Læsetid: 4 min.

Venedig er en åben historiebog

Byhistorie og kunst. Mogens Nykjærs værk om 'La Serenissima' leverer forskningsformidling på højeste plan
26. marts 2010

På allerførste side af sit opulente pragtværk om Venedigs arkitektur, historie og kunst fastslår Mogens Nykjær, at staden slet og ret er uden sidestykke i verden. Ingen steder ses sådanne mængder af æstetisk skaberkraft samlet og udfoldet så koncentreret. Eller i så velbevaret en stand! Uanset hvor man færdes i byen, overvældes man af øjenfryd, af pragtlyst, af magtdyrkelse. Men synsindtrykket bliver dybere, jo mere man ved om det, man ser.

Ud fra denne erkendelse breder Mogens Nykjær sin rigt illustrerede beskrivelse ud til en historisk fortælling, der lokalitet for lokalitet og epoke for epoke fremstiller byens vækst, blomstring og hensygnen med vægten på dén pointe, at selv om republikken i faserne efter omkring 1600 tabte power og politisk betydning, så trivedes kunsten lige fuldt. For når en faktisk magt bliver mindre, så stiger behovet for at iscenesætte denne samme, nu svindende magt: bevare og forædle, ja, forstørre den som fiktion, for eksempel på billeder og gennem monumental arkitektur.

Kunsten at se

Det er forklaringen på, at mens handelsvejene lægges om, og landene ved Atlanten får den indflydelse og rigdom, som Venedig mister, da opfører man i byens kirker det ene monstrøse og prangende dogegravmæle efter det andet, hvori den kristne billedverden invaderes af republikkens heroiserende fremstilling af sig selv. Men også da forfaldet for alvor sætter ind, vedbliver byens herskere og rigmænd at værne om perspektiverne og de flotte panoramaer langs vandet og ved Canal Grande. Så hele herligheden ligger der endnu, som en åben historiebog.

Ligesom en vinhandler skal lugte og smage godt, må en kunsthistoriker kunne se, og vel at mærke tillige reflektere over det sete. Den evne besidder Mogens Nykjær i helt formidabel grad. Han skriver smidigt og klart, med fin stilistisk variation, og forfalder aldrig til de luftige lyrismer, der ind imellem kan gøre kunsthistoriske værker til noget af en prøvelse at læse. Med ord hentet fra bogen selv (teksten til et billede af Visdom) fremstår han som en person, der draget af kærlighed til viden formår at frigøre sig fra tidens snærende bånd og lære at forstå sig selv og verden (bedre).

Det ligger lige for at sammenligne Mogens Nykjærs beskrivelse af Venedig med Erik A. Nielsens Kristendommens retorik. Fælles er nemlig forskerens sans for at slå ned på det konkrete - hos Nykjær et hus, en skulptur, et billede eller en inskription og hos Nielsen for eksempel en salme - og først gøre iagttagelser, men dernæst indsætte i perspektiv, så detaljen bliver en port til indsigt.

En sådan anskuende begavelse sætter Mogens Nykjær i stand til at læse arkitektoniske udtryk som subtile referencer. Dels til kristendommen og dens rige billedverden, dels til Venedigs forståelse af sig selv som kerneled i en historisk overleveringsproces, en såkaldt 'translatio'. Byens magthavere så sig som bindeleddet mellem Konstantinopel på den ene side og Rom på den anden, og ligesom renæssancens tænkere læste dele af den klassiske mytologi som foregribelser af Bibelen, mente man i lagunebyen, at Rom og Byzans i en eller anden ophøjet forstand 'foregreb' Venedig.

Man ser det i monumentalmaleriet, og man ser det på en sejltur ned ad Canal Grande, hvor klassiske søjler i dorisk, jonisk og korinthisk stil blandes med blomster og linjer, der mest af alt leder tanken hen på en sultans palads. Besynderligt at skue, men logisk i venetianernes øjne, eftersom de anså republikken for Guds udvalgte by og stat, hele Italiens hovedstad, den værdigste arvtager til riget, ja, når det gik rigtig højt, veritabel verdensby, og hele verdens by. Hvad malere, billedhuggere og arkitekter blev pålagt, var at synliggøre ideen om dogemagtens og den venetianske stats enestående plads i den kristne verdenshistorie. Fordi folk på forhånd i alvor mente, at Venedigs vælde og magt stod indskrevet i himlen, tillod de sig uden skrupler at kombinere det religiøst-magiske og det verdsligt-statscelebrerende, bygning for bygning, plads for plads. Og på de steder, hvor vi turister stiller os i dag, har malerne stået og tænkt på os, når de eviggjorde, heroiserede og idealiserede betydningsfulde begivenheder i byhistorien.

Fornemt komponeret

Det har ikke været nogen nem opgave at komponere denne bog, så at kronologien og kunsten samtidigt lader sig følge. Men Mogens Nykjær løser opgaven flot ved at lade læseren vandre fra Arsenalet til Markuskirken, Dogepaladset, Prokuratorierne, Børsen og Biblioteket, hvorefter han tager fat på de største kirker: San Zanipolo med gravene, Santa Maria Gloriosa det Frari (med Tizians Marias Himmelfart). Selv brøndene og lejlighedskarreerne kommer med, og vi får forklaret betydningen af pestepidemierne i 1348, 1575-77 og 1630. Man bliver imponeret, men solidt informeret. Nogen guide af dem, man har i lommen, det er bogen visselig ikke, men lader man for en enkelt gangs skyld sin laptop blive derhjemme, kan Venezia. Byhistorie og kunst da godt være selv i en mellemstor kuffert.

Lad mig for egen regning vedføje, at bogen for mig har været noget af en åbenbaring. Jeg kom til Venedig for første gang på en tur med menigheden og mor, da jeg var 14. Alle tingene brændte sig voldsomt ind i både synet og sindet, ikke mindst Verocchios rytterstatue af condottieren Bartolomeo Colleoni, som stod vis-a-vis det lille hotel. Så går der 44 år, og der kommer en dejlig bog, som formidler og forklarer det hele. Også monumentet ved Scuola din San Marco.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu