Læsetid: 4 min.

Videnskab med lidenskab

Den amerikanske klimaforsknings grand old man, James Hansen, tager bladet fra munden
Den amerikanske klimaforsknings grand old man, James Hansen, tager bladet fra munden
13. marts 2010

Der er ingen videnskabeligt velbegrundet tvivl om, at vi mennesker vil udløse en klimakatastrofe, hvis vi ikke får standset brugen af kul, olie og gas længe før, de kendte reserver er brugt op. For at stabilisere klimaet skal atmosfærens indhold af CO2 sænkes fra de nuværende 388 ppm (0,0388 procent) til 350.

Disse erkendelser er kernen i James Hansens bog, Storms of my grandchildren. En livsbekræftende bog, præget af stor indsigt og stærk vilje til at overbevise læserne - før det er for sent.

'Katastrofe' er et stærkt ord, men når James Hansen taler, hører man efter, skeptiker eller ej. Han er anerkendt som en af verdens mest vidende klimaforskere. Siden 1982 har han været leder af NASA's afdeling for klimaforskning, Goddard instituttet i New York. Han var med til at åbne verdens øjne for klimaproblemerne, da han i 1988 vidnede i den amerikanske kongres om den globale opvarmning. Hans udsagn var dengang med til at bane vej for, at FN's Klimakonvention fik tilslutning fra næsten alle lande - også USA - på topmødet om bæredygtig udvikling i Rio, 1992.

De næste 15 år var James Hansen lavmælt. Han holdt sig til det videnskabelige arbejde og overlod interviews til sine kolleger. Han ser sig stadig som et 'vidne', ikke en 'prædikant'. Men i de senere år har han talt højt, fordi, »mine børnebørn skal ikke kunne sige, at bedstefar vidste, hvad der var ved at ske, men han gjorde det ikke klart.«

Nøgtern men vred

I marts 2001, på sin 60 års fødselsdag, blev James Hansen indkaldt for at rådgive vicepræsident Dick Cheney og den nye Bush-regerings såkaldte Climate Task Force. Cheney og Bush turde ikke ignorere James Hansen.

I bogen følger vi James Hansen fra denne martsdag og frem til efteråret 2009, hvor han blev arresteret ved en demonstration foran en kulmine. Han beskriver kløften mellem sin voksende bekymring og den laden-stå-til, der præger samfundet omkring ham - og giver en brillant indføring i den videnskabelige viden om klimaforandringerne.

Det er ikke let læsning. Men hænger man på, bliver man belønnet med en klar og velargumenteret fremstilling. Undervejs bliver det tydeligt, at James Hansen ikke slår alarm, fordi overdrivelse fremmer forståelsen. I overensstemmelse med de bedste naturvidenskabelige traditioner afprøver han tværtimod grundigt de indvendinger, der kunne modsige hans teser.

Det er nøgtern indsigt, der forbyder ham at tie om den voksende risiko for en katastrofe - og nærer hans vrede mod dem, der fornægter realiteterne. Han har ikke meget til overs for de forskere, der taler om den globale opvarmning, som om de var sagførere, der kan nøjes med at fremhæve det, der støtter deres egen sag.

James Hansen advarsler bygger ikke så meget på de ofte omtalte computermodeller af fremtidens klima, som på forståelsen af fortidens klimaforandringer samt erkendelsen af, hvad der sker med Jordens klima lige nu.

I dag kan man ret nøje beregne klimaets følsomhed over for den menneskeskabte drivhuseffekt. Klimaets vekslen mellem istider og varmeperioder er blevet udløst af ganske små forskelle i Jordens hældning i forhold til Solen. Disse forskelle blev forstærket af feedbackmekanismer, som ikke er ret meget større, end den forstærkelse af drivhuseffekten, mennesket nu er i gang med at gennemføre - på langt kortere tid.

Det meste af vor tids menneskeskabte opvarmning er indtil nu blevet opsuget af havene som langsomt er steget fordi vand udvider sig når det varmes op. Men de senere års tiltagende afsmeltning af is på Grønland og dele af Antarktis viser, at vi nærmer os det punkt, hvor iskappernes nedsmeltning bliver en selvforstærkende proces, der ikke kan standses.

En endnu mere faretruende selvforstærkende mekanisme er frigivelsen af hidtil frossen metan fra Canadas og Sibiriens tundra og fra havbunden ud for kontinentalsoklerne. Også det ser man allerede nu tegn på.

Virkemidlerne

James Hansens opskrift på en løsning er et hurtigt stop for nye kulkraftværker og en gradvis stigende afgift på alle fossile brændsler kombineret med told på varer fra lande, der ikke vil indføre en sådan afgift. Han mener også, at atomkraft er en nødvendig del af løsningen.

En aftale om at begrænse udledningerne ved at indføre omsættelige kvoter (som Kyoto-protokollen) er ikke tilstrækkelig, siger han. Hvis politikerne tillader nye kulkraftværker og siger, at de i stedet vil indføre kvoter, så spørg dem, hvordan de har tænkt sig at overbevise de store olielande om, at de skal lade deres olie og gas blive i undergrunden. Når de svarer 'øh', så ved du at de lyver, siger han.

Hans håb er en stærk folkelig bevægelse med udgangspunkt i modstand mod kulminer og kulkraft. Hans frygt er, at det lykkes de højt betalte lobbyister, især i Washington DC, at presse følgagtige politikere til reelt at gøre ingenting.

James Hansen

Storms of My Grandchildren. 304 sider. 16,20 dollar. Bloomsbury

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Petersen

Det lyder som en god og meget uhyggelig bog som vi nok bør købe alle sammen og læse og låne videre til hinanden i perioder der er korte nok til at folk får den læst.