Læsetid: 3 min.

Ut af min kiosk

Journalist og forfatter Karsten Lund syntes, der manglede en roman om en succesfuld indvandrer i Danmark. Så skrev han sådan én. Er vi så glade? Næh, ikke rigtig
5. marts 2010

I efterskriften til sin nye roman, Skrønen om Erkan, skriver Karsten Lund: »Jeg er denne gang i den lykkelige situation, at bogen ikke handler den mindste smule om min egen familie«. Det lyder temmelig indforstået for en, der som jeg ikke har læst nogen af Karsten Lunds tidligere romaner, seks stykker drejer det sig om. Til gengæld, skriver Karsten Lund, at han har ladet sig inspirere af Halis og Henrik Egede Rasmussens bøger Halis historie og Integrationsår. Disse bøger kender jeg heller ikke, men efterskriften oplyser, at de beskriver livet i en lille kurdisk landsby og det at være fremmedarbejder i Danmark.

»Der er hentet en del fra virkeligheden, men det meste er fiktion«, står der også - men er der ikke altid »hentet en del fra virkeligheden«, når vi har at gøre med en realistisk roman, og er oplysningen så ikke inderlig overflødig?

Bøvlet efterskrift eller ej, Lunds roman har et problematisk forhold til det besværlige begreb virkeligheden.

Det kniber med at få liv i historien og dens personer. Det skyldes især den måde historien om Erkan, der kommer til Danmark fra Tyrkiet i 1969 for at arbejde på en fiskefabrik i Esbjerg, er fortalt på.

Skrønen om Erkan er strengt taget blot en skitse, der allerhøjest svinger sig op til at være refererende. Hele vejen er den udvendig fortalt.

Fortællerens øjne er danske, senere viser det sig, at øjnene er en mands øjne og senere igen, at denne mand er jyde. Det giver nogle irriterende generaliserende beskrivelser af bl.a. kvinder, som bare kommer dumpende sådan lidt humoristisk, men det virkeligt svage er, at fortælleren aldrig er oppe at køre eller nede at vende over det, han skal fortælle. Han er heller ikke manipulerende, ude af flippen, utroværdig eller noget andet, der kunne tilføre fremstillingen nærvær og gnist. Han gør bare det, han føler, han bør gøre, nemlig fortælle omhyggeligt og opbyggeligt om sin ven Erkan, der dygtigt driver forretning i Danmark.

Indignation light

Forlaget oplyser ellers, at Skrønen om Erkan er skrevet på forfatterens opdagelse af, at de tyrkiske indvandreres historie i Danmark er noget forsømt og en indignation over mediernes negative fremstilling af indvandrere i Danmark.

Spørgsmålet er, hvor voldsom denne indignation er. Den har i hvert fald ikke været kraftigere end, at Erkan fremstilles som den lidt komiske figur, vi kender fra Tuborgreklamen, 'Ut af min kiosk'-typen.

Ham, der ikke går så højt op i at få betalt moms og skat, og som taler skægt og så ikke rigtig kan slippe bondesamfundets blodfejder og hjemlandets æresbegreber. Ind imellem lyder det, som om fortælleren også selv keder sig eller ikke rigtig orker mere, så nøjes han med en 'lang historie kort' eller 'Sådan gik der tre år'. Når Erkan udvikler og forandrer sig, fortælles det eksplicit i referatstil.

»På det private plan fik han fred for en vis dame.« hedder det f.eks. da den kvinde, Erkan blev gift med som 15-årig, men som han mistede ved en terroraktion i Çorum i Tyrkiet, og som i alle årene har besøgt ham i drømme, holder op med at vise sig.

Sløvheden og den henslængte fortællestil - eller stile, for der hoppes rundt mellem flere, der er svære at forbinde med den samme person - udmønter sig også i besynderlige billeder som dette: »Kultursammenstød er en anden nærliggende uniform at trække ned over disse scener«. Scener i uniform?

Hvis ikke man brænder mere, end Karsten Lund har gjort, for at bidrage positivt til historien om tyrkiske indvandrere i Danmark, skal man nok bare passe sin egen kiosk.

Skrønen om Erkan - Roman, Karsten Lund, 320 sider, 299 kroner, Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu