Alle musikere er blodsugere. Og det er d'herrer Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser alias Management også klar over. De suger marven fra benene og blodet af musikhistorien, og de forsøger ikke at skjule det. Men samtidig diskuterer deres nye album også en helt anden form for blodsugning - nemlig berømmelsens og musikbranchens.
Som det lyder på deres aktuelle singleudspil Flash Delirium:
»Here's a growing culture/Deep inside a corpse/Ages stuck together/Takin' it to the source/Timeless desperation/Pictures on a screen scream/'Hey people, what does it mean?«
Ja, hvad skal det alt sammen betyde? Snart dør vi alle. Ungdommen visner uplukket på grenene. »And you'll never be as good as the Rolling Stones«. Der mangler altid noget, og de virkelige følelser har trange kår. Sue the spinders. Stab your Facebook.
Der er en nærmest fysisk, i hvert fald næsten desperat melankoli i Brooklyn-duoens nye, varsomt forsirede, nostalgisk håndvarmede, psykedelisk gennemlyste sange på Congratulations.
Debutalbummet (under navnet MGMT, efter et enkelt album som Management) Oracular Spectacular fra 2007 startede kækt med ordene »I'm feeling rough/I'm feeling raw/I'm in the prime of my life«, og legede med idéen om rockstjernelivet som rent fata morgana. Og på coveret stod de to knægte i fjer og krigsmaling og brændte dollar af. Sagen er bare, at de i mellemtiden er blevet minirockstjerner. Grammy-nomineringer, gedigne salgstal, kritisk succes, licenseringer til film, tv, computerspil. Og et succesfuldt forlig uden om retssalene efter at ingen ringere end Nicolas Sarkozy havde brugt sangen Kids flere gange i sin valgkamp uden tilladelse.
MGMT's toer er blevet en noget mere skæbnesvanger affære, ja, allerede i de første to sange kommer vi igennem linjer som I see the signs of aging og To know when your time's up/You flip the glass and watch the hours quickening.
En slags postsuccesfuldt tekstunivers med masser af desillusion, men også håb. Og legesyge. Der er altid en neder efter et trip, men den logik viser sig også at matche surferens frydefulde rutsjetur ned efter at have knægtet bølgetoppen, som på det 12 minutter lange Siberian Breaks.
Og musikken? At høre Congratulations er at træde ind i en have, hvor have- nisser synger kor, og den uregerlige botanik får det krogede hus til at knage med på sangene, mens ånder fra svundne tider siver fra de kunstfærdigt forarbejdede mahognipaneler.
Jeg kommer til at tænke på 60'ernes drømmende singersongwritere og psykedelikere og 70'ernes symfoniske og/eller glammede rock. Mike Oldfields gysersoundtrack. Beach Boys' evigt genkommende harmonier og solbesyngelser. Syd Barrett. King Crimsons tidlige fabuleringer. Bowies og Bolans 70'er-glam. Elvis Costello i hans new wave-periode som gal terrier. Og MGMT er også beslægtet med mere eller mindre samtidige som High Llamas, Mercury Rev, Air og Phoenix, der på hver deres måde har bjærget melodisk, harmonisk arvegods fra 60'erne og 70'erne i et forsøg på bygge nye luftkasteller og fabulerende komfortzoner.
Men Congratulations er også et værk med dolke i ærmet og lumske hvirvler under skørterne. Ikke kun nede i teksterne, men også i selve musikken, hvor hitpoten- tialet er blevet afbleget, mens de af og til voldsomme skift mellem drivende længsel og naivistisk udfrielse grænser til det groteske.
Og så er der coveret hvis ene halvdel man kan gnide af med medfølgende symboltung mønt: Når man har gjort det, så er der irriterende og klistret farvestøv overalt. Og inden under gemmer der sig bare en sort-hvid fotocollage.
Et nummer som Lady Dadas Nightmare (ja, om frk. Gaga) er lettere ubehageligt med sine ordløse skrig. Mens titelnummeret - som ifølge bandet skulle handle om finanskrisen - bruger gratulationen som ironisk håndvåben.
Det er nærliggende at referere til andre plader, der diskuterer berømmelsen og dens nådesløse succeskurve såsom Ziggy Stardust & The Spiders From Mars, Tommy, The Wall, men Congratulations er ikke konceptuel >- og samtidig mere spirituelt højtflyvende og morbid end The Streets' tredje selvbiografiske album, The Hardest Way To Make An Easy Living, hvor Mike Skinner konstaterede at det er lige så svært at score berømtheder som værende berømt, som det er at score ukendte, når man er ukendt.
Menageriet er produceret af Sonic Boom, der tidligere har slået sine folder som neopsykedelisk opdagelsesrejsende i Spacemen 3. En dissident, der her har sat sig i pilotsædet i to herrers fantasmer og popmareridt, deres forudanelser om snarlig åndelig konkurs, men også deres håb om rockmusik som eksistentiel kontaktlim.
Hvilket lykkes imponerende godt og med løfter om fremtidige excesser.
»Even if this hall collapses/I can standby my pillar of hope and trust.«
MGMT har større kompositoriske nosser end et andet hypet, amerikansk indieband, Vampire Weekend - og de er mere vildtvoksende og langt mindre ironiske i deres jagt på spørgsmålstegn. Men de fejler også af og til og griber i stedet til nemme svar. Eller sagt på en anden måde: De vælger af og til omkvædet som brandtrappe, når kreativiteten truer med at ramle om ørerne på dem. I stedet for at lade sangene blive i deres egen logik, tyr de så til den slags let nuttede omkvæd, som gav dem deres første hits - men ikke er en farbar vej videre.
Med Congratulations træder MGMT ikke desto mindre ud af freakfolkens og den nyspraglede indierocks skyggekabinet, som vil holde alle eftersnakkerne i fremtidig glemsel. De har åbnet ulæste breve fra en svunden tid, og det giver ikke længere mening at sammenligne dem med Animal Collective og deres søgen efter ny kollektivisme i fremmed territorium.
Man er i stedet nødt til at forstå MGMT som fantasifulde og kulørte botanikere i kendt geografi, undersøgere af popmusikkens dobbeltsidede infektion, der stiller enhver vovehals over for spørgsmålet »hvordan suge blod nok, før man selv udsuges?«
MGMT: Congratulations (Columbia Records/Sony).
