 2D.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Sørensen

Jeg har endnu ikke set filmen, men foeler mig noedsaget til at reagere, naar der skrives, at Carroll skulle vaere blevet overhalet indenom af nutidens eventyr. Hvad der end ligger i udtrykket, saa er Carrolls Alice lige saa aktuel som dagens avis, hvis man laeser de nyoversatte uddrag af Solanas SCUM-manifest, hvor netop "fars pige" eller den passive og uselvstaendige kvinde angribes.

Ja, Alice er en saadan snusformuftig 7-aarig pige, der dumper ned i et Wonderland, eller en underverden, hvor intet er som det plejer at vaere. Hun oensker sig hurtigt, at der var en bog med regler, saa hun kunne laere at begaa sig i her. Dette oenske opfyldes ikke, i stedet bliver hun moedt af fornaermelser fra en hattemager, det irriterende spoergsmaal om hvem hun er, af en vandpiperygende kaalorm og katten laver fis med hende, da hun spoerger, hvilken vej hun skal gaa - hun maa jo foerst vide hvor hun skal hen!

Hun provokeres paa sin paenhed og snusfornuft til hun tilsidst bliver noed til at taenke selvstaendigt.

Selvstaendig taenkning var ikke en efterspurgt diciplin i Victoriatidens boerneopdragelse. Boernelitteraturen var domineret af opdragende eventyr, historier og ikke mindst vers i bedste Store Bastian stil. Versene blev laert udenad. Derfor de mange skoere rim, som lyder helt forkert naar Alice proever at gentage dem i Wonderland. Reglerne og normalen er sat ud af kraft. Carroll satte dem ud af kraft, saa Alice kunne slippe, hoppe eller bryde ud af flinkeskolens fordummende faengsel.

Denne lektie er efter min mening grundstenen i kvinde-, saa vel som personlig frigoerelse og en dramatisering for boern og voksne af Kant's tekst "Besvarelse af spoergsmaalet: Hvad er oplysning?"

Glaeder mig til at se hvad Burton har faaet ud af Carrolls udoedelige Alice -eller hvilken mening han har faaet ud af galskaben.