Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

En utrolig kedelig Muhammed-bog

Hvis man ikke selv har noget i klemme i forhold til islam og heller ikke er nogen hund efter at opsnuse eventuelle provokationer, er Udsendingen først og fremmest en utrolig kedelig bog
Kultur
26. marts 2010

En udsending, rasul, er i islam en ganske særlig profet, en af de få, som bringer en ny lov til menneskene. Den udsending, der her er tale om, er naturligvis Muhammed, og titlen dækker over en fortælling om hans liv, Koranens tilblivelse og det islamiske trossamfunds opståen. Det lyder jo umiddelbart spændende, og som figur er den fiktive fortæller Zayd da også ganske intrikat, idet han er sammensat af to historiske Zayder, som bogen er dedikeret til: den ene Muhammeds adoptivsøn og kriger, den anden hans skriver.

Vores Zayd kan derfor bygge sine optegnelser på sine egne oplevelser som adoptivsøn OG koranskriver samt på en række øjenvidneskildringer. Han er omhyggelig med kronologien og med at omtale steder og personer, samt hvad der bliver spist og drukket og redet på men desværre er han også frygtelig kedelig, udviser ingen sans for psykologi eller metafysik, og skaber hverken narrativ spænding eller sproglig elegance. Stilen er motiveret af hans rolle »Jeg er krønikeskriver, så derfor kan jeg ikke bruge min fantasi« men den gør fortællingen til en læs-let-illustration af en ellers nok så fascinerende og kompliceret historie for voksne.

Prosaisk

Muhammed er, lærer vi, som udgangspunkt en revolutionær, inspireret af civiliserede nabokulturer med én Gud og en Bog, og ikke mindst drevet af ønsket om at forbedre forholdene for kvinder, børn og slaver. Siden bliver han et drevent magtmenneske, der med våben og list får underlagt sig Medina og Mekka samt stadig flere folk og områder, inden han dør magtfuld og mæt af dage. Mange af profetens handlinger og Koranens suraer og forskrifter fra hellig krig til kvindernes tildækning får deres prosaiske forklaring. Krønikeskriveren selv sætter ikke spørgsmålstegn ved indflydelsen fra Allah, som indpoder indsigter i Muhammed i epilepsi-lignende anfald. Det gør imidlertid nogle af de vidneudsagn, han nedskriver, som den store digter, der ser Muhammed som en forførende sprogbegavelse, og bogbinderen, der beundrer ham for hans store fantasi.

Provokerende?

Er dette kontroversielt? Det kræver større islam-kendskab, end jeg har, at vurdere det, men jeg vil gætte på, at prosaiseringen af nogle vil opfattes som en utilbørlig profanering. Hvis man ikke selv har noget i klemme og heller ikke er nogen hund efter at opsnuse eventuelle provokationer, er det dog først og fremmest en utrolig kedelig bog. Litterært er fortællingen som sagt inderligt uinteressant, uden hverken narrativt drive, psykologisk dybde eller metafysisk højde. »Jeg var den første der så det. Min glæde kan ikke udtrykkes i ord.« Og?

Muhammed fremstilles i denne fingerede samtidskrønike som en mand med en sag, der på én gang er civilisatorisk, politisk, magtmotiveret og religiøs. Krønikeskriverens eget drive er tilsyneladende at bevare for eftertiden wie es eigentlich gewesen med den store Muhammed. Men hvad er den iransk-hollandske forfatter Kader Abdolahs anliggende? Han skriver i epigrafen: »Skønt historierne og tildragelserne i Udsendingen er baseret på historiske kendsgerninger, kan det hele læses i henhold til litteraturens love.« Hvorfor kan, og ikke bør? Fordi den litterære form blot er et skalkeskjul? Det vil jeg nødig tro, men litterært er det i hvert fald en tynd kop te.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her