Læsetid: 2 min.

Med Brendel til koncert med Schiff

Hvilken koncertpianist tør spille alle Bachs seks partitas på en og samme aften? Kun ungareren András Schiff. Selv mesteren Alfred Brendel priste ham til skyerne
9. april 2010

»En mesterlig udførelse!«

Den østrigskfødte koncertpianist Alfred Brendel lægger ikke noget imellem, når han skal vurdere sin kollega András Schiffs tolkning af Bachs seks partitas.

Vi er torsdag aften i Berlin-Filharmoniens kammermusiksal eller rettere: Brendel taler under pausen i den private kantine bag scenen.

Den ungarskfødte Schiff har lige brugt en time og 40 minutter på at spille de første fire partitas, som var det noget af det enkleste i denne verden, selvfølgelig uden noder. Om et kvarter skal han i lag med de sidste to, som tilsammen vil tage en time. I alt to timer og 40 minutter på en aften.

Fra sludrende forbipasserende gæster i hallen har man hørt tillægsord som »un- glaublich« og »unvergess- lich« om den første del.

Men 'insideren' Alfred Brendels skudsmål vejer nu tungere:

»Jeg kender ingen international koncertpianist, som spiller alle seks partitas over en enkel aften. Det er simpelthen for fysisk og mentalt krævende. Schiffs udførelse var perfekt. Han er virkelig vore dages bedste tolker af hele Bachs oeuvre,« siger han.

Brendel regnes selv for en af det sidste halve århundredes bedste koncertpianister; hans foretrukne komponister er dog Beethoven, Mozart og Schubert. I dag har den 79-årige østriger med bopæl i London trukket sig tilbage fra det hæsblæsende turnéliv og tilbringer tre måneder med sin samleverske i Berlin.

Her i Filharmonien - et arkitektonisk og akustisk mesterværk fra 1960'erne - genkender alle musikelskere straks den aldrende mester. Døre holdes af beundrere, ukendte tiltaler ham »Herr Brendel«.

Som at løbe maraton

Men denne aften ligger fokus naturligvis på den 55-årige ungarske pianist. Hvordan gør han det?

»Det er ganske rigtigt en fysisk og mental anstrengelse,« fortæller Schiff senere på vej til Hyatt Hotels restaurant. »Men jeg har efterhånden gjort det så mange gange, at det er blevet rutine. Første gang var i midten af 1980'erne.«

»Det er vel lidt, som når du løber maraton,« siger han.

Aftenen før, netop ankommet fra en uge med New Yorks Philharmonic Orchestra, er Schiff gledet i hotellets badekar og faldet på en skulder.

»Det gjorde ondt, også i morges. Men på en eller anden måde generede det mig aldrig under koncerten,« bemærker han med en for Schiff typisk underdrivelse.

Næste dag skal han med konen Yuuko videre til Zürich og spille Bachs partitas. Og herefter til næste by, sådan går det slag i slag.

Da vi sås sidst, i efteråret, havde han sagt, at ingen er perfekt, ej heller koncert- pianister på højeste niveau:

»Jeg laver også fejl.«

Nuvel, men denne aften ramte han ikke en eneste gal node eller forslugte sig på en takt. »Det var perfekt«, havde Brendel sagt, og ment det.

På de to pianisters tårn- høje niveau er perfektion næppe en dyd. Hellere en slåfejl i en succesrig koncert end en uinspireret opførelse. Hvad der gør enormt indtryk hos András Schiff, er kombinationen af elegance, indlevelse, perfektion, præcision og udholdenhed. At holde alt dette gående i omtrent tre timer kræver en usædvanlig mental udrustning, som han besidder i overmål.

'Schiff spielt Bach'. Berliner Philharmoniker Kammermusiksaal, den 18. marts Johann Sebastian Bach, Partitas BWV 825-830, András Schiff, piano, 2-CD set, München, 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu