Læsetid: 2 min.

A-liv med Andriette og B-liv med Bente

Nu igen? Lisbeth Brun sprøjter bøger ud - nu også noveller, og ud over det hastige skrivetempo må man tage hatten af for den store variation og detaljerigdom, der er i samlingen
9. april 2010

Som forfatter hører Lisbeth Brun (fem romaner 2005-2009) til i den farverige og fabulerende ende. I sin nye bog, Plan B, har hun foretaget noget af en manøvre væk fra storytelling og en af og til lidt tung symbolik over til short storyens fikse og kondenserede fremstilling af virkeligheden.

Titlen Plan B refererer ikke så meget til den gængse betydning af ordet, nødplan, men bl.a. til det forhold, at man deler mennesker op i A- og B-hold (ret bombastisk sorteres børnene på en lille skole i al hemmelighed i a- og b-klasser efter forældrenes status), eller at man som ægtemanden, Torben, i titelnovellen kalder sit kedelige liv med Bente for B-livet i en mail til datterens spændende klasselærer Andriette, som man muligvis kunne leve et A-liv sammen med, og som Torben lige har været på lejrskole med - dog uden C (for Camilla), for datteren må blive hjemme med mæslinger, hvilket naturligvis gør det endnu mere lorent, at Torben alligevel tager af sted. Fortalt inde fra Bentes hoved bliver det noget værre vrøvl med Plan B og B-liv (tjek selv side 33, hvor betydningen rutsjer frem og tilbage), men pointen har jeg fanget, for den går fint igen i de øvrige noveller uden altså at blive triviel af den grund, bare rigt eksemplificeret og varieret, nemlig at Lisbeth Bruns personer lever ét liv, mens de drømmer om et andet.

Kits forældres hus

Personerne har også det fællestræk, at de er noget provinsielle i det. Lisbeth Brun udstiller provinsen som et sted, præget af social kontrol og hvor status hænger sammen med indkomst, men også som et sted, hvor det enkelte menneskes rolle i livet på forhånd er defineret af forældre, tradition og normer. Det afspejles fint i titler som 'Naboerne' og 'Kits forældres hus'.

I den sammenhæng har Lisbeth Brun vist meget mere stof at tage af, fornemmer man. Hendes speciale: at vise at den danske provinsidyl i virkeligheden er et provinshul suppleres i Plan B med historier, der foregår i Norge. Stoffet er i det hele taget rigt og varieret.

Tiden er nu og her med modeord som 'kvalitetstid' og udtryk som 'så tager vi den derfra', men problemstillingerne, der kort kan beskrives som livsstilsproblemer med provins på - kun sex om lørdagen-problematikken f.eks. - har jeg lidt svært ved at hidse mig op over for alvor. Det er som om, forfatteren er mere optaget af psykologi, end i at udforske, hvad den korte form kan i en ren litterær forstand.

Short stories bliver lige så meget case stories tilført tidskolorit, og når tidskoloritten er dronningens tale til folket med de dumsmarte bemærkninger, virker det som ren dovenskab fra forfatterens side.

Bedst er de tekster, hvor Lisbeth Brun drosler ned for psykologi og samtidsmarkører, skærer i persongalleri og tidsforløb og skriver et nærvær frem, et helt koncentreret øjeblik, hvor en person får sagt en linje eller registreret en detalje, der rummer så meget mere, som læseren vel og mærke selv får mulighed for at forestille sig.

Sådan en fin scene slutter novellen 'Kvalitetstid' med, hvor Anita holder tale for første gang i sit liv og kommer helt bag på sig selv ved også at sige noget, hun ikke havde forberedt. Intenst og underspillet - og herved et dejligt tvetydigt billede af provinsfællesskabet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu