Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Barsk familiekrønike

Et brødretema som fantasi og dokument i psykoanalytisk regi
Kultur
9. april 2010

Hvis man som romanlæser ligger under for en vis trang til at 'holde med' en af personerne i bogens konflikter, får man det svært i Håkon Bravingers Brødrene Bjerre, på svensk Bära bud, eftersom de to titelfigurer egentlig begge er nogle indeklemte sataner, der ikke kan finde ud af at skelne mellem had og kærlighed til hinanden og derfor mest ligger under for det første af disse begreber, som romanen tager uhyre alvorligt som eksistentialer. Ved sit tekniske arrangement lægger den ganske vist op til at tildele den yngste en opsøgende offerrolle som brevskriver og dominerende ledefigur, men med ganske god grund tager han til slut livet af sig selv, samtidig med at hans møjsommeligt skabte hovedværk, Bidrag til mordets psykologi, udkommer.

Det drejer sig om to i Sverige historisk velkendte skikkelser, den ældre, Poul Bjerre, var en af Nordens tidlige psykoanalytikere fra kredsen omkring Freud og Jung samt Lou Salomé, den yngre Andreas var jurist og kriminolog og studerede de indsatte morderes typologi for at finde deres fælles forudsætninger. Sig selv havde de to verdensforbedrere og menneskebehandlere efter bogen at dømme langt sværere ved at greje eller styre i et ordentligt humant levned. Forfatteren har haft adgang til et omfattende dokumentarisk materiale af breve og dagbøger og trukket på viden om andre offentlige personer i galleriet, men insisterer på en litterært tilladt fantasiudfoldelse, som læseren så er overladt til. Saftigheden må have udfordret den 42-årige digter.

Dansk-svensk slægt

Handlingen udspilles i nogle skæbneafgørende år mellem 1913 og 1925, et tidsrum, som desværre og mærkværdigvis kun er tyndt beskrevet som baggrund. Vægten ligger ganske på det psykologiske spil i familien Bjerre, i øvrigt af dansk aftapning, men meget svensk virkende i sine indædte anfægtelser. Det er derfor spændende, men uden så megen kolorit og krop, bortset fra et par tætte samlejer og et sadomasochistisk besøg, som Andreas aflægger hos en professionel dame med kunstige replikker (»-Læg dig omgående ned, sagde hun med resolut stemme«) i sine hyppige anfald af selvforagt.

Ægteskabeligt udviser de også en specialitet, Andreas gifter sig med Amelie Posse, kendt senere som antinazistisk kulturkritiker under Verdenskrig 2, hvorefter Poul kontroversielt nok ægter hendes mor, Gunhild. De første får sønnen Sören Christer, som vantrives og på det nærmeste afvises, da Andreas senere gifter sig med Amelies bedste veninde Madeleine. Af dette arrangement udskiller der sig to af romanens stærkeste scenerier, rene sidehandlinger: en pjanket og varm beskrivelse af de to rivalinder på ferie i Rom og en grum skildring af den utilpassede og groft forsømte Sören Christer, der erklæres for psykopat og anbringes på et sindssygehospital hos en førende nervelæge med de bedste hensigter i tidens psykiatriske gøgeredestil. En romantisk drømmeeskapade understreger den drivende seksualitet, der går som en motivisk understrøm i hele denne psycho-fortælling. Det lykkes ham endelig at flygte og udvandre, lade sig forvise, til Australien som en løs eksistens og desværre løs tråd uden sløjfe i romanen.

Kærlighedshad

Polariteten mellem storebror og lillebror er hovedsporet med den yngres selvplageriske og brændende bejlen til den stivsindede Poul, et kærlighedshad, han udreder i breve afsendt post mortem som kommentarer gennem hele handlingen til den overlevende bror, der lever herskabeligt på sit gods med den døende hustru som selskab, et nietzscheansk overmenneske, intenst iagttaget af den Kierkegaard-inspirerede Andreas. Psykologien udbygges med fortælling om deres forhold til forældrene i den meget standsbevidste slægt. De to professionelle sjælekendere synker stadig dybere i fortrængninger og mangel på evne til at tilgive. En central formulering fra lillebrors side lyder: »af og til har jeg undret mig over dine drømme, dine forventninger til dig selv. Der må være øjeblikke hvor selv du kommer i tvivl om din egen storhed. Det kan ikke være rigtigt at du aldrig har åbnet døren på klem for din egen utilstrækkelighed.«

Der er visse metafysiske overtoner hos disse granskere af sjælen, men uden effekt. I samme brev lyder det: »Hvad bliver der tilbage af et menneske? Lidt aske, nogle knoglerester? Eller skal man tro på ... «

Ikke Løvehjerte

Ifølge romanens egenartede komposition er der noget determineret, skæbnetungt og uflytteligt over kødets triste gang på jord. Den begynder med Andreas' selvvalgte død, fortsætter gennem diverse tidsforskydninger frem og tilbage med hans posthume kommentarer og slutter med Madeleines besøg hos Poul i et forgæves forsoningsforsøg og går således i ring. Var hun en morderske, i og med hun ikke reddede ham, eller en kærlighedens engel?

Bogen er udstyret med en vis lyrisk farvet symbolik, som røber forfatterens debut som digter, den er stiliseret med parallelle scener og arrangementer, er ikke altid lige præcis i stilvalg mellem dækket direkte tale og referat, men som eksperiment i gestaltning af en slægtssaga af papir, blod og tårer agtværdig nok, også som tankevækkende psykoanalyse. En svensk budbærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her