Dansesansens gåde på dvd
Hvordan skaber man egentlig dans? Filminstruktøren Torben Glarbo har fulgt Tim Rushton og Dansk Danseteater under prøverne på danseforestillingen Enigma i 2009. Det har resulteret i en yderst begavet og bevægende film. For dette koreografportræt viser ikke blot en mand, der står i prøvestudiet med svedige, smidige kroppe. Nej, filmen viser også den intellektuelle Rushton til utallige møder, hvor han prøver at forklare sine tanker til dansere og lysmænd og musikere. Dermed bliver filmen en sjældent ordrig dansedokumentar om dans til nykomponeret musik og med en musiker på et rullepodium, flytbare spejle, selvbinder kostumer, hjemmetatoo og videoprojektioner ovenfra ...
Filmens første og sidste klip er en skæg optagelse af Rushton, der tager metroen til og fra dansestudiet. For mens han kigger på togpassagererne i alverdens ventepositurer, blandes filmstrimlens billeder med glimt fra dansestudiets veltrænede kroppe. Underfundigt og uanstrengt.
Ellers har filmen tydeligvis ladet sig smitte af Rushtons engelske kontrol. Her er ingen hysteriske udbrud og urimeligheder. Derfor virker det desto stærkere, da dansen selv bliver færdig undervejs i filmoptagelserne, for så suger kroppene fuldstændig kameraets opmærksomhed. En duet mellem Stina Mårtensson og Luca Marazia bliver overvældende sanselig, og her lykkes det for Glarbo at transformere Rushtons mange ord og tekniske tegninger til erotisk dansekunst. Kroppene bliver alt. Og tak for det.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »