Jeg har set den her udstilling to gange. Først i Thorshavn dagen før den lukkede og derefter på Kastrupgård, hvor den hænger nu.
Men det er ikke helt rigtigt, for det er ikke den samme udstilling.
De lange, lave rum på Kastrupgård tillader nemlig ikke, at den færøske malers største lærreder kan udstilles - dem, hvor han for alvor samler alle sine erfaringer. Der er ikke plads til dem i højden, og deres fravær betyder, at Ingalvur av Reyni kommer til at fremstå mere ordinær, end han er.
I Thorshavn hang de store billeder for sig selv i store, høje rum, og ligesom udstillingens øvrige billeder i det dagslys, som de er malet i. I det nordatlantiske lys som det er. Skiftende. Levende.
På Kastrupgård hænger de i lange rækker, kedsommeligt traditionelt og med en kunstig belysning, der gør dem til noget andet - nogen andre.
Det gør dem ens, hvad de ikke er, men det mindsker muligheden for at fornemme de næsten umærkelige skift af små maleriske begivenheder, der er billedernes sjæl og som gør dem forskellige.
Yderligere var der i Thorshavn en ledsagende film, der smukt og omhyggeligt fulgte maleren i hans seneste leveår, lod ham tale om sit forhold til maleri og tradition, til natur og historie, det færøske, det danske og det internationale, især det franske, mens man på Kastrupgård bliver udsat for en ret ligegyldig filmet sniksnak mellem en dårligt forberedt Johannes Møllehave og en distant Mikael Wivel.
Endnu en ting, der er udeladt i den danske version af udstillingen, er billederne af de andre malere, der har påvirket Ingalvur, folk som færingerne Ruth Smith og Joensen-Mikines, som skulptøren Janus Kamban og som den danske maler Jack Kampmann, hvis ret stive, halvabstrakte billeder åbenbart havde en betydelig indvirkning på Ingalvur av Reyni.
De synes at have åbnet hans øjne for abstraktionens mulighed på en måde, han ellers ikke havde set, og da slet ikke på kunstakademiet i København hos den barske lærer, Aksel Jørgensen.
Der, på akademiet, blev han ellers hængende længere, end han måske havde tænkt, fordi den tyske besættelse forhindrede ham i at rejse hjem. Og han havde endda forberedt sig så godt, for han kom jo fra Færøerne, og der tager man alvorlige ting alvorligt, så først gik han på Bizzi Høyers malerskole. Hendes billeder tog han også til sig.
Alt det kunne man se på væggene i Thorshavn. I Danmark må man for at få det med købe kataloget og læse Mikael Wivels tekst.
Eksistens
Wivel fremstiller Ingalvur som lidt af et gudfrygtigt modstykke til den lidt ældre og mere fandenivoldske Mikines med de blødende grindehvaler og de voldsomt ekspressionistiske stemninger, men de to var jo egentlig venner og kolleger.
Ind imellem malede de sammen, og det er oplagt, når man ser deres malerier i samme rum, at Mikines' billedmæssige dristighed har haft stor indflydelse på den lidt yngre kollegas måde at se billeder på.
Ingenting er, hvad det var, og slet ikke kunsten. Det kræver nok en vis anstrengelse for de fleste at se den slags billeder i dag, som andet end dekorative firkanter, som en frembrusende tid lige som har tabt på væggene.
For malere som Ingalvur er maleriet et eksistentielt anliggende. Det gælder liv og død.
Det er maleriet, der er tankens beholder og raket. Det er maleriet, der flyver gennem rummet, og for maleren er det lærredet, der er det rum, der skal flyves igennem. Indtil sporene klart danner et billede, indtil de kan aflæses som et kort over rummet og rejsen i mindst fire dimensioner.
Den slags kan man se stort på, man kan droppe det, sådan som rabiate, unge, strålende revolutionære billedstormere altid vil gøre det. Sådan som vi alle sammen måske har været og ville ønske, vi var endnu, for sådan nogle har intet ansvar, de kan gøre, hvad de vil, og ingen skal komme efter dem med konforme dogmer og binde dem til marterpæle af dyb, grå kedsomhed.
Men i det lange løb er der et ansvar, også et malerisk, et som maleren skal tage på sig, ellers er det ham, og ikke maleriet, der ender med at stå forladt tilbage, bundet til glemslens pæl i den hylende sorte vind, og græde snot på sin flotte nye sweater.
Maleriets hus
Ingalvur av Reyni tilegnede sig som sagt med besvær Aksel Jørgensens syn på maleriet, og han havde, som så mange andre af Jørgensens elever, sit besvær med at komme ud af det igen.
Helt så rasende som en anden af Jørgensens elever, Preben Hornung, en af dem hvis billeder minder meget om Ingalvurs, blev han vel ikke, men han havde alligevel brug for Jack Kampmanns ret forsigtige små abstraktioner af færøske huse og landskaber. De gav ham skubbet, og derfra kunne han selv.
Langsomt arbejdede han sig nu, dag efter dag og år igennem, ud imod sine store, sene, strålende maleriske luftkasteller, hvor begsort og blodrødt synes revet ud af den store færøske natur, mens den hvide farve åbner op, skåret som snit, ned til det, der i billedets materielle praksis er maleriets nærmest førbevidste urkrat.
Men det er altså de store malerier, der bedst viser det, og det er dem, der ikke er blevet plads til på Kastrupgård.
Og selvfølgelig kan man se det, også i de mindre billeder, selv om det kræver hård koncentration og intens stirren.
Så ser man, hvad også Wivel gør opmærksom på, at denne færøske maler ikke er nogen bondekarl fra yderste nordatlantiske revle, men en omhyggeligt og bevidst arbejdende professionel, hvis mange rejser til Paris ikke har været forgæves.
Han siger selv, at en maler som Nicolas de Staël ikke har spillet nogen rolle for ham, men i hans atelier hang en litografi af en anden af pariserskolens mestre, Pierre Soulages, og netop den skole må han have mødt i fuld blomstring, da han for første gang besøgte modernismens hovedstad i slutningen af 50'erne.
Mikael Wivel ser egentlig nærmest direkte igennem til de helt store forbilleder, Matisse, Picasso og Braque, men i samtiden - dengang - lå udfordringen, anfægtelserne og inspirationen i det såkaldt informelle, det bevidst formløse, eller i hvert fald det maleri, der ville overtræde reglerne, bryde grænserne endnu engang og tage en ny tids endnu ubevidste opgaver på sig.
Spjættende
Maleri, som det amerikansk abstrakte - i stil med Franz Kline, hvis store bygningslignende konstruktioner af bjælker og rum, på mange måder minder om Ingalvurs.
Det er den samme dejsende dans på spinkle strukturer i et nyt, svimlende rum. Og selv om spontanitet og dermed tilsyneladende tilfældighed spiller en rolle, er der også tale om en solid håndværksmæssig viden, hvis indbyggede linjer sættes i kraft.
Ingalvurs værker vokser ud af den maleriske tradition, hvor den møder det ukendte, og den gør det på baggrund af den færøske natur. Hans værk som helhed rummer hele rejsen fra det tungt forestillende over det farvegale til det formløst spjættende, og det er hele vejen igennem båret af nødvendighed.
Denne verden, stor og vild og i stadig uforudsigelig bevægelse, myldrende af små atmosfæriske ryk og sving, gennemløbet af stormfloder i det fysiske såvel som det mentale, har Ingalvur av Reyni frembragt, eller han har ladet være med at stille sig i vejen for den, han har bare siddet, som man ser ham gøre det på filmen i Thorshavn, med sin skitseblok dag efter dag i al slags vejr foran den samme lille kirkebygning i den samme mægtige dal ved den samme lille sø under de samme øde, tomme fjelde.
Og hjemme i værkstedet har han, med sine minder fra Paris og sin fascination af middelalderens mest moderne maler, Paolo Uccello, ladet paletkniven kradse søgende der på billedfladen, hvor der var tvivl, for hvor der er tvivl, er der liv.
Og egentlig er der vel ingen ende på det. Er det godt eller skidt? Er det nyt eller gammelt? Er det højt eller lavt? Er det mørkt eller lyst?
Det er alting. Det er som skyerne driver!
Ingalvur av Reyni. Kastrupgård, Kastrupvej 399, Kastrup. Ti-søn Kl 14-17, ons. kl. 14-20 . Vises til den 6. juni. Fri entré.
Efter Kastrupgård kan den ses på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring fra den 18. juni til 15. august
